Konkret vurdering af besparelse ved tabt arbejdsfortjeneste

Moderen til et barn med et fysisk handicap fik bevilget tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i tre måneder fra den 11. november 1993, da sønnen skulle til undersøgelser. Moderen kørte normalt i bil til arbejde, og hendes kørselsforbrug var opgjort til 2.814 km om måneden. Kommunen fratrak oprindeligt 850 kr. om måneden for sparede brændstofudgifter ved beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste for de første to måneder. Kommunen ændrede dog senere fradraget til 3.292 kr. om måneden, svarende til statens laveste takst for kørselsudgifter (1,17 kr. pr. km), da dette beløb også inkluderede udgifter til serviceeftersyn, reparationer og nedslidning. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn. Moderen klagede over dette, idet hun henviste til, at det skattemæssige kørselsfradrag var fastsat til 1.600 kr. pr. måned. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om kommunen kunne anvende en fast takst for sparede transportudgifter, eller om der skulle foretages et konkret skøn over familiens besparelse.

Ankestyrelsen fastslog, at der ved udmåling af tabt arbejdsfortjeneste skulle foretages en konkret vurdering af den reelle besparelse, som arbejdsophøret medførte. Ankestyrelsen fandt, at fradrag for sparede transportudgifter skulle ske med et beløb på 854 kr. pr. måned, hvilket svarede til de sparede udgifter til brændstof, som kommunen ikke havde bestridt. Besparelsen for udgifter til befordring kunne således ikke fastsættes til statens laveste takst for kørselsudgifter på 1,17 kr. pr. km. Under hensyn til den korte periode, for hvilken der var bevilget tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at medtage sparede udgifter til vedligeholdelse samt værdiforringelse ved beregningen af sparede transportudgifter. Ankestyrelsen ændrede dermed ankenævnets afgørelse. Dette er i overensstemmelse med Aktivloven § 48, stk. 1 og Aktivloven § 48, stk. 3.