Vurdering af forudsigelighed ved ansøgning om enkeltydelser til elregning

Ankestyrelsen har behandlet to sager, der begge omhandler ansøgninger om enkeltydelser til efterregninger på el efter Aktivloven § 81. Det centrale spørgsmål i begge sager var, hvilke elementer der indgår i vurderingen af, om en udgift er forudsigelig.

I den ene sag havde borgeren modtaget et afslag fra A Kommune på en efterregning på 3.444,65 kroner. Kommunen begrundede afslaget med, at udgiften var forudsigelig, og at borgeren havde afholdt udgifter til sin bil. Borgerens mor klagede og anførte, at borgeren er psykiatrisk patient og ikke selv er i stand til at forudse en efterregning, samt at hun varetager de praktiske opgaver, herunder oprettelse af PBS-betalinger. Der var også oplysninger om en tidligere lejers manglende måling.

I den anden sag havde borgeren ligeledes modtaget afslag fra A Kommune på hjælp til en efterregning på el. Kommunen mente, at udgiften var forudsigelig, da borgeren havde haft et lavt acontobeløb efter at have været indsat og ikke havde ændret dette efter tilbageflytning. Borgeren klagede med henvisning til manglende råd til at afholde udgiften selv og ønskede flere udgifter indregnet.

Ankestyrelsen har afklaret principperne for vurdering af forudsigelighed ved ansøgninger om enkeltydelser. Tidligere principafgørelser (A-30-03, A-30-08, O-40-97) er kasseret, da deres praksis er indarbejdet i denne afgørelse.

Afgørelse i Sag nr. 1

Ankestyrelsen hjemviste sagen til A Kommune for fornyet behandling. Begrundelsen var, at kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af, om efterregningen var forudsigelig for borgeren. I denne vurdering skal kommunen se på borgerens informationsniveau, herunder tilgængelig information, tidligere lejers manglende måling, og borgerens psykiske problemer som særlige forhold, der kan have betydning for forudsigeligheden.

Afgørelse i Sag nr. 2

Ankestyrelsen stadfæstede A Kommunes afgørelse. Ankestyrelsen fandt, at udgiften var forudsigelig for borgeren, da borgeren havde mulighed for at vide, at efterregningen ville komme. Der blev lagt vægt på, at borgeren havde et lavt acontobeløb efter indsættelse og ikke havde ændret dette efter tilbageflytning. Kommunen havde vurderet borgerens konkrete informationsniveau. Ankestyrelsen fandt desuden, at borgeren ikke opfyldte betingelserne for undtagelsesvis at få hjælp til en forudsigelig udgift, da afholdelse af udgiften ikke var af helt afgørende betydning for borgerens eller familiens livsførelse, herunder at borgeren ikke havde små børn.