Afvisning af klage over Kystdirektoratets dispensation til opstilling af sauna m.v. inden for strandbeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 4. juni 2020. Afgørelsen vedrørte en dispensation til opstilling af en sauna, et bord- og bænkesæt samt tre mindre bænke inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Yderby By, Odden, Odsherred Kommune.

Baggrund for dispensationen

Kystdirektoratet meddelte dispensationen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 15, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Ansøgningen kom fra ejeren af matr. nr. [F1] Yderby By, Odden, og saunaen skulle være offentligt tilgængelig.

Kystdirektoratet begrundede sin afgørelse med, at anlægget var beskedent og ikke ville påvirke kystlandskabet nævneværdigt. Der blev lagt vægt på, at opstillingen skete tæt på en vej til stranden og naboskabet til [F3], hvilket placerede anlægget i et område, der allerede var præget af et stort anlæg.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klagen blev indgivet den 29. marts 2021 af grundejerforeningen [V1], repræsenteret af foreningens formand. Klager anførte to hovedpunkter:

• Dispensationen var meddelt på et ufuldstændigt grundlag, da flere grundejerforeninger, et vejlaug og en naboejer ikke var blevet partshørt.
• Klagefristen var ikke begyndt at løbe, før klager modtog meddelelse om dispensationen.

Dokumentation for klageberettigelse

Sekretariatet for Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede klager om dokumentation for at repræsentere de nævnte parter. Klager oplyste at være formand for både vejlauget [V3] og grundejerforeningen [V1] og fremlagde en fuldmagt fra ejeren af naboejendommen.

Vedtægterne for vejlauget [V3] angiver, at formålet er at vedligeholde veje. Vedtægterne for grundejerforeningen [V1] angiver, at formålet er at varetage grundejernes interesser over for offentlige myndigheder samt vedligeholdelse af veje og fællesarealer.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen. Afgørelsen blev truffet i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 4, jf. Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1.

Klageberettigelse

Nævnet vurderede klageberettigelsen ud fra Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1, som specificerer, hvem der kan klage over afgørelser efter lovens § 15, stk. 1, jf. § 65 b, stk. 1. Ifølge loven er ejere af omkringliggende ejendomme ikke klageberettigede, da nabohensyn og -interesser ikke er beskyttet af naturbeskyttelsesloven. Dette gælder også, selvom naboer organiserer sig i en forening.

En grundejerforening er som udgangspunkt ikke klageberettiget, medmindre der foreligger særlige forhold, der viser en væsentlig naturbeskyttelsesmæssig interesse.

Nævnets vurdering

Nævnet fandt, at klager ikke var klageberettiget. Der blev lagt vægt på, at nabointeresser ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens formål. Desuden vurderede nævnet, at hverken vejlauget eller grundejerforeningen kunne anses for en lokal forening med en væsentlig interesse i afgørelsen, da deres vedtægter ikke udtrykkeligt angiver miljø- og naturbeskyttelse som formål.

Afgørelse og gebyr

Som konsekvens af afvisningen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.