Energiklagenævnets stadfæstelse af Energistyrelsens afgørelse om Vesterhav Nord Havvindmøllepark

Energiklagenævnet modtog en klage fra Grundejerforeningen Vejlby Klit vedrørende Energistyrelsens afgørelse af 14. december 2020. Denne afgørelse omhandlede genoptagelse af etableringstilladelsen fra 22. december 2016 for Vesterhav Nord Havvindmøllepark. Energistyrelsen havde givet Vattenfall Vindkraft Vesterhav Nord P/S tilladelse til at påbegynde anlægsarbejdet for havvindmølleparken med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 25. Tilladelsen fastsatte nye miljøvilkår, der erstattede de tidligere fra 2016, baseret på en miljøkonsekvensrapport af 1. maj 2020.

Sagens forhistorie og projektets baggrund

Projektet har sin oprindelse i en energipolitisk aftale fra marts 2012, der sigtede mod at øge andelen af vedvarende energi. I oktober 2012 udpegede Havvindmølleudvalget Vesterhav Nord som et egnet område for kystnære havvindmøller, med en anbefalet minimumsafstand på 4 km fra byer og sommerhusområder for møller på 200 meter. Efter udbud vandt Vattenfall i september 2016 retten til at opføre Vesterhav Nord Havvindmøllepark, og Energistyrelsen udstedte etableringstilladelsen den 22. december 2016.

En tidligere afgørelse fra Energiklagenævnet den 20. december 2018 vedrørende Vesterhav Syd Havvindmøllepark resulterede i en hjemvisning af miljøvurderingen. Dette førte til, at Vattenfall anmodede om en ny miljøvurdering for Vesterhav Nord. Som følge heraf blev der gennemført to nye offentlige høringer i 2019 og 2020, hvilket kulminerede i Energistyrelsens afgørelse af 14. december 2020.

Projektets omfang og miljøvurdering

Projektet omfatter opstilling af 21 havvindmøller (Siemens Gamesa, 8,4 MW, 193 m højde) ca. 5,5 til 8,4 km ud for den jyske vestkyst ved Harboøre, samt tilhørende ilandføringskabler. Energistyrelsens begrundelse for tilladelsen lagde vægt på, at placeringen og størrelsen var politisk besluttet, og at der var foretaget en vurdering af alternative placeringer inden for det tildelte koncessionsområde (4-10 km fra kysten) samt et 0-alternativ. Styrelsen konkluderede, at den valgte opstilling var den mest fordelagtige ud fra et miljømæssigt, teknisk og økonomisk perspektiv.

Visuelle forhold og støj

Energistyrelsen anerkendte, at projektet ville medføre en væsentlig visuel påvirkning, idet møllerne ville fremstå som fremtrædende elementer fra kysten og i det umiddelbare kystlandskab. Dog vurderede styrelsen, at påvirkningerne ikke var af en sådan karakter, at tilladelse ikke kunne meddeles, især da der ikke findes specifikke regler i Naturbeskyttelsesloven eller Planloven, der regulerer visuel eller landskabelig påvirkning fra havbaserede projekter. Støjvurderingen, baseret på Bekendtgørelse om støj fra vindmøller, konkluderede, at projektet ville overholde gældende grænseværdier for både normal og lavfrekvent støj, selv med kumulative effekter fra eksisterende vindmøller.

Klagers anmærkninger

Grundejerforeningen Vejlby Klit anførte en række indvendinger mod etableringstilladelsen, herunder:

• Lovgrundlag: Spørgsmålstegn ved projektets lovformelighed og det juridiske grundlag for placeringen.
• Koncessionsområde: Uafklaret indsnævring af det oprindelige koncessionsområde fra 20 km til 4-10 km fra kysten.
• Borgerinddragelse: Offentlighedens argumenter og indsigelser er tilsidesat, og den demokratiske proces er krænket.
• Miljøvurderingslovens formål: Tilsidesættelse af lovens formål om et højt miljøbeskyttelsesniveau, og at processen var proforma.
• Alternative placeringer: Projektet burde placeres længere ude på havet, og kun opstillingsmønstre inden for det snævre koncessionsområde er undersøgt.
• Landskab og visuelle forhold: Projektet medfører uafværgelige væsentlige visuelle påvirkninger, der ødelægger et unikt naturområde. Der mangler et lovformeligt grundlag for opstilling så tæt på kysten, og den politiske beslutning fra 2012 er forældet.
• Støj: Støjmålinger er ikke valide, da de bygger på onshore vindmøller, og der mangler videnskabelig evidens for metoden til kystnære havvindmøller.
• Lysforurening: Døgnåbent radarlys og blinkende lys er lysforurening i strid med Naturbeskyttelsesloven § 21.
• Luftforurening (mikroplastpartikler): Miljøkonsekvensrapporten redegør ikke for mikroplastafgivelse fra vindmøllerne og dens indvirkning på fiskeri og menneskers sundhed.
• Turisme: Negativ indvirkning på turismen og økonomien i Lemvig Kommune, med krav om erstatning for tabte indtjeninger.
• Økonomi: Spørgsmålstegn ved projektets økonomiske grundlag, subsidier til Vattenfall og manglende hensyn til "nulsum-projekter" i udlandet.
• Behov for vindmøller i Jylland: Jylland har allerede en overkapacitet af elproduktion, og der er ikke behov for yderligere vindmøller.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 14. december 2020. Nævnet vurderede klagen i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 1 og Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 1, der giver nævnet kompetence til at behandle klager over miljømæssige forhold i afgørelser om etableringstilladelser, når de er omfattet af Lov om fremme af vedvarende energi § 27 og Miljøvurderingsloven.

Energiklagenævnets kompetence

Nævnet præciserede, at dets kompetence er begrænset til at behandle de miljømæssige forhold i Energistyrelsens afgørelse af 14. december 2020, som har baggrund i miljøkonsekvensrapporten af 1. maj 2020. Det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til den forudgående politiske beslutning og grundlaget for afgrænsningen af koncessionsområdet eller den generelle inddragelse af offentligheden i den politiske proces.

Miljøvurderingsprocessen og offentlighedens inddragelse

Energiklagenævnet fandt, at Energistyrelsen havde opfyldt Miljøvurderingslovens krav om offentlighedens inddragelse, idet der var gennemført to offentlige høringer. Nævnet bemærkede, at indsigelser mod et projekt ikke generelt medfører en forpligtelse for en myndighed til at ændre eller afslå et projekt. Nævnet fandt heller ikke grundlag for, at Miljøvurderingslovens formål om et højt miljøbeskyttelsesniveau var tilsidesat. Loven fastsætter krav til beslutningsgrundlaget, men ikke til bestemte grænseværdier for miljøpåvirkninger, som i stedet følger af særlovgivning.

Alternative placeringer

Energiklagenævnet fandt, at miljøkonsekvensrapporten tilstrækkeligt beskrev rimelige alternativer inden for koncessionsområdet, herunder et 0-alternativ, i overensstemmelse med Miljøvurderingsloven § 20, stk. 2, nr. 4 og Bilag 7. Nævnet understregede, at det ikke kan tage stilling til, om en afgørelse er hensigtsmæssig eller rimelig i forhold til omboendes interesser, eller om vindmøller ud fra et politisk synspunkt skal placeres længere ude på havet.

Landskab og visuelle forhold

Nævnet fandt, at miljøkonsekvensrapporten tilstrækkeligt belyste projektets visuelle påvirkning, herunder ved brug af visualiseringer og beskrivelser af landskabsforhold. Rapporten vurderede, at projektet ville have en betydelig visuel påvirkning i nærzonen og mellemzonen. Energiklagenævnet bemærkede, at Miljøvurderingsloven ikke regulerer eller sætter grænser for omfanget af et projekts visuelle påvirkning, og at Lov om fremme af vedvarende energi heller ikke indeholder bestemmelser om landskabsbeskyttelse for havvindmølleparker, som det kendes fra Naturbeskyttelsesloven og Planloven for landbaserede anlæg.

Støj

Energiklagenævnet fandt, at Energistyrelsens vurdering af projektets støj var fyldestgørende. Støjberegningerne var udført i henhold til Bekendtgørelse om støj fra vindmøller, som også gælder for havvindmøller og er opdateret med metoder til beregning af støj over vand. Nævnet bemærkede, at Miljøstyrelsen er tilsynsmyndighed for støj fra havvindmøller (Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 11, stk. 2) og kan meddele påbud, hvis grænseværdierne ikke overholdes (Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 12, stk. 3).

Havvindmøllernes lysafmærkning

Nævnet afviste klagepunktet om lysforurening, da Naturbeskyttelsesloven § 21 omhandler friluftsreklamer og ikke finder anvendelse på dette projekt. Miljøkonsekvensrapporten beskrev lysafmærkningen, og Energistyrelsen havde fastsat vilkår om anvendelse af radarstyret lysafmærkning, hvis det godkendes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Turisme, mikroplast og økonomi

Energiklagenævnet bemærkede, at Miljøvurderingsloven ikke stiller krav om vurdering af et projekts socioøkonomiske eller erhvervsøkonomiske konsekvenser. Turisme skulle inddrages i forhold til rekreative, landskabelige og visuelle forhold, men ikke økonomiske aspekter. Vedrørende mikroplast fandt nævnet, at vindmøller ikke udgør en væsentlig kilde til mikroplastforurening ifølge videnskabelige undersøgelser og Miljøstyrelsens opgørelser, og derfor ikke skulle indgå i miljøkonsekvensrapporten. Endelig bemærkede nævnet, at samfundsøkonomiske vurderinger ligger uden for kravene til en miljøvurdering og var foretaget tidligere i processen.

Behovet for vindmøller i Jylland

Nævnet bemærkede, at det ligger uden for kravene til en miljøvurdering at belyse de enkelte landsdeles kapacitet med hensyn til elproduktion, jf. Miljøvurderingsloven § 20 og Bilag 7.

Samlet set stadfæstede Energiklagenævnet Energistyrelsens afgørelse af 14. december 2020, da de øvrige anførte klagepunkter ikke kunne føre til et andet resultat.