Landsskatteretten: Fast driftssted for litauisk rengøringsvirksomhed i Danmark

Sagen omhandler en klager, der er bosiddende i Litauen, men driver en rengøringsvirksomhed med aktiviteter udelukkende i Danmark. Klagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden er drevet fra et fast driftssted i Danmark, hvilket har betydning for klagerens begrænsede skattepligt, moms, A-skat og AM-bidrag. Klageren har tidligere drevet lignende virksomhed i Danmark og har i de omhandlede indkomstår (2016-2018) lejet lokaler i Danmark, som ifølge klageren udelukkende blev brugt til indkvartering af litauiske medarbejdere.

Skattestyrelsen havde forhøjet virksomhedens momstilsvar og pålagt betaling af manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, idet de anså virksomheden for at have et fast driftssted i Danmark. Skattestyrelsen havde desuden korrigeret virksomhedens skattepligtige resultat for 2017 og 2018 baseret på indsendte regnskaber, men afviste genoptagelse for 2016 grundet overskridelse af fristen i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig, da den manglede begrundelse for fast driftssted. Repræsentanten argumenterede desuden for, at der var tale om arbejdsudleje, og at virksomheden ikke havde fast driftssted i Danmark, da ledelsen foregik fra Litauen, og de lejede lokaler kun var til overnatning. Der blev henvist til tidligere afgørelser fra SKAT og Landsskatteretten, samt EU-domstolens praksis vedrørende forskellen på fast driftssted skattemæssigt og fast forretningssted momsmæssigt.

Klagerens regnskabsdata for de omhandlede år var som følger:

Skattestyrelsen havde oprindeligt ansat et skønsmæssigt overskud for 2016 og 2017, men justerede dette efter modtagelse af klagerens regnskaber. For 2017 nedsattes den skattepligtige indkomst med 300.871 kr. (fra 275.000 kr. til -25.871 kr.), og for 2018 forhøjedes den med 155.221 kr. (fra 0 kr. til 155.221 kr.). Skattestyrelsen fastholdt, at der var fast driftssted i Danmark, og at reglerne om arbejdsudleje ikke fandt anvendelse, da klagerens virksomhed selv stod for ledelse og materiel.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede sagen under flere hovedpunkter:

Genoptagelse af indkomståret 2016

Landsskatteretten fandt, at klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 2016, indsendt den 5. januar 2021, var fremsat efter fristen for ordinær genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2. Retten fandt heller ikke grundlag for at pålægge Skattestyrelsen at genoptage ansættelsen efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse, da betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1 ikke var opfyldt.

Ugyldighed

Klagerens påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig på grund af manglende begrundelse for fast driftssted, blev ikke taget til følge. Landsskatteretten henviste til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24 og fandt, at Skattestyrelsen korrekt havde henvist til retsregler. Retten lagde vægt på, at klageren for indkomståret 2015 selv havde selvangivet overskud af virksomhed som begrænset skattepligtig og ikke havde gjort indsigelser, hvilket gav Skattestyrelsen ret til at tage udgangspunkt heri for de efterfølgende år. Der var derfor ikke anledning til yderligere undersøgelse af den begrænsede skattepligt.

Arbejdsudleje

Landsskatteretten fandt, at klagerens litauiske ansatte ikke var omfattet af reglerne om arbejdsudleje i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3. Retten lagde vægt på, at den overordnede ledelse af arbejdet påhvilede klagerens virksomhed, at biler og rengøringsprodukter blev stillet til rådighed af klagerens virksomhed, og at klagerens virksomhed afholdt hele lønnen til de ansatte. Retten konkluderede, at der var tale om almindelig selvstændig virksomhed, der leverede ydelser med udenlandske ansatte i et tjenesteforhold med klagerens virksomhed, og ikke udlejning af ansatte til danske virksomheder.

Skattepligt (Fast driftssted)

Retten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skattepligtsspørgsmålet. I henhold til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 4 er personer, der udøver erhverv med fast driftssted i Danmark, begrænset skattepligtige. Begrebet