Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til nedlæggelse af § 3-beskyttet sø

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) har behandlet en klage over Lolland Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til nedlæggelse af en § 3-beskyttet sø og etablering af erstatningsnatur på matr. nr. [F1] i Stokkemarke. Klagen blev indbragt af ejendommens ejer den 23. maj 2021.

Sagens forhistorie og ejendommens forhold

Den omhandlede sø er registreret som beskyttet i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. MFKN havde allerede den 18. juni 2020 stadfæstet Lolland Kommunes afgørelse fra 16. maj 2019 om søens beskyttede status. Efterfølgende ansøgte ejeren den 2. oktober 2021 om lovliggørende dispensation til nedlæggelse af søen, hvilket kommunen afslog den 6. november 2021. Kommunen meddelte herefter påbud om retablering den 11. december 2021 med frist til den 1. juli 2021.

Ejendommen er på 15.290 m², og den nedlagte sø dækkede oprindeligt ca. 160 m². Kommunens tidligere vurdering angav søens størrelse til ca. 250 m², med en flad bund på ca. 200 m² og en overkant på ca. 400 m².

Ansøgning om dispensation og kommunens begrundelse

Klager søgte den 29. marts 2021 om dispensation til at lade den beskyttede sø forblive nedlagt mod at etablere en erstatningssø ca. 30-40 meter vest for den oprindelige placering. Begrundelsen for flytningen var at mindske risikoen for oversvømmelse af naboens have ved skybrud, undgå rotteplage og forhindre naboens børn i at falde i et genetableret vandhul. Den nye placering ville også give mulighed for at anlægge søen med flade brinker.

Lolland Kommune meddelte afslag på den lovliggørende dispensation. Kommunen vurderede, at den oprindelige placering, som var ca. 1 meter lavere i terræn, lettere kunne modtage overfladevand. Desuden vurderede kommunen, at søen ville have større risiko for at tørre ud på den ansøgte placering. Kommunen bemærkede, at en del af den oprindelige søs muldlag burde indgå i en retableret sø for at fremme kolonisering af plantefrø. Kommunen fremhævede også, at retablering af søen ville forbedre leve-, yngle- og spredningsmulighederne for bilag IV-arter som vandsalamander, springfrø (registreret inden for 500 m) og løvfrø (registreret inden for 2 km).

Lolland Kommune bemærkede i sin klagekommentar, at den korte afstand mellem den oprindelige og den ansøgte placering ikke var tilstrækkelig begrundelse for dispensation, og at en dispensation kunne skabe en uønsket præcedensvirkning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæster Lolland Kommunes afgørelse af 28. april 2021 om afslag på lovliggørende dispensation til nedlæggelse af den § 3-beskyttede sø og etablering af erstatningsnatur. Nævnet lægger til grund, at den nedlagte sø er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3.

Nævnets vurdering af dispensationsmuligheder

Efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 må der ikke foretages ændringer i tilstanden af naturlige søer over 100 m². Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 åbner mulighed for dispensation i særlige tilfælde. Nævnet bemærker, at praksis for dispensation er restriktiv og kræver særlige omstændigheder, som ikke blot er væsentlige jordbrugs- eller almindelige interesser. En dispensation forudsætter, at området er uden særlig naturbeskyttelsesmæssig interesse, eller at indgrebet ikke medfører en afgørende forrykning af tilstanden, og at det ikke skaber en uheldig præcedens.

Begrundelse for afslag

MFKN finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation. Nævnet har lagt vægt på, at indgrebet ikke har en naturforbedrende funktion, og at formålet med at flytte søen primært er af private hensyn. Etablering af erstatningsnatur kan i sig selv ikke føre til dispensation, da det normalt foretrækkes at bevare det oprindelige naturområde. Det forhold, at søen ønskes flyttet få meter, og at flytningen eventuelt ikke vil have negativ betydning for områdets bilag IV-arter, ændrer ikke ved dette resultat. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at en lovliggørende dispensation ville kunne have en uønsket præcedensvirkning.

Lolland Kommune skal fastsætte en ny frist for påbuddets efterkommelse. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.