Planklagenævnets afvisning af klage over byggetilladelse i Kerteminde Kommune

Kerteminde Kommune udstedte den 23. december 2019 en byggetilladelse til opførelse af otte boliger på en ejendom i Kerteminde. Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt. I forbindelse med tilladelsen traf kommunen beslutning om ikke at håndhæve en tinglyst servitut om bebyggelse på ejendommen. En nabo klagede den 3. januar 2021 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse.

Klagerens anbringender

Klageren anførte primært følgende punkter i sin klage:

• Byggetilladelsen er givet på et forkert grundlag, da bebyggelsen er i strid med den tinglyste servitut.
• Klageren er ikke blevet partshørt, hvilket er i strid med Forvaltningslovens § 19.
• Klageren forventer store indbliksgener som følge af niveauforskelle i byggeriet.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen over Kerteminde Kommunes byggetilladelse og beslutning om ikke at håndhæve en servitut. Afvisningen skyldtes, at nævnet ikke fandt, at der var truffet en afgørelse efter planloven, som nævnet har kompetence til at behandle.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan kun behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Det er en forudsætning, at der er truffet en afgørelse efter planloven.

Byggetilladelsen

Nævnet bemærkede, at en byggetilladelse som udgangspunkt opfattes som en indirekte afgørelse om overensstemmelse med lokalplan eller byplanvedtægt, hvis ejendommen er omfattet heraf. Da den konkrete ejendom ikke er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, fandt Planklagenævnet ikke, at byggetilladelsen af 23. december 2019 var en afgørelse efter planloven. Klagen vedrørte forhold efter byggelovgivningen, som Planklagenævnet ikke har kompetence til at behandle. Klagen er derfor videresendt til Byggeklageenheden ved Nævnenes Hus, som er rette klageinstans for afgørelser efter byggelovgivningen, jf. Forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Servitutten

Kommunens beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut om bebyggelse er ikke en afgørelse efter planloven. Kommunen beslutter selv, om den ønsker at anvende Planloven § 43 til at håndhæve servitutbestemmelser. En kommunes beslutning om ikke at håndhæve en servitut kan derfor ikke påklages til Planklagenævnet. Ligeledes er en afgørelse efter en offentligretlig servitut heller ikke en afgørelse efter planloven, da den skal håndhæves med hjemmel i den lov, hvorefter servitutten er pålagt, jf. Planloven § 44. Uanset om servitutten var privatretlig eller offentligretlig, havde nævnet ikke kompetence til at behandle klagepunktet.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående afviste Planklagenævnet at behandle klagen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.