Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om påbud vedrørende jordforurening med asbest

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Vejen Kommunes påbud om undersøgelse af jordforurening på en ejendom i Bække. Påbuddet vedrører asbestholdigt byggeaffald og afbrændt affald.

Baggrund for påbuddet

Vejen Kommune foretog flere tilsyn på ejendommen i 2019 og 2020 efter en anmeldelse om afbrænding af affald. Ved tilsynene blev der konstateret 11 afbrændingssteder med diverse affaldstyper, herunder træ, plast, metaldåser og husholdningsaffald. Desuden blev det observeret, at en minkstald var påbegyndt nedrevet, og at potentielt asbestholdige tagplader var knust, spredt og nedgravet på store dele af grunden. Kommunen havde gentagne gange vejledt ejeren om korrekt håndtering af bygge- og asbestaffald samt oprydning efter afbrændingerne.

Region Syddanmark kortlagde ejendommen som muligt forurenet på vidensniveau 1.

Vejen Kommunes afgørelse

Vejen Kommune meddelte den 8. februar 2021 påbud til grundejeren om undersøgelse af jordforureningen med hjemmel i jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2. Påbuddet krævede en undersøgelse, der skulle fastlægge forureningens sammensætning, mængde, horisontale og vertikale afgrænsning, samt en vurdering af miljø- og sundhedsrisikoen og forslag til afværgeforanstaltninger. Kommunen vurderede, at forureningen var sket løbende fra slutningen af 2018 til 2020, og at ejeren var forurener på grund af uforsvarlig adfærd i forbindelse med nedrivning, opbevaring og nedgravning af asbestholdige materialer samt afbrænding af affald.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen og anførte, at der ikke var sket en forurening, da der ikke var afbrændt miljøfarlige stoffer, og minkhallerne var opført i 1984, hvor asbestholdige tagplader ikke længere kunne købes. Klager mente desuden, at Højesterets dom af 9. november 2009, som kommunen henviste til, var irrelevant. Klager gjorde gældende, at forholdet ikke var omfattet af jordforureningslovens § 40, da nedbrydningen var sket inden for de seneste 2-3 år, og at forureningen var forårsaget af "andre", hvorfor påbuddet burde rettes mod den egentlige forurener i henhold til jordforureningslovens princip om forureneransvar.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Vejen Kommunes påbud om undersøgelse af jordforurening. Nævnet behandlede to hovedforhold: om forholdet var omfattet af jordforureningslovens § 40, herunder om der var en forurening i lovens forstand, samt ansvaret for forureningen.

Vurdering af forureningens eksistens

Nævnet fandt, at der var en begrundet mistanke om jordforurening med asbest og/eller andre miljøfremmede stoffer på ejendommen. Dette blev begrundet med:

• Afbrænding af affald: Vejen Kommune havde konstateret 11 afbrændingssteder med diverse affaldstyper, hvilket kunne have tilført jorden stoffer som tungmetaller, totalkulbrinter og PAH-forbindelser, der udgør en fare for mennesker og miljø.
• Asbestholdigt byggeaffald: Der var fundet knuste, potentielt asbestholdige tagplader, der var spredt, nedgravet og nedtrådt på store arealer. Nævnet bemærkede, at minkstalden var opført i 1984 og forlænget i 1986, og at eternitplader produceret i Danmark frem til 1984 indeholdt asbest og måtte anvendes frem til 1988. Der var derfor stor sandsynlighed for, at tagpladerne indeholdt asbest, og indånding af asbestfibre udgør en væsentlig sundhedsfare.

Nævnet henviste til jordforureningslovens § 2, stk. 1, der definerer jordforurening som menneskeskabt tilførsel af stoffer, der kan være til fare for mennesker og miljø. Desuden blev det understreget, at et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, stk. 1, kan meddeles, når der er begrundet mistanke om forurening, uanset hvornår den mulige udledning er sket, så længe den ikke er ophørt før 1. januar 1992, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 2. Klageren havde metodefrihed til at planlægge undersøgelserne, eventuelt i faser, og udgifter ville dækkes af myndigheden, hvis der ikke blev konstateret forurening, jf. jordforureningslovens § 76, stk. 4.

Vurdering af ansvaret for forureningen

Nævnet fandt, at Vejen Kommune havde godtgjort, at klageren havde handlet uforsvarligt, og at den formodede forurening skyldtes klagerens adfærd, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2. Dette blev begrundet med:

• Uforsvarlig nedrivning og håndtering af affald: Klageren fortsatte nedrivningen af minkstalden trods kommunens anmodning om at stoppe og manglende tilladelse. Der blev konstateret knuste, potentielt asbestholdige tagplader og afbrændingssteder.
• Overtrædelse af lovgivning: Klageren var ansvarlig for, at der ikke opstod uhygiejniske forhold eller forurening ved håndtering af affald, jf. miljøbeskyttelseslovens § 43. Klageren burde have foretaget en forundersøgelse for asbest før nedrivning, jf. Bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet § 10, stk. 1, og bortskaffet asbestholdigt affald korrekt, jf. Bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet § 26. Desuden burde forbrændingsegnet affald være forbrændt på godkendte anlæg, jf. Bekendtgørelse om affald § 50, stk. 1.
• Erkendelse af skyld: Klageren havde den 9. juli 2020 ved Retten i Esbjerg erkendt sig skyldig i en strafferetlig sag om afbrænding af byggeaffald på ejendommen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede derfor Vejen Kommunes afgørelse, og Vejen Kommune skal fastsætte en ny frist for påbuddets efterkommelse. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.