Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om afvandingsforhold i Odsherred Kommune ophæves og hjemvises

Sagen omhandler afvandingsforholdene ved et privat, åbent vandløb på matr. nr. [Matrikelnummer1] (ejendom 1) i Odsherred Kommune. Frem til februar 2021 mundede vandløbet ud i en dam på ejendom 1, som var omkranset af en mindre vold. Klager, der ejer naboejendommen matr. nr. [Matrikelnummer2] (ejendom 2), har påklaget kommunens afgørelse.

Baggrund for sagen

Sagen startede i maj 2020, da ejeren af matr. nr. [Matrikelnummer4] (ejendom 4) oplevede vandproblemer fra vandløbet. I januar 2021 konstaterede kommunen, at vandløbet delte sig i to løb, hvoraf det ene mundede ud i dammen på ejendom 1, mens det andet sivede ned i jorden tæt ved skellet til ejendom 4. Dammen og jordvolden blev etableret i 2007 uden tilladelse.

I februar 2021 sløjfede ejeren af ejendom 1 dammen ved at udjævne terrænet, ligeledes uden tilladelse. Efter sløjfningen løb vandet fra vandløbet overfladisk direkte ned på den private fællesvej på ejendom 2.

Odsherred Kommunes afgørelse

Odsherred Kommune afgjorde den 11. marts 2021, at der ikke var ulovlige forhold efter vandløbsloven på ejendom 1. Kommunen vurderede, at vandet før sløjfningen periodisk samlede sig på ejendom 1 inden nedsivning. Kommunen kunne ikke fastslå et oprindeligt forløb af vandløbet videre fra ejendom 1, men antog et sandsynligt underjordisk forløb med overfladisk afløb ved større nedbørshændelser.

Kommunen mente, at en retablering af dammen ikke ville løse problemerne med overfladisk afløb til ejendom 2, da dette problem også eksisterede før sløjfningen på grund af terrænets hældning og øget erosion. Kommunen fremhævede desuden, at lodsejere gennem årene har foretaget ulovlige indgreb i vandløbet, og at der var uenighed om vandløbets oprindelige forløb, hvilket forhindrede et påbud om genoprettelse. Kommunen foreslog i stedet en ansøgning om etablering af et nyt vandløb.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at dammen i 2007 blev etableret uden tilladelse, og at den efterfølgende sløjfning og opsamling af jord fra volden forhindrer nedsivning og har syvdoblet vandmængden ved overløb, hvilket fører til problemer på den private fællesvej. Klager mente, at dette var i strid med både vandløbsloven og lov om private veje. Klager påpegede også, at ejeren af ejendom 1 ikke havde ansøgt om tilladelse til et nyt vandløbsforløb. Klager krævede dammen retableret for at genoptage nedsivningen og foreslog en ny vandløbssag med forslag til et nyt forløb, eventuelt rørføring eller stenfaskiner. Klager mente desuden, at kommunen burde pålægges at udarbejde en samlet vandplan for området og kritiserede kommunens manglende partshøring.

Andre bemærkninger

Ejeren af ejendom 4 bemærkede, at klager ulovligt havde gravet en kanal og en sø på ejendom 4 efter kommunens afgørelse. Ejeren af ejendom 3 anførte, at terrænreguleringen på ejendom 1 var i strid med vandløbsloven, og at kommunens afgørelse kun fokuserede på afvandingen af ejendom 1 og 4.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse efter Vandløbslovens § 17 og Vandløbslovens § 54, jf. Vandløbslovens § 80, stk. 1. Nævnet bemærkede indledningsvis, at Vandløbslovens § 2, stk. 1 fastslår, at lovens regler også gælder for søer, damme og lignende indvande. Det følger af Vandløbslovens § 17, at vandløb kun må reguleres efter vandløbsmyndighedens bestemmelse, og Vandløbslovens § 16 definerer regulering som ændring af vandløbets skikkelse.

Vurdering af dammens status

Nævnet vurderede, at både etableringen og sløjfningen af dammen krævede tilladelse efter Vandløbslovens § 17. Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at dammen i februar 2021 måtte anses for at være lovligt bestående. Dette skyldtes, at dammen havde eksisteret siden 2007, og lodsejerne i området havde indrettet sig i tillid til dens lovlige anlæg.

Sløjfning af dammen og hjemvisning

Idet dammen var lovligt bestående, fandt nævnet, at sløjfningen af dammen, herunder fjernelse af jordvolden, uden reguleringstilladelse var i strid med Vandløbslovens § 17. Kommunens argument om, at retablering af dammen formentlig ikke ville løse problemet med afstrømning til den private fællesvej, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling hos kommunen med henblik på lovliggørelse af forholdet.

Afvisning af øvrige anbringender

Til klagers anbringende om, at Odsherred Kommune skulle pålægges at gennemføre en samlet vandplan for området, bemærkede Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der ikke er hjemmel i vandløbsloven til at pålægge kommunen en sådan plan. Nævnet havde desuden ikke kompetence til at behandle spørgsmål vedrørende lov om private fællesveje.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.