Ølafgift ved grænsehandel: Afgørelse om 'eget brug' og ekstraordinær genoptagelse

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 132.997 kr. i ølafgift hos klageren for øl indkøbt i Tyskland i perioden fra den 18. marts 2015 til den 10. marts 2020. Indkøbene blev registreret på klagerens personlige loyalitetskort fra en tysk butik.

Faktiske Oplysninger

Skattestyrelsen modtog oplysninger fra den tyske virksomhed om varekøb foretaget med klagerens loyalitetskort. Klagerens ægtefælle forklarede, at alle indkøb var til eget brug, at de ofte var flere afsted, og at kortet blev brugt for at opnå rabat. Loyalitetsprogrammets vilkår angiver, at kortet er personligt og ikke må overdrages, men der er ingen kontrolmekanismer for at forhindre brug af andre. Fra marts 2018 blev det muligt at forudbestille varer via en webshop. Klagerens navn og e-mailadresse var registreret i forbindelse med 52 forudbestilte indkøb i perioden 27. marts 2018 til 10. marts 2020. Disse indkøb udgjorde samlet 21.344 liter øl, svarende til ca. 410 liter pr. tur.

Skattestyrelsens og Klagerens Argumenter

Skattestyrelsen begrundede opkrævningen med, at mængderne oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. De mente, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at anmelde indførslerne, hvilket berettigede ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 for perioden 2015-2017 og dele af 2018. Klageren påstod nedsættelse til 0 kr., idet hun benægtede at have indkøbt og indført alle varerne alene, og fastholdt, at indkøbene var til eget brug og fælles forbrug med venner og familie.

Landsskatterettens Begrundelse og Resultat

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet er et fysisk ihændehaverkort uden pinkode eller identitetsoplysninger, og at det ikke umiddelbart er indrettet til kun at blive brugt af kortindehaveren, selvom vilkårene angiver det som personligt. Der er ingen kontrol hos udbyderen, der forhindrer brug af flere personer.

Tre retsmedlemmer fandt, at der for de generelle indkøb (uden forudbestilling) ikke alene ved registreringerne på loyalitetskontoen var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført de afgiftspligtige varer i mængder, der oversteg eget brug. Kortets udformning og manglende kontrolmekanismer betød, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at klageren alene havde foretaget samtlige registrerede køb.

For så vidt angår de varer, der var forudbestilt af klageren (hvor klagerens navn og e-mail var registreret), fandt de tre retsmedlemmer, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klageren havde ikke fremlagt faktiske oplysninger, der kunne afkræfte denne formodning. Da den indførte mængde øl (ca. 410 liter pr. tur) væsentligt oversteg den vejledende mængde for eget brug (110 liter jf. Direktiv 2008/118/EF artikel 32, stk. 3), påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug, hvilket ikke var sket. Klageren hæftede derfor for afgiften, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.

Vedrørende den ekstraordinære genoptagelse for perioden 27. marts 2018 til 29. maj 2018, fandt retsmedlemmerne, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den store mængde varer, der kontinuerligt blev indført. Skattestyrelsens frister for varsling og afgørelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2, blev anset for overholdt, da kundskabstidspunktet var den 5. januar 2021, og varsel blev sendt den 8. juni 2021.

Et retsmedlem dissenserede og stemte for at nedsætte afgiften til 0 kr. for alle køb, da der ikke var skabt en tilstrækkelig formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde, heller ikke for de forudbestilte varer.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren i perioden fra den 27. marts 2018 til den 10. marts 2020, og ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvor afgiften nedsættes til 0 kr. Den beløbsmæssige opgørelse overlades til Skattestyrelsen i medfør af § 12, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 om forretningsorden for Landsskatteretten.