Befordringsgodtgørelse: Beregning af afstand og kilometersats

To sager om befordringsgodtgørelse efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats blev behandlet principielt af Ankestyrelsen. Sagerne omhandlede forskellige aspekter af godtgørelsen.

I den ene sag søgte en borger i revalidering om befordringsgodtgørelse for daglig transport til praktiksted. X Kommune havde beregnet godtgørelsen ud fra den korteste vej på 47,4 kilometer. Borgeren oplyste dog en daglig transport på 57 kilometer, som var en hurtigere rute via motorvej, og ønskede godtgørelse for denne strækning.

Den anden sag omhandlede en borger bosat i en udkantskommune, som deltog i et tilbud. Her var den centrale problemstilling, hvilken kilometersats der skulle anvendes ved beregning af befordringsgodtgørelsen. Kommunen havde anvendt den lave sats, som er fastsat i loven.

Ankestyrelsen behandlede sagerne for at afklare, om befordringsgodtgørelse alene er hjemlet for den korteste vej, eller om den normale transportvej kan anerkendes, samt hvilken kilometersats der skal anvendes for borgere i udkantskommuner.

Ankestyrelsens principielle afgørelser

Ankestyrelsen fastslog i den første sag, at befordringsgodtgørelse skal beregnes ud fra den normale transportvej, som kan være længere end den korteste, hvis den er mest hensigtsmæssig ud fra geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed. Dette ændrede kommunens afgørelse, og borgeren fik ret til godtgørelse for 57 kilometer.

I den anden sag stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse og fastslog, at borgere i udkantskommuner ikke er berettiget til en højere kilometersats. Godtgørelsen skal beregnes med den sats, Skatterådet fastsætter for befordring over 120 km pr. arbejdsdag, som angivet i Aktivloven § 82, stk. 2. Dette princip gælder uanset borgerens bopæl, da lovforarbejderne tilsiger én sats for alle målgrupper.