Landsskatteretten: Skattepligt og værdiansættelse af personalegoder for udenlandske medarbejdere

Sagen omhandler Landsskatterettens afgørelse vedrørende [virksomhed1] A/S' indberetningspligt til eIndkomst for personalegoder og lønindkomst for tre medarbejdere – [person1], [person2] og [person3] – i indkomstårene 2016-2020. Hovedspørgsmålene drejede sig om skattepligt, værdiansættelse og beskatningsret i en international kontekst, herunder anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster og regler for midlertidigt arbejdssted og arbejdsudleje.

Landsskatteretten skulle vurdere, om de pågældende ydelser var skattepligtige i Danmark, hvordan de skulle værdiansættes, og om Danmark havde den fulde beskatningsret, eller om beskatningsretten skulle fordeles med andre lande.

Klagepunkter og parternes opfattelse

Sagen var opdelt efter de tre involverede personer, hver med specifikke klagepunkter:

For [person1] (administrerende direktør, bosiddende i Holland):

Skattestyrelsen fastholdt fuld dansk beskatningsret for rejser og fri bil, da goderne var knyttet til arbejde udført i Danmark. Klageren mente, at beskatningsretten skulle fordeles forholdsmæssigt baseret på fysiske arbejdsdage, og at flybilletter til ægtefælle skulle beskattes forholdsmæssigt.

For [person2] (Chief Operating Officer, bosiddende i USA, udstationeret til Danmark):

Skattestyrelsen mente, at [person2]s ansættelse i Danmark ikke var midlertidig, og at fri bolig derfor var fuldt skattepligtig uden reduktion. Klageren argumenterede for, at arbejdsstedet var midlertidigt i 2016-2017, og at markedslejen for fri bolig skulle reduceres med 10% for 2018-2020, samt at beskatningsretten skulle fordeles.

For [person3] (Cash & Credit Manager, bosiddende i Holland, arbejdede via hollandsk selskab):

Skattestyrelsen anså [person3] for at være lønmodtager hos [virksomhed1] A/S fra 2017 og dermed fuldt skattepligtig af løn og goder i Danmark. Klageren fastholdt, at [person3] var ansat af et hollandsk selskab ([virksomhed4] B.V.) og leverede konsulentydelser, som ikke udgjorde en integreret del af [virksomhed1] A/S' forretningsområde, og at der derfor ikke var tale om arbejdsudleje eller skattepligt til Danmark.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse i sagen vedrørende Landsskatterettens indberetningspligt for personalegoder og lønindkomst for tre medarbejdere, der var begrænset skattepligtige til Danmark. Sagen omhandlede spørgsmål om skattepligt, værdiansættelse og beskatningsret i henhold til dansk skattelovgivning og dobbeltbeskatningsoverenskomster.

For [person1]

Landsskatteretten bemærkede, at der var enighed mellem parterne om, at [person1] var begrænset skattepligtig til Danmark.

• Personalegode i form af rejser: Værdien af rejserne blev ændret til 47.000 kr. for indkomståret 2017 og 69.241 kr. for indkomståret 2018. Dette skyldtes, at Skattestyrelsen anerkendte, at udgifter til flybilletter kunne anses for arbejdsgiverbetalt befordring efter Ligningsloven § 9c, stk. 7. Beskatningsretten til rejserne tilfaldt dog alene Danmark, da udgifterne udelukkende var knyttet til arbejde udført i Danmark, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Nederlandene artikel 15.

• Fri bil: Beskatningsretten til værdi af fri bil tilfaldt alene Danmark. Dette blev begrundet med, at rådigheden over bilerne udelukkende var knyttet til [person1]s arbejde udført i Danmark, og bilerne alene var anvendt og til rådighed i Danmark. Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2017 og 2018 blev stadfæstet, og repræsentantens opgørelse for 2019 og 2020 blev lagt til grund for beskatningsretten.

• Øvrige personalegoder (flybillet til ægtefælle): Værdien af flybilletterne til [person1]s ægtefælle blev ændret til 20.108 kr. for indkomståret 2017. Beskatningsretten til disse personalegoder blev fordelt forholdsmæssigt baseret på fysiske arbejdsdage i Danmark og Holland, da de ikke havde en direkte og udelukkende tilknytning til ét land. Danmark fik beskatningsretten til 65% af værdien, svarende til andelen af arbejdsdage udført i Danmark i 2017.

For [person2]

Landsskatteretten bemærkede, at der var enighed om, at [person2] var skattemæssigt hjemmehørende i USA og dermed begrænset skattepligtig til Danmark.

• Fri bil: Beskatningsretten til værdi af fri bil tilfaldt alene Danmark. Dette blev begrundet med, at rådigheden over bilen udelukkende var knyttet til [person2]s arbejde udført i Danmark, og bilen alene var anvendt og til rådighed i Danmark, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA artikel 15. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet for så vidt angår beskatningsretten, og repræsentantens opgørelse af værdi af fri bil for 2016-2020 blev lagt til grund.

• Fri bolig (2016 og 2017): [person2] blev ikke anset for skattepligtig af værdi af fri bolig for indkomstårene 2016 og 2017. Landsskatteretten fandt, at [person2]s arbejdssted udgjorde et midlertidigt arbejdssted i Ligningsloven § 9as forstand for denne periode, da ansættelsen var tidsbegrænset og begrundet i en konkret opgaves færdiggørelse, og bopælen i USA var opretholdt. Dermed var [person2] omfattet af rejsereglerne, og [virksomhed1] A/S kunne stille fri logi til rådighed skattefrit.

• Fri bolig (2018-2020): Værdien af fri bolig for indkomstårene 2018-2020 skulle reduceres med 10% i markedslejen, jf. Ligningsloven § 16, stk. 8. Landsskatteretten fandt, at der var fraflytningspligt ved ansættelsens ophør, og at der ikke var yderligere betingelser for reduktionen. Beskatningsretten tilfaldt dog alene Danmark, da rådigheden over boligen udelukkende var knyttet til [person2]s arbejde udført i Danmark. Skattestyrelsens afgørelse for 2018 blev ændret for så vidt angår værdien, og repræsentantens opgørelse for 2019 og 2020 blev lagt til grund for værdien og beskatningsretten.

For [person3]

Landsskatteretten bemærkede, at der var enighed om, at [person3] var skattemæssigt hjemmehørende i Holland i indkomstårene 2017 og 2018.

• Lønindkomst, personalegode i form af rejser og fri bil (2017 og 2018): Landsskatteretten fandt, at [person3] ikke var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2017 og 2018. Vurderingen blev foretaget efter reglerne om arbejdsudleje i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3. Retten fandt, at der ikke forelå arbejdsudleje, da det udførte arbejde ("Office Revamp" og "Finance/Cash Management") ikke udgjorde en integreret del af [virksomhed1] A/S' forretningsområde. Der blev lagt vægt på, at [virksomhed1] A/S er en industrivirksomhed, mens [virksomhed4] B.V. (hvor [person3] var ansat) tilbyder konsulentydelser inden for de nævnte områder. Det var [virksomhed4] B.V., der leverede konsulentydelserne til [virksomhed1] A/S, og ikke [person3] personligt. Følgelig var [person3] ikke ansat hos [virksomhed1] A/S i de pågældende indkomstår, og dermed ikke skattepligtig af lønindkomst, rejsegoder eller fri bil i Danmark. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.