Afgørelse om personligt tillæg til alkoholbehandling uden for det offentlige system

En 46-årig mand, der modtog forhøjet almindelig førtidspension, søgte om personligt tillæg til dækning af udgifter til alkoholbehandling på et privat behandlingshjem. Manden havde haft et udtalt alkoholmisbrug i over 20 år og havde tidligere forsøgt behandling inden for det offentlige system.

Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til, at manden kunne benytte amtets behandlingshjem. Ankenævnet ændrede dog kommunens afgørelse og pålagde kommunen at yde hjælp til behandlingen. Nævnet lagde vægt på misbrugets omfang, de tidligere behandlingsforsøg og vurderede, at de etablerede behandlingsmuligheder måtte anses for udtømte i den konkrete situation. Desuden fandt nævnet opholdet lægeligt velbegrundet, og at manden ikke selv havde midler til at afholde udgiften.

Kommunen klagede over ankenævnets afgørelse og anførte, at ansøgningen var indgivet efter behandlingens start, at der ikke var entydig sammenligning mellem Bistandsloven § 46a og Pensionsloven § 17, og at alle offentlige behandlingsmuligheder skulle være udtømte. Sagen blev antaget til principiel behandling for at afklare hjemmelsspørgsmålet i Pensionsloven § 17 i forhold til private behandlingsudgifter.

Ankestyrelsen fastslog, at der med hjemmel i Pensionsloven § 17 i særlige tilfælde kan ydes hjælp til behandling for alkoholmisbrug i institutioner uden for det offentlige behandlingssystem. Dette kræver:

• Et alkoholmisbrug af betydeligt omfang gennem en længere årrække.
• At behandlingsmulighederne inden for det etablerede behandlingssystem må anses for udtømte.
• At opholdet i det enkelte tilfælde kan anses for lægeligt velbegrundet.
• At ansøgeren ikke selv har midler til at afholde udgiften.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at behandlingsmulighederne inden for det etablerede behandlingssystem ikke kunne anses for udtømte for den 46-årige mand. Der var derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge kommunen at yde personligt tillæg til behandlingsudgifterne.

Dog, da der var tale om en engangsydelse, og kommunens anke ikke havde opsættende virkning, var ydelsen forfalden til betaling i overensstemmelse med ankenævnets afgørelse.