Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse for tømrervirksomhed i eksisterende bygning

Høje-Taastrup Kommune traf den 24. august 2020 afgørelse om, at ibrugtagning af en eksisterende bygning (nr. 2) til tømrervirksomhed, en udvidelse af bygningen med ca. 36 m2, samt etablering af 300 m2 udendørs oplag til tømrervirksomheden på ejendommen matr.nr. [F1], [A1], 2630 Taastrup, krævede landzonetilladelse. Afgørelsesadressaten klagede over denne afgørelse. Sagen eller dele af sagen er genoptaget – se 22/02305.

Ejendommen og dens historie

Sagen vedrører bygning nr. 2 på en landbrugsejendom i landzone. Bygningen, der er på 78 m2, blev opført i 1947 som fyrrum til opvarmning af væksthuse og er i BBR registreret som en anden bygning til landbrugsaktiviteter/værksted. Ejendommen har tidligere huset et væksthusgartneri.

Kommunens besigtigelse og korrespondance

I november 2019 konstaterede kommunen under en besigtigelse, at bygning nr. 2 uden tilladelse blev anvendt til montagearbejde, opbevaring og mindre reparationer for en entreprenør- og vognmandslignende virksomhed. Kommunen bemærkede også en ulovlig tilbygning på ca. 36 m2.

Den 30. januar 2020 meddelte kommunen, at bygningen ikke var omfattet af Planlovens § 37, da den blev anset for at være en ældre, sekundær bygning af begrænset økonomisk værdi, og at den derfor ikke kunne godkendes til erhvervsaktiviteter. Kommunen opfordrede dog ansøgeren til at søge om landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1.

Anmeldelse og kommunens afgørelse

Den 26. marts 2020 anmeldte afgørelsesadressaten følgende forhold til kommunen:

• Ibrugtagning af bygning nr. 2 til tømrervirksomhed og indretning af tømrerværksted, med henvisning til Planlovens § 37, stk. 1.
• Udvide bygningen med en tilbygning på ca. 36 m2 til lager for tømrervirksomheden, med henvisning til Planlovens § 36, stk. 1, nr. 15.
• Etablere 300 m2 udendørs oplag til tømrervirksomheden, med henvisning til Planlovens § 37, stk. 3.

Kommunen traf den 24. august 2020 afgørelse om, at alle de anmeldte forhold krævede landzonetilladelse. Kommunen fastholdt, at bygning nr. 2 ikke var omfattet af Planlovens § 37, stk. 2, da den fremstod som et ældre udhus/garage i ringe stand. Da indretning af tømrervirksomheden ikke kunne godkendes, var forudsætningerne for udvidelse efter Planlovens § 36, stk. 1, nr. 15 og oplag efter Planlovens § 37, stk. 3 heller ikke til stede.

Efterfølgende forløb

Klageren oplyste den 14. april 2021, at tilbygningen på 36 m2 var blevet fjernet efter aftale med kommunen.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Høje-Taastrup Kommunes afgørelse. Dette betyder, at kommunens afgørelse om, at de anmeldte forhold kræver landzonetilladelse, er gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Generelt om landzonereglerne

I landzone må der ikke uden tilladelse fra kommunen foretages ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Der findes dog undtagelser fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planlovens § 5 u og Planlovens § 36 samt Planlovens § 38.

Bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom, kan uden landzonetilladelse tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed m.v., jf. Planlovens § 37, stk. 1. Andre overflødiggjorte bygninger kan ligeledes tages i brug til lignende formål, jf. Planlovens § 37, stk. 2. Disse bestemmelser gælder kun for bygninger af rimelig standard, der repræsenterer en vis værdi.

Sagsforløb og tilbagekaldelse af indirekte afgørelse

Planklagenævnet vurderede, at klagerens anmeldelse af 26. marts 2020 skulle betragtes som en anmeldelse efter Planlovens § 38, stk. 1. Da kommunen svarede mere end to uger efter modtagelsen af anmeldelsen, havde kommunen truffet en indirekte begunstigende afgørelse.

Nævnet fandt dog, at kommunen lovligt kunne tilbagekalde denne indirekte afgørelse. Dette skyldtes de særlige omstændigheder, hvor kommunen allerede før anmeldelsen havde meddelt ansøgeren, at bygningen ikke opfyldte betingelserne i Planlovens § 37. Ansøgeren kunne derfor ikke have haft berettigede forventninger om, at den manglende reaktion fra kommunen udgjorde en godkendelse.

Vurdering af bygningens egnethed

Planklagenævnet fandt, at bygning nr. 2 ikke er omfattet af Planlovens § 37, stk. 1 og 2. Nævnet lagde vægt på bygningens karakter og stand, herunder at den er på 78 m2, består af en simpel trækonstruktion beklædt med trapezplader, fremstår som et udhus og har begrænset økonomisk værdi. Selvom dele af facaderne er murede, vurderede nævnet ikke, at bygningen er af en sådan stand, størrelse, karakter og økonomisk værdi, at den er egnet til etablering af en tømrervirksomhed. Hensigten med undtagelsesbestemmelserne er at muliggøre en rimelig udnyttelse af bestående værdier, hvilket ikke var tilfældet her. Nævnet bemærkede desuden, at varmeanlæg eller andre energiproducerende anlæg ikke er omfattet af Planlovens § 37, stk. 1.

Tilbygning og oplag

Da klageren oplyste, at tilbygningen var fjernet, fandt nævnet ikke anledning til at tage stilling til dette forhold.

For så vidt angår oplaget, kan der i tilknytning til bygninger nævnt i Planlovens § 37, stk. 1, etableres et mindre ikke-skæmmende oplag, jf. Planlovens § 37, stk. 3. Da nævnet fandt, at bygning nr. 2 ikke var omfattet af Planlovens § 37, stk. 1, fandt undtagelsesbestemmelsen for oplag heller ikke anvendelse. Oplaget kræver derfor landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.