Hjemvisning af sager om friplads i daginstitutioner grundet fejlagtig indtægtsopgørelse

To sager omhandlede ægtepar, der ansøgte om friplads til deres børn i daginstitutioner. Begge familier havde betydelige lønindtægter fra deres hovederhverv, men drev også landbrug med store renteudgifter, der resulterede i en lav eller negativ skattepligtig indkomst.

I den ene sag, fra 1987, havde et ægtepar med tre børn en samlet lønindtægt på over 440.000 kr., men landbrugets renteudgifter på 639.118 kr. medførte en skattepligtig indkomst på 0 kr. Kommunen inddrog fripladsen med tilbagevirkende kraft, da de anså lønindtægterne for at være for høje og renteudgifterne som et skatteteknisk fradrag, der ikke påvirkede den reelle betalingsevne. Nævnet stadfæstede afgørelsen og sondrede mellem indtægter fra hoved- og bierhverv.

I den anden sag, fra 1990, ansøgte et ægtepar med to børn om friplads. Deres samlede lønindtægt var over 197.000 kr., og landbrugets renteudgifter var 191.934 kr. Kommunen afslog friplads, idet de korrigerede rentefradraget til et skønnet beløb svarende til et parcelhus, og fandt familiens indkomst over fripladsgrænsen. Klagerne i begge sager argumenterede for, at landbruget ikke var et fritidslandbrug, at økonomien skulle ses samlet, og at de betalte renter reelt havde belastet rådighedsbeløbet.

Ankestyrelsen hjemviste begge sager til fornyet behandling i de respektive kommuner. Ankestyrelsen fastslog, at den relevante bekendtgørelse om opgørelse af indkomstgrundlaget for friplads ikke giver hjemmel til at se bort fra renteudgifter, der faktisk er betalt i det pågældende år. Disse udgifter skal anses for at have påvirket familiens disponible indkomst.

Principiel afgørelse

Ankestyrelsen præciserede, at bestemmelsen heller ikke giver hjemmel til at sondre mellem udgifter og indtægter fra hoved- og bierhverv. Dette betyder, at en families samlede økonomiske situation, herunder alle reelle udgifter, skal indgå i vurderingen af betalingsevnen for friplads. Ankestyrelsen ændrede dermed Amtsankenævnenes afgørelser, som havde stadfæstet kommunernes afslag.

Denne afgørelse understreger vigtigheden af en helhedsvurdering af familiens økonomi, hvor faktiske udgifter, som eksempelvis erhvervsmæssige renteudgifter, anerkendes som en del af indkomstgrundlaget for friplads. Dette er i overensstemmelse med Lov om social bistand § 73, stk. 2 og Dagtilbudsloven § 43.