Højesteret: Forsikringsselskab var ikke afskåret af passivitet fra at anfægte ugyldig afgørelse om arbejdsskade

Sagen omhandler en person, der i sommeren 2009 var involveret i et trafikuheld og efterfølgende, den 15. oktober 2009, fik et smæld i ryggen under et løft på arbejdet. Begge hændelser medførte lændesmerter.

Administrativt forløb

Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) anerkendte i 2010 hændelsen på arbejdet som en arbejdsskade og fastsatte en méngrad på 10 %. Efter klage fra både den skadelidte og forsikringsselskabet stadfæstede Ankestyrelsen i 2011, at der var tale om en arbejdsskade, men nedsatte méngraden til 8 %.

I de følgende år traf myndighederne flere afgørelser om personens erhvervsevnetab.

Sagens genoptagelse og Retslægerådets vurdering

Under en klagesag i 2017 stillede forsikringsselskabet, If Skadeforsikring, spørgsmålstegn ved, om der reelt var tale om en arbejdsskade, idet de anførte, at generne kunne stamme fra trafikuheldet. Ankestyrelsen afviste at genoptage sagen, hvorefter If Skadeforsikring anlagde sag den 29. maj 2019.

Under retssagen afgav Retslægerådet en udtalelse den 6. maj 2021, hvor det blev konkluderet, at det ikke var sandsynligt (mere end 50 %), at hændelsen den 15. oktober 2009 kunne føre til en langvarig følgetilstand med rygsmerter.

Parternes påstande for Højesteret

If Skadeforsikring påstod principalt, at hændelsen ikke skulle anerkendes som en arbejdsskade. Ankestyrelsen påstod stadfæstelse af landsrettens dom og gjorde gældende, at forsikringsselskabet som følge af passivitet var afskåret fra at anfægte den oprindelige afgørelse fra 2011.

Højesterets begrundelse

Højesteret lagde Retslægerådets udtalelse til grund og fandt, at tilskadekomsten den 15. oktober 2009 ikke var en arbejdsskade i arbejdsskadesikringslovens forstand, da personen ikke herved pådrog sig varige gener. Som følge heraf var Ankestyrelsens afgørelse fra 2011 og de efterfølgende afgørelser om erhvervsevnetab ugyldige (uhjemlede).

Retten fastslog, at udgangspunktet for ugyldige forvaltningsretlige afgørelser er, at de skal annulleres, medmindre særlige omstændigheder taler imod. Højesteret udtalte:

Passivitet udgør ikke i sig selv en særlig omstændighed, der kan føre til, at en uhjemlet afgørelse ikke skal tilsidesættes som ugyldig.

Der forelå ifølge Højesteret ikke sådanne særlige omstændigheder. Det blev bemærket, at en konsekvens af ugyldigheden alene er, at personen er afskåret fra fremtidige ydelser, men ikke nødvendigvis skal tilbagebetale allerede modtaget godtgørelse og erstatning.