Kontanthjælp: Oplysningspligt og tilbagebetaling ved fuldmagt til revisor

En borger modtog i flere år kontanthjælp som supplement til ægtefællens indtægter fra en slagterforretning og igangsætningsydelse. Kontanthjælpen blev beregnet ud fra virksomhedens regnskaber. I juni 1996 blev der foretaget modregning i kontanthjælpen baseret på et halvårsregnskab.

Efter en afgørelse fra Ankestyrelsen om, at igangsætningsydelse ikke var et selvstændigt forsørgelsesgrundlag, meddelte kommunen i juni 1996, at kontanthjælpen ville blive forhøjet, da beregningen ikke længere ville ske efter Bistandsloven § 37, stk. 5. I marts 1997 opdagede kommunen, at der ikke var indkommet regnskaber fra virksomheden siden august 1996.

Det viste sig, at virksomheden havde haft et betydeligt skattepligtigt overskud i hele 1996 og første kvartal af 1997. Kommunen krævede herefter tilbagebetaling af ca. 32.000 kr., da indtægterne ikke var fratrukket hjælpen. Borgeren havde oplyst, at der var indgået en aftale med en revisor om direkte fremsendelse af regnskaber til kommunen.

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt ikke, at borgeren havde modtaget hjælpen mod bedre vidende, hvilket er en betingelse for tilbagebetaling efter Bistandsloven § 25, stk. 1. Nævnet lagde vægt på aftalen med revisoren og kommunens manglende opfølgning. Kommunen klagede til Ankestyrelsen og gjorde gældende, at sagen var principiel for at afklare, om oplysningspligten kan uddelegeres til en fuldmægtig, og om dette kan sikre god tro.

Ankestyrelsen fastslog, at borgeren ikke havde opfyldt sin oplysningspligt efter Bistandsloven § 18 ved at indgå en aftale med en revisor. Efter almindelige fuldmagtsregler bærer borgeren fortsat ansvaret for, at kommunen modtager de nødvendige oplysninger.

Vurdering af tilbagebetalingskrav

Ankestyrelsen fandt dog, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastholde tilbagebetalingskravet. Dette skyldtes, at det ikke kunne fastslås, at borgeren havde modtaget den for meget udbetalte kontanthjælp mod bedre vidende.

Ankestyrelsen lagde vægt på flere forhold:

• Kommunen havde i et brev af 24. juni 1996 meddelt, at den fremtidige kontanthjælp ville blive forhøjet, hvilket kunne give borgeren en forventning om øget ydelse.
• Kommunen havde forholdt sig passiv og ikke løbende fulgt op på udbetalingen af kontanthjælpen, selvom virksomhedens regnskab fra januar til april 1996 allerede viste et begyndende overskud.

Ankestyrelsen tiltrådte dermed Ankenævnets afgørelse om ikke at kræve tilbagebetaling, men med en ændret begrundelse.