Planklagenævnets afvisning af klage over Viborg Kommunes lokalplan nr. 546 vedrørende Parkanlægget Borgvold

Viborg Kommune vedtog den 27. januar 2021 endeligt lokalplan nr. 546, der omfatter Parkanlægget Borgvold ved Hans Tausens Allé og Nørresø i Viborg. Lokalplanens redegørelse henviser til et gavebrev fra 1907, hvor Borgvold blev overdraget til Viborg by med den betingelse, at området altid skulle fredes og udelukkende anvendes som lystanlæg, uden mulighed for afhændelse eller bebyggelse.

Servituttens indhold

Matrikelnummer [m1], som er delvist omfattet af lokalplanen, er underlagt en servitut af 4. marts 1907. Denne servitut fastslår, at Borgvold som et historisk sted altid skal bevares og fredes, og at det aldrig må afhændes fra byen, benyttes til egentlig bebyggelse eller anvendes til andet formål end som lystanlæg.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening, Viborg, indgav en klage den 22. februar 2021. Klageren anførte, at lokalplan nr. 546 strider mod formålet og bestemmelserne i gavebrevet/servitutten fra 1907. Klageren argumenterede, at lokalplanen giver mulighed for andre aktiviteter end lystanlæg, herunder etablering af en skøjtebane og opførelse af en permanent servicebygning, hvilket ifølge klageren er i modstrid med servituttens bestemmelser.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter blandt andet klager over, at en planvedtagelse ikke er sket i overensstemmelse med planlovens kapitel 5 om lokalplanlægning. Uenighed om planers indhold eller hensigtsmæssighed er derimod ikke et retligt spørgsmål, som nævnet kan efterprøve.

Nævnets vurdering af servitutten

Klagerens anbringende om, at lokalplan nr. 546 er i strid med gavebrevet af 20. marts 1907, blev af nævnet forstået som en påstand om lokalplanens ugyldighed som følge af strid med en servitut. Planklagenævnet opfattede servitutten som en privatretlig tilstandsservitut, da den ikke er pålagt med hjemmel i lov, og dens bestemmelse om forbud mod bebyggelse har karakter af en tilstandsservitut.

Lokalplaners forhold til servitutter

Lokalplaner kan fastsætte bestemmelser om ophør af udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter, hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål, og hvis servitutten ikke bortfalder som følge af Planloven § 18, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 21. Lokalplan nr. 546 indeholder ikke en sådan bestemmelse om ophævelse af servitutten, og servitutten omtales kun i lokalplanens redegørelse. En tilstandsservitut kan i særlige tilfælde fortrænges af en lokalplan som følge af Planloven § 18, men dette kræver klar indholdsmæssig uforenelighed.

Afvisning af klagen

Planklagenævnet fandt, at selvom en servitut ikke bortfalder som følge af lokalplanens vedtagelse, og dette potentielt kan medføre, at planen ikke kan realiseres, er dette uden betydning for lokalplanens gyldighed. Nævnet konkluderede derfor, at der ikke var klaget over forhold, som kunne prøves i forbindelse med vedtagelse af en lokalplan, og afviste klagen.

Nævnet bemærkede desuden, at kommunen ikke er forpligtet til at håndhæve privatretlige servitutter, jf. Planloven § 43. En kommunes beslutning om ikke at håndhæve en servitutbestemmelse er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til Planklagenævnet. Hvis klageren ønsker at få efterprøvet, hvorvidt realiseringen af lokalplanen er i strid med servitutten, må klageren anlægge et civilretligt søgsmål ved domstolene.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.