Klage over afslag på slutudbetaling og bortfald af tilsagn om tilskud til miljøteknologi

En tilsagnshaver ansøgte i april 2017 om tilskud til et barmarksprojekt under ordningen for modernisering af slagtesvinestalde. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen (nu Landbrugsstyrelsen) meddelte tilsagn i juni 2017. Kort efter, i august 2017, anmodede tilsagnshaver om at ændre projektet fra et barmarksprojekt til et tilbygningsprojekt.

Landbrugsstyrelsen afslog projektændringen i august 2018 med henvisning til, at det ikke var muligt at skifte indsatsområde ifølge tilskudsguiden og Bekendtgørelse om tilskud til modernisering af slagtesvinestalde § 15. Samme dag indsendte tilsagnshaver anmodning om slutudbetaling. Ved en afsyning i marts 2019 konstaterede Landbrugsstyrelsen, at projektet var udført som en tilbygning og manglede obligatoriske elementer, samt at skiltning ikke var korrekt.

Landbrugsstyrelsen traf i februar 2021 afgørelse om afslag på slutudbetaling og bortfald af tilsagn. Begrundelsen var, at projektet ikke var gennemført i overensstemmelse med tilsagnet, da det var en tilbygning frem for et barmarksprojekt, og obligatoriske elementer manglede. Styrelsen henviste til Bekendtgørelse om tilskud til modernisering af slagtesvinestalde § 22, stk. 1 samt Bekendtgørelse om tilskud til modernisering af slagtesvinestalde § 11, stk. 1 og 2.

Klagerens anbringender

Klageren anførte primært, at Landbrugsstyrelsen havde tilsidesat sin vejledningspligt, idet klagerens konsulent havde søgt om tilskud under et forkert indsatsområde. Klageren mente, at styrelsen burde have vejledt om fejlen i ansøgningen.

Klageren fremhævede desuden:

• At miljøansøgningen tydeligt angav, at projektet var en tilbygning forbundet med eksisterende stalde via en mellemgang.
• At Landbrugsstyrelsen ikke havde overholdt det forvaltningsretlige officialprincip, da afgørelsesgrundlaget var fejlbehæftet, og styrelsen burde have kontaktet klageren direkte.
• At den lange sagsbehandlingstid (fire år) forhindrede klageren i at rette eventuelle fejl i projektet.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Landbrugsstyrelsen fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at et eventuelt krav mod klagerens konsulent ikke vedrørte forholdet mellem styrelsen og klageren. Styrelsen gentog, at det etablerede staldanlæg ikke kunne drives selvstændigt, da faciliteter var tilsluttet fra den eksisterende nabostald.

Styrelsen understregede, at det afgørende kriterium for et barmarksprojekt er selvstændig drift, ikke arkitektonisk sammenbygning. Desuden henviste styrelsen til, at standardomkostningerne pr. stiplads var forskellige for barmarks- og tilbygningsprojekter, hvilket var en væsentlig årsag til afslaget på projektændringen. Styrelsen fandt ingen indikation på, at vejledningspligten var tilsidesat, især da ansøgningen var indgivet af en konsulent med kendskab til ordningerne. Den lange sagsbehandlingstid havde ifølge styrelsen ingen betydning, da projektændringen alligevel ikke kunne godkendes.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede klagen i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1, som giver nævnet mulighed for at begrænse prøvelsen til de klagede forhold, men også pligt til at inddrage grundlæggende forvaltningsretlige grundsætninger. Nævnet valgte at behandle spørgsmålene om begrundelseskrav, officialprincippet og vejledningspligten. Klagepunkter vedrørende sagsbehandlingstid faldt uden for nævnets kompetence, jf. Lov om Landdistriktsfonden § 11 a, stk. 1.

Begrundelseskravet

Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens afgørelse af 22. februar 2021 ikke opfyldte forvaltningslovens krav om begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Styrelsen havde henvist til en paragraf (§ 22, stk. 1, nr. 4) i bekendtgørelsen, som ikke eksisterede. Dog vurderede nævnet, at begrundelsesmanglen ikke var konkret væsentlig for sagen, da den ikke påvirkede afgørelsens resultat eller klagerens forståelse.

Officialprincippet

Nævnet fandt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, inden Landbrugsstyrelsen meddelte tilsagn. Nævnet lagde vægt på, at styrelsen traf afgørelse på baggrund af de oplysninger, klageren selv havde indleveret. Med henvisning til Forordning (EU) nr. 809/2014 artikel 48, stk. 1 og 3, litra a, bemærkede nævnet, at styrelsen har pligt til at udføre kontrol ved modtagelse af udbetalingsanmodningen, men ikke nødvendigvis en materiel kontrol af ansøgningen om tilsagn før dette tidspunkt. Da der var tale om en erhvervsrettet støtteordning, havde støttemodtageren en skærpet forpligtelse til at sætte sig ind i reglerne. Nævnet fastslog, at kommunikationsfejl mellem klager og konsulent ikke kunne føre til et andet resultat, da klageren havde accepteret konsulentens rolle.

Vejledningspligten

Nævnet fandt ikke grundlag for at konstatere, at Landbrugsstyrelsen havde tilsidesat vejledningspligten, jf. Forvaltningsloven § 7, stk. 1. Klageren havde ikke kontaktet styrelsen direkte for vejledning, og der var ingen indikationer på, at ansøgningen var fejlbehæftet, som ville forpligte styrelsen til at yde vejledning af egen drift. Nævnet bemærkede, at styrelsen opfylder vejledningspligten ved at offentliggøre korrekt og udførlig vejledning på sin hjemmeside. Igen blev det fremhævet, at den erhvervsrettede støtteordning skærper klagerens ansvar for at kende reglerne. Klageren havde ikke løftet bevisbyrden for, at styrelsen havde tilsidesat vejledningspligten.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 22. februar 2021 om afslag på anmodning om slutudbetaling og bortfald af tilsagn om tilskud til miljøteknologi.