Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af realitetsbehandling i sag om støj fra kunstgræsbane i Herlev

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Herlev Kommunes afgørelse af 2. september 2020, hvor kommunen afviste at gribe ind over for støj fra en kunstgræsbane beliggende på [A1], Herlev. Klagen blev indgivet den 5. januar 2021 af en gruppe omboende, repræsenteret ved advokat.

Sagens forhistorie

Herlev Kommune meddelte den 12. december 2016 et påbud om brugstider og begrænset brug af højttalere på kunstgræsbanen. Dette påbud blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet den 19. december 2017. Nævnet fandt dengang, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af støjreducerende tiltag, og at banerne, med de påbudte begrænsninger, ikke ville give anledning til uacceptable støjgener. En anmodning om genoptagelse af sagen fra en omboende blev afvist af nævnet den 9. oktober 2020.

Den påklagede afgørelse

Herlev Kommune meddelte den 2. september 2020, at der ikke var behov for at genoptage sagen vedrørende støjdæmpende foranstaltninger, da der ikke var sket ændringer eller fremkommet nye oplysninger. Kommunen bemærkede, at støj fra aktivitet på banerne i weekenderne frem til kl. 18 var inden for de tilladte brugstider, og at kommunen arbejdede på en løsning med et støjhegn.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at der var fremkommet nye oplysninger, herunder at beboere syd for banen også oplevede væsentlige støjgener, og at der aldrig var foretaget støjmålinger efter banernes ibrugtagning. Klageren mente, at anvendelsen af banen var intensiveret, og at de tidligere fastsatte begrænsninger var utilstrækkelige. Klageren henviste til, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for ekstern støj fra virksomheder skulle anvendes, og ikke Kløvermarksrapportens grænseværdier.

Klageren gjorde desuden gældende, at Herlev Kommunes afgørelse led af væsentlige forvaltningsretlige mangler, herunder manglende begrundelse og klagevejledning. Det blev også anført, at der aldrig var foretaget en screening af de nuværende baner, at støj fra en nærliggende skole ikke var inddraget i vurderingen, og at støjdokumentationen var uanvendelig, da den ikke var udført af et akkrediteret støjlaboratorium i henhold til Bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger § 9, stk. 1.

Herlev Kommunes bemærkninger

Herlev Kommune fastholdt, at forholdene var uændrede siden 2016, og at påbuddet af 12. december 2016 blev overholdt. Kommunen begrundede den manglende støjberegning for boligområdet syd for banen med, at disse boliger lå længere væk, og støjen derfor ville være lavere. Kommunen henviste endvidere til, at Miljø- og Fødevareklagenævnet tidligere ikke havde fundet grundlag for at anfægte støjberegningerne eller valget af akustiker.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Herlev Kommunes afgørelse af 2. september 2020.

Nævnet vurderede, at Herlev Kommunes afgørelse var truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed. Dette skyldes, at kunstgræsbanens aktiviteter allerede var reguleret af Herlev Kommunes påbud af 12. december 2016, og kommunen havde vurderet, at vilkårene i dette påbud blev overholdt. Desuden var der ikke sket ændringer i banens aktiviteter eller fremkommet nye oplysninger i sagen, siden kommunen traf afgørelse om påbud i december 2016.

Nævnets kompetence

Da der var tale om en tilsynsafgørelse i medfør af Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 1, havde Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke kompetence til at behandle klagen, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3. Nævnet bemærkede, at kommunen som tilsynsmyndighed fortsat skal føre tilsyn med, at boldbanen drives i overensstemmelse med de forudsætninger, der blev lagt til grund ved påbuddet af 12. december 2016. En eventuel klage over kommunens tilsyn skal rettes til Ankestyrelsen, der fører tilsyn med kommunerne efter Kommunestyrelsesloven.

Tilbagebetaling af gebyr

Som følge af afvisningen af klagen blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3.