Landsskatteretten: Skattepligt og fradrag for IT-konsulent med virksomhed i Polen

Sagen omhandler en polsk statsborger, der flyttede til Danmark i 2011 og oprettede en selvstændig IT-konsulentvirksomhed i 2012, registreret i Polen. Klageren arbejdede primært fra Danmark, men også fra sin ejerlejlighed i Polen, hvor han og hans ægtefælle bevarede stærke personlige bånd. Klageren selvangav virksomhedens indkomst til de polske myndigheder, men ikke til de danske.

Skattestyrelsen forhøjede klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2012-2017 med overskud fra virksomheden og pålagde ejendomsværdiskat for 2018 af den polske lejlighed. Skattestyrelsen begrundede den ekstraordinære genoptagelse af skatteansættelserne med, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive sin globale indkomst i Danmark, på trods af fuld skattepligt. Skattestyrelsen godkendte lempelse for betalt polsk skat baseret på en fordeling af arbejdsdage mellem Danmark og Polen, hvor Polen havde beskatningsret til den del af indkomsten, der kunne henføres til et fast driftssted i Polen. Visse driftsudgifter, herunder husleje, opmagasinering og bankgebyrer, blev ikke godkendt som fradragsberettigede, mens et skønnet beløb for erhvervsmæssige rejseudgifter blev godkendt.

Klageren bestred den grove uagtsomhed og anførte, at han havde handlet i god tro, da virksomheden var polsk registreret, og at reglerne om subjektiv skattepligt var komplicerede. Han gjorde gældende, at Skattestyrelsen ikke havde overholdt reaktionsfristerne for genoptagelse. Subsidiært argumenterede klageren for, at Danmark skulle give fuld eksemptionslempelse, da virksomheden ikke havde fast driftssted i Danmark, eller at den beregnede credit-lempelse var utilstrækkelig. Klageren anførte desuden, at yderligere driftsudgifter skulle fradrages, og at hans ægtefælle skulle beskattes af halvdelen af virksomhedens indkomst, da hun ifølge polsk ret var medejer/medhæftende.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i medfør af Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1 grundet bopæl i Danmark. Da klageren også havde bolig til rådighed i Polen, opstod en dobbeltdomicilsituation omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2. Efter en samlet bedømmelse af klagerens faktiske forhold, herunder at han primært arbejdede og opholdt sig i Danmark, og at hans ægtefælle ligeledes boede i landet, fandt retten, at klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. Klagerens virksomhed blev dermed anset for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

Beskatningsretten til virksomhedens fortjeneste skulle fordeles efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 7, og Danmark skulle indrømme lempelse for den i Polen betalte skat efter overenskomstens artikel 22, stk. 2, litra a. Retten tiltrådte Skattestyrelsens fordeling af virksomhedens overskud baseret på klagerens opgørelse over arbejdsdage i henholdsvis Polen og Danmark, idet det blev lagt til grund, at klageren havde fast driftssted i sin lejlighed i Polen. Lempelsen kunne dog ikke overstige det skattebeløb, som Polen havde ubetinget krav på i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten, jf. Ligningsloven § 33, stk. 2.

Driftsudgifter

Retten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at udgifter til ægteparrets husleje, opmagasinering og køb af talesyntesizer, mikrofon og fotolinse var fradragsberettigede driftsomkostninger. Ligeledes blev fradrag for bankgebyrer afvist, da de vedrørte et kontonummer, der ikke var identisk med det på virksomhedens fakturaer anførte, og da en stor del af gebyrerne var opkrævet inden for en kort periode. Retten tiltrådte dog Skattestyrelsens skøn om godkendelse af fradrag for fire årlige rejser mellem Danmark og Polen, da disse kunne anses for erhvervsmæssige. De godkendte beløb var:

Rette indkomstmodtager

Retten anså klageren for at være rette indkomstmodtager af hele omsætningen i sin IT-konsulentvirksomhed i henhold til Kildeskatteloven § 25 a, stk. 1, da det var ham, der havde drevet virksomheden. Klagerens ægtefælle blev ikke anset for medejer i skattemæssig henseende.

Formalitet og reaktionsfrister

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til ekstraordinært at genoptage klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 2012-2017 i medfør af Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Retten lagde vægt på, at klageren oprettede sin virksomhed i Polen efter at være flyttet til Danmark, primært arbejdede i Danmark, og undlod at oplyse de danske skattemyndigheder om væsentlige indkomster i seks år. Dette blev anset for mindst groft uagtsomt.

Vedrørende reaktionsfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 fastslog retten, at kundskabstidspunktet først indtraf den 25. februar 2021, da Skattestyrelsen på dette tidspunkt modtog tilstrækkelige oplysninger (kalenderoversigt over arbejdsdage, fakturaer og udgiftsbilag) til at foretage en korrekt ansættelse. Da Skattestyrelsen sendte forslag til afgørelse den 4. maj 2021 (og et fornyet forslag for 2012 den 13. juli 2021, der annullerede det første), og traf afgørelse den 13. juli 2021 (for 2013-2018) og 31. august 2021 (for 2012), blev fristerne anset for overholdt. Ansættelserne for indkomstårene 2012-2017 blev herefter anset for rettidigt foretaget.

Ejendomsværdiskat (Indkomståret 2018)

Retten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende ejendomsværdiskat for den polske ejendom. Klageren havde oplyst at have betalt 321 kr. i ejendomsskat til Polen, hvilket Skattestyrelsen havde godkendt som fradrag i ejendomsværdiskatten i henhold til Ejendomsværdiskatteloven § 12. Klagerens repræsentant havde ikke anført yderligere begrundelse for en højere lempelse, og retten fandt derfor ikke grundlag for at ændre dette punkt.