Ølafgift ved grænsehandel: Afgiftspligt for forudbestilte varer og brug af loyalitetskort

Sagen omhandler Skattestyrelsens opkrævning af 112.345 kr. i ølafgift fra klageren for øl indkøbt i Tyskland i perioden 18. marts 2015 til 14. juni 2020. Opkrævningen er baseret på registreringer af varekøb foretaget med klagerens personlige loyalitetskort fra [virksomhed1]'s [butik1].

Faktiske omstændigheder

Skattestyrelsen modtog oplysninger fra [virksomhed1] om varekøb foretaget med klagerens loyalitetskort. Gennemgangen af klagerens konto viste indkøb af 43.266 liter øl fordelt over 114 ture, svarende til ca. 379 liter pr. tur. Klageren anførte, at indkøbene var foretaget af en gruppe på mindst fire personer, der rejste sammen, og at hver enkelt foretog egne indkøb til privat forbrug. Loyalitetkortet blev brugt for at lette processen og opnå rabatter. Klageren henviste til, at toldbetjente tidligere havde rost oversigten fra loyalitetskort-bonnerne ved kontroller.

Det fremgik af oplysninger fra [virksomhed1], at loyalitetskortet er personligt, men at der ikke kræves pinkode eller ID ved brug, og at det ikke er et betalingskort. Der var registreret 45 transaktioner med klagerens navn i kolonnen "CustomerOrderFullName", hvilket indikerer forudbestillinger. Disse 45 transaktioner vedrørte 10 specifikke datoer i perioden 1. marts 2018 til 7. januar 2020 og udgjorde samlet 3.675 liter øl. Klagerens datter var også registreret for et køb.

Skattestyrelsens afgørelse og begrundelse

Skattestyrelsen opkrævede den fulde afgift med den begrundelse, at de indførte mængder ikke kunne anses for at være til eget brug, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. Varer indført med henblik på videresalg eller medbragt for andre personer, der ikke deltager i rejsen eller betaler for varerne/rejseomkostninger, anses ikke for eget brug. Da klageren ikke havde forudanmeldt købene og indbetalt afgiften, opkrævedes afgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 16, stk. 2, jf. Opkrævningsloven § 9, stk. 1.

Forældelsesfristen på 3 år, jf. Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1, blev fraveget for perioden 2015-2017 og dele af 2018, da Skattestyrelsen vurderede, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. Kundskabstidspunktet blev fastsat til den 5. januar 2021, hvor oplysninger fra [virksomhed1] blev modtaget, og varsling blev sendt rettidigt.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod nedsættelse af opkrævningen til 0 kr. og fastholdt, at indkøbene var foretaget af flere personer til eget privat forbrug. Klageren anførte, at de ikke havde været klar over behovet for detaljeret dokumentation for overførsler tilbage til 2015.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet ikke umiddelbart er indrettet til kun at kunne anvendes af den person, der har oprettet kontoen, og at vilkåret om, at kortet er "personligt", ikke forhindrer brug af flere personer, da der ikke er kontrolforanstaltninger.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at der ikke alene ved registreringerne på loyalitetskontoen og imod klagerens forklaring var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der overstiger eget brug. Oplysninger om forudbestillinger foretaget af andre end klageren støttede klagerens forklaring. Skattestyrelsen havde derfor ikke løftet bevisbyrden for den øvrige varemængde.

For varer forudbestilt af klageren: For de 10 forudbestillinger, hvor klagerens navn var registreret, fandt Landsskatteretten, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klagerens forklaringer om, at andre havde foretaget indkøbene, var ikke dokumenteret. Da den indførte mængde øl (ca. 367 liter pr. tur) væsentligt oversteg den vejledende mængde for eget brug (110 liter, jf. Direktiv 2008/118/EF artikel 32, stk. 3), påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug. Dette var ikke godtgjort, jf. SKM2015.712.VLR og SKM2013.52.VLR. Klageren hæftede derfor for afgiften, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.

Ekstraordinær fastsættelse: Landsskatteretten fandt, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den store mængde indførte varer. Da Skattestyrelsen modtog kontroloplysningerne den 5. januar 2021 og varslede ændringer den 20. maj 2021, var fristerne i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2, overholdt. Skattestyrelsen var derfor berettiget til at foretage ekstraordinær fastsættelse for de ældste køb.

Et retsmedlem stemte for at nedsætte afgiften til 0 kr. for hele beløbet, da der ikke var skabt en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren, og ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvor afgiften nedsættes til 0 kr. Den beløbsmæssige opgørelse overlades til Skattestyrelsen.