Energiklagenævnets afgørelse om Vesterhav Syd Havvindmøllepark – Stadfæstelse af Energistyrelsens afgørelse

Energiklagenævnet modtog en klage fra Grundejerforeningen for Mågedalen, Houvig, over Energistyrelsens afgørelse af 14. december 2020. Afgørelsen gav Vattenfall Vindkraft Vesterhav Syd P/S tilladelse til at igangsætte anlægsarbejdet af havvindmølleparken Vesterhav Syd med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 25. Klagen omfattede også klagepunkter fra Sammenslutningen af sommerhusgrundejerforeninger på Holmsland Klit.

Sagens forhistorie og projektbeskrivelse

Projektet med Vesterhav Syd Havvindmøllepark har sin baggrund i en energipolitisk aftale fra 2012, der udpegede seks områder til kystnære havvindmølleparker, herunder Vesterhav Syd. Energinet blev i 2013 pålagt at varetage VVM-undersøgelserne. Efter en udbudsrunde i 2016 vandt Vattenfall retten til at opføre parken. Energistyrelsen meddelte den 22. december 2016 etableringstilladelse, som dog blev ophævet og hjemvist af Energiklagenævnet den 20. december 2018 for så vidt angår vurderingen af virkningerne på miljøet. Dette førte til udarbejdelsen af en ny miljøkonsekvensrapport og to offentlige høringer i 2019 og 2020, hvorefter Energistyrelsen traf den påklagede afgørelse af 14. december 2020.

Projektet omfatter opstilling af 20 havvindmøller af mærket Siemens Gamesa, hver med en effekt på 8,4 MW og en totalhøjde på 193 meter til vingespids. Møllerne placeres på en lige linje ca. 9 km ud for den jyske vestkyst ud for Ringkøbing Fjord. Projektet inkluderer også etablering af to parallelle ilandsføringskabler.

Energistyrelsens begrundelse

Energistyrelsen baserede sin afgørelse på Vattenfalls ansøgning, miljøkonsekvensrapporten af 1. maj 2020, en ekstern vurdering af undervandsstøj, høringsresultater og myndighedens begrundede konklusion. Styrelsen vurderede, at placeringen af de kystnære havvindmølleparker og minimumsafstanden til kysten var politisk besluttet. Miljøkonsekvensrapporten undersøgte alternative placeringer inden for det udpegede koncessionsområde samt et 0-alternativ. Styrelsen anerkendte, at projektet ville medføre en væsentlig visuel påvirkning, men fandt, at påvirkningerne ikke var af en sådan karakter, at tilladelse ikke kunne meddeles, da der ikke findes specifikke regler for visuel eller landskabelig påvirkning fra havvindmøller på havet.

Klagerens anmærkninger

Klageren anførte flere punkter til støtte for påstanden om, at etableringstilladelsen ikke burde meddeles:

• Proces og alternativer: Klageren mente, at afgrænsningen af koncessionsområdet var fastlagt politisk, inden offentligheden blev inddraget, og at der ikke var foretaget tilstrækkelige vurderinger af alternativer til den kystnære placering. Klageren henviste til Aarhus-Konventionen og gældende regler for miljøvurdering af projekter, der kræver offentlig deltagelse og vurdering af alternativer.
• Bindende koncessionsaftale: Klageren fandt det betænkeligt, at Energistyrelsen indgik en bindende aftale med Vattenfall, før klagesager var afgjort, og at denne aftale blev brugt som argument for ikke at undersøge alternativer uden for koncessionsområdet.
• Habilitet: Klageren stillede spørgsmålstegn ved Energistyrelsens habilitet som både planmyndighed og bygherre, idet styrelsen havde en økonomisk interesse i at undgå kontraktmæssige problemer.
• Visuel påvirkning: Klageren mente, at visualiseringerne i miljøkonsekvensrapporten var nedtonede, og at den kystnære placering ville ødelægge det idylliske kystlandskab. Klageren henviste til Energistyrelsens egen rapport fra 2007 om havvindmølleplaceringer, der foreslog andre zonegrænser for vindmøller på havet, end dem der blev anvendt i den nye miljøkonsekvensrapport.
• Økonomiske konsekvenser: Klageren mente, at påvirkningen på turismen og sommerhuspriserne ikke var tilstrækkeligt belyst, og at en samfundsøkonomisk vurdering af at stoppe eller flytte projektet manglede.
• Servicebesøg: Klageren mente, at miljøkonsekvenserne ved servicebesøg via båd fra Hvide Sande havn ikke var indarbejdet i rapporten.

Energistyrelsens og Vattenfalls bemærkninger

Energistyrelsen fastholdt, at afgørelsen skulle stadfæstes. Styrelsen bemærkede, at koncessionsaftalen indeholdt forbehold for miljøvurderingsregler og klager. Vedrørende alternativer henviste styrelsen til Vattenfalls miljøkonsekvensrapport, der havde forholdt sig til alternative opstillingsmønstre inden for koncessionsområdet. Energistyrelsen anførte, at miljøvurderingsloven eller VVM-direktivet ikke kræver belysning af erhvervsøkonomiske konsekvenser eller boligpriser, men at turisme skulle inddrages i forhold til rekreative, landskabelige og visuelle forhold. Vedrørende servicebesøg vurderede styrelsen, at disse ikke ville medføre væsentlige miljøpåvirkninger. Vattenfall henviste til Energistyrelsens bemærkninger.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 14. december 2020. Nævnet behandlede klagen i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 1 og Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 1, som giver kompetence til at behandle klager over de miljømæssige forhold i afgørelser om etableringstilladelser, der er omfattet af Lov om fremme af vedvarende energi § 27, stk. 1 og Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 25.

Energiklagenævnets kompetence

Nævnet præciserede, at dets kompetence er begrænset til de miljømæssige forhold i afgørelsen af 14. december 2020, som har baggrund i miljøkonsekvensrapporten af 1. maj 2020. Det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til den forudgående politiske beslutning og grundlaget for afgrænsningen af koncessionsområdet, herunder Havvindmølleudvalgets screeningsrapport og den offentlige inddragelse i den forbindelse.

Indgåelse af koncessionsaftale før klagesag afgøres

Energiklagenævnet fandt, at spørgsmålet om indgåelse af koncessionsaftale før afgørelse af en klagesag lå uden for nævnets kompetence, da det ikke omhandler et miljømæssigt forhold i afgørelsen efter Lov om fremme af vedvarende energi § 25. Nævnet bemærkede dog, at koncessionsaftalen af 22. december 2016 indeholdt forbehold for forpligtelser i henhold til reglerne om miljøvurdering og klager til Energiklagenævnet.

Energistyrelsens habilitet og kompetence

Nævnet fastslog, at Energistyrelsen ikke er bygherre på projektet, men godkendende VVM-myndighed i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 17, stk. 4, nr. 2. Energiklagenævnet fandt, at Energistyrelsens lovfastsatte funktion som godkendende VVM-myndighed ikke gav anledning til overvejelser om styrelsens habilitet.

Miljøvurderingsprocessen og alternativer

Nævnet lagde til grund, at Energistyrelsens begrundelse for afgørelsen udgjorde den begrundede konklusion efter miljøvurderingsloven. Energiklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Energistyrelsens vurdering af, at miljøkonsekvensrapporten opfyldte lovens krav vedrørende beskrivelsen af alternativer, jf. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 20, stk. 2, nr. 4. Nævnet lagde vægt på, at rapporten havde undersøgt alternative placeringer inden for koncessionsområdet og et 0-alternativ. Nævnet bemærkede, at det ikke kan tage stilling til, om en afgørelse er hensigtsmæssig eller rimelig ud fra politiske eller økonomiske grunde, men alene om grundlaget for beslutningen er tilvejebragt.

Landskab og visuelle forhold

Energiklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Energistyrelsens vurdering af projektets virkninger på landskabet, jf. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 20, stk. 4, nr. 4. Nævnet lagde vægt på, at miljøkonsekvensrapporten indeholdt en beskrivelse og vurdering af projektets visuelle påvirkning, herunder brug af billeder fra forskellige placeringer og vejrforhold. Nævnet anerkendte, at projektet ville have en betydelig visuel påvirkning, men bemærkede, at lovgivningen ikke fastsætter bestemte metodekrav eller tærskelværdier for visuel og landskabelig påvirkning, og at der ikke findes grænseværdier for dette i særlovgivningen. Indsigelser mod et projekt medfører ikke generelt en forpligtelse til at ændre eller afslå det.

Påvirkning på turisme, sommerhuspriser og samfundsøkonomiske vurderinger

Nævnet bemærkede, at Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 20 ikke fastsætter krav om, at miljøvurderingen skal belyse et projekts erhvervsøkonomiske konsekvenser eller samfundsøkonomiske konsekvenser ved at stoppe projektet eller flytte opstillingsområdet. Vedrørende sommerhuspriser henviste nævnet til EU-domstolens praksis, hvorefter en miljøvurdering ikke skal omfatte et projekts indvirkning på materielle goders værdi. Spørgsmålet om værditab behandles af Taksationsmyndigheden i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi kapitel 2, §§ 6-12.

Miljøkonsekvenser ved servicebesøg

Energiklagenævnet var enig med Energistyrelsen i, at miljøpåvirkningen forbundet med servicebesøg ikke udgjorde en væsentlig miljøpåvirkning, der skulle redegøres for i miljøkonsekvensrapporten, jf. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 20, stk. 2, nr. 2.