Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om afvisning af klage vedrørende støj fra møbelvirksomhed

Sagen omhandler en klage indgivet af en omboende til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Varde Kommunes afgørelse af 12. april 2021. Kommunen havde besluttet ikke at meddele påbud om at nedbringe støj fra en møbelvirksomhed beliggende i Årre.

Klageren anførte, at den støjrapport, som kommunens afgørelse var baseret på, ikke var retvisende. Klageren fremhævede, at væsentlige støjkilder som udsugning og højtrykssug opererede døgnet rundt og genererede støj på 43 dB(A) og 46 dB(A) på klagerens terrasse, hvilket oversteg den vejledende støjgrænseværdi på 35 dB(A) for natperioden. Klageren henviste også til en tidligere orienterende støjmåling fra 2018, hvor kommunen målte 43,5 dB(A) i dagperioden, og at kommunen flere gange havde konstateret, at udsugningen ikke overholdt støjgrænserne.

Klageren mente desuden, at der burde medregnes et impulstillæg på 5 dB for støj fra intern transport med palleløftere. Det blev også anført, at virksomhedens driftstid, som i perioder var døgndrift og næsten alle lørdage, ikke stemte overens med støjrapportens forudsætninger. Endvidere påpegede klageren, at lokalplanen for området skulle sikre, at der ikke blev placeret virksomheder, der virkede generende for omgivelserne. Klageren bestred også støjrapportens oplysninger om kørsel med truck og antallet af personbiler til virksomheden.

Varde Kommunes Afgørelse og Bemærkninger

Varde Kommune havde den 12. april 2021 besluttet ikke at gribe ind over for støjen fra virksomheden. Dette skete på baggrund af en støjrapport af 22. februar 2021, som viste, at virksomheden overholdt de støjgrænseværdier, der var fastsat i et påbud fra 6. marts 2018. Disse grænseværdier var 45 dB(A) i dagperioden, 40 dB(A) i aftenperioden og 35 dB(A) i natperioden. En mindre overskridelse på 0,1 dB(A) i natperioden blev anset for insignifikant.

Kommunen fastholdt, at støjrapporten var retvisende. De orienterende støjmålinger fra 2018 var alene anvendt til at meddele et undersøgelsespåbud efter Miljøbeskyttelseslovens § 72. Kommunen bemærkede også, at støjfirmaet havde vurderet, at der ikke skulle lægges impulstillæg til støjen fra pallegafler. Varde Kommune oplyste, at de ville håndhæve virksomhedens driftstid, hvis den ikke overholdt forudsætningerne i støjrapporten. Endelig bemærkede kommunen, at den påklagede afgørelse kun behandlede overskridelse af støjgrænserne og ikke forhold vedrørende lokalplanen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Varde Kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud om at nedbringe støj fra møbelvirksomheden.

Nævnets Begrundelse for Afvisning

Nævnet fastslog, at Varde Kommunes afgørelse var truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed. Dette skyldes, at virksomhedens aktiviteter allerede var reguleret af et påbud fra Varde Kommune af 6. marts 2018, og kommunen havde vurderet, at vilkårene i dette påbud blev overholdt på baggrund af støjrapporten af 22. februar 2021.

Det følger af Miljøbeskyttelseslovens § 42, at tilsynsmyndigheden kan meddele påbud om at nedbringe forurening. Kommunerne fører tilsyn med, at påbud og forbud efterkommes, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, nr. 1. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre det har underordnet betydning, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 68. Kommunens valg af lovliggørelsesmåde er reguleret i Miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1.

Nævnet henviste til Miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3, som fastslår, at kommunens afgørelser efter stk. 1 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Da Varde Kommunes afgørelse var en tilsynsafgørelse i medfør af denne bestemmelse, havde Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke kompetence til at behandle klagen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Tilbagebetaling af Gebyr

Som følge af afvisningen af realitetsbehandling blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt til klageren, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3.