Planklagenævnets afgørelse om genoptagelse vedrørende lovliggørelsespåbud

Planklagenævnet traf den 22. november 2019 afgørelse i en sag vedrørende Københavns Kommunes påbud af 25. oktober 2016 om lovliggørelse af isatte terrassedøre mod gården samt et opført hegn mod gaden på ejendommen A1, 2100 København Ø. Klageren påklagede kommunens afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet, som pr. 1. februar 2017 blev overført til Planklagenævnet.

Planklagenævnet ophævede og hjemviste oprindeligt kommunens afgørelse, da påbuddet vedrørende hegnet var uklart formuleret, og kommunen ikke havde vurderet muligheden for retlig lovliggørelse af terrassedørene. Nævnet fandt dog, at kommunen ikke var afskåret fra at kræve forholdene lovliggjort som følge af myndighedspassivitet eller indrettelseshensyn.

Klageren anmodede den 31. januar 2021 om genoptagelse af sagen. Anmodningen byggede på nye faktiske oplysninger, herunder en påstand om, at kommunen havde været bekendt med forholdene siden 2013, samt en e-mail af 7. maj 2013 fra V1 (daværende formand) til kommunen, der omtalte etableringen af dørpartier mod gården. Klageren mente, at disse oplysninger ikke var tilstrækkeligt inddraget i nævnets tidligere vurdering af myndighedspassivitet.

Planklagenævnet vurderede, at de fremlagte oplysninger var af så væsentlig betydning, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis de havde foreligget ved nævnets tidligere stillingtagen. På denne baggrund besluttede Planklagenævnet at genoptage sagen, men kun i forhold til klagepunktet om myndighedspassivitet. De øvrige forhold og klagepunkter blev ikke genbehandlet, og nævnet henholdt sig til sin tidligere vurdering af disse.

Planklagenævnet genoptog sagen for at vurdere klagepunktet om myndighedspassivitet på baggrund af nye oplysninger. Nævnet har kompetence til at genoptage sager, hvis der foreligger nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, væsentlige sagsbehandlingsfejl, eller væsentlige nye retlige forhold.

Vurdering af myndighedspassivitet

Kommunen kan fortabe retten til at kræve lovliggørelse, hvis ejeren har berettigede forventninger om, at forholdet ikke vil blive krævet lovliggjort. Dette kan skyldes myndighedspassivitet, hvor kommunen er bekendt med et ulovligt forhold, men ikke inden for et rimeligt tidsrum har søgt forholdet lovliggjort. En afgørende betingelse er, at tilsynsmyndigheden har gjort ejeren bekendt med, at en undersøgelse er indledt, f.eks. via partshøring eller varsling af tilsynsbesøg. Planloven § 51 indebærer ikke en almindelig forpligtelse til at føre regelmæssigt løbende tilsyn.

Det fremgik ikke af byggeansøgningen eller færdigmeldingen fra 2013, at der ville blive indsat døre mod gården i fuldt glas, og hegnet var heller ikke omtalt. Kommunen kontaktede først klageren i marts 2016 for afsluttende eftersyn og gjorde opmærksom på uoverensstemmelserne med lokalplanen. Nævnet fandt, at den administrative fejl, der medførte en forsinkelse på tre år i tilsynet, ikke betød, at klageren kunne antage, at kommunen var bekendt med forholdene.

E-mailen af 7. maj 2013

Planklagenævnet fandt ikke, at e-mailen af 7. maj 2013 medførte myndighedspassivitet. Selvom kommunen modtog oplysninger om forholdet i forbindelse med en anden byggeansøgning, blev ejeren ikke gjort bekendt med, at en undersøgelse af de omtalte glasdøre og hegnet var indledt. Tværtimod fremgik det af byggetilladelsen af 20. november 2012 og kommunens svarbrev af 1. juli 2013, at detailtegninger af nye glasdørspartier skulle forelægges til godkendelse, hvilket ikke skete.

Dialog med kommunen

Vedrørende klagerens påstand om dialog med kommunen, hvor kommunen angiveligt skulle have bekræftet kendskab til forholdene siden 2013, konstaterede nævnet, at kommunen afviste klagerens gengivelse af forløbet. Nævnet kunne ikke foretage en egentlig bevisførelse med vidneafhøringer. Desuden, selv hvis kommunen havde været bekendt med glasdørene siden 2013, var betingelsen om at gøre ejeren bekendt med en indledt undersøgelse ikke opfyldt.

Konklusion

Planklagenævnet konkluderede, at klageren ikke kunne have en berettiget forventning om, at kommunens tavshed var udtryk for accept af glasdørene og hegnet. Kommunen har desuden fulgt kontinuerligt op på lovliggørelsessagen efter tilsynet i 2016. Kommunens sagsbehandlingstid i sig selv kunne ikke give klageren en berettiget forventning om, at lokalplanen ikke ville blive håndhævet.

Kommunen har således ikke fortabt muligheden for at kræve lovliggørelse af hegnet mod forhaven eller terrassedørene mod baggården på ejendommen.

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes påbud af 25. oktober 2016, for så vidt angår klagepunktet om myndighedspassivitet. Nævnets tidligere ophævelse af afgørelsen af 25. oktober 2019 som følge af uklar formulering af påbuddet i forhold til hegn og manglende vurdering af muligheden for retlig lovliggørelse af terrassedøre gælder fortsat.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse om afslag på genoptagelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.