Afgørelse om ret til introduktionsydelse efter flytning til anden kommune

En borger, der var aleneforsørger med et barn, fik opholdstilladelse og boligplacering i en mindre landkommune. Familien ønskede dog at flytte til en større nabokommune, hvor borgeren havde udsigt til arbejdspraktik og fast ansættelse i et pizzeria samt et netværk med en søster, som barnet var stærkt knyttet til.

På trods af borgerens ønske og praktikmulighed fastholdt Udlændingestyrelsen den oprindelige boligplacering. Borgeren flyttede herefter på eget initiativ til nabokommunen, da familien mistrivedes i landkommunen. Den nye kommune afslog at overtage introduktionsprogrammet og stoppede udbetalingen af introduktionsydelse med henvisning til Integrationsloven § 32.

Det sociale nævn fandt, at der ikke var grundlag for at stoppe ydelsen helt, og at der forelå særlige omstændigheder, der undtagelsesvis ikke gav grundlag for at nedsætte ydelsen. Nævnet lagde vægt på proportionalitetsprincippet, borgerens praktikforhold, og personlige forhold som aleneforsørgerstatus, barnets skolegang og netværk i tilflytningskommunen. Tilflytningskommunen klagede over nævnets anvendelse af proportionalitetsprincippet.

Ankestyrelsen ændrede delvist nævnets afgørelse og fastslog, at borgeren havde ret til introduktionsydelse med et fradrag på 30% efter flytningen, jf. Integrationsloven § 32, stk. 1. Tilflytningskommunen havde ikke kunnet træffe afgørelse om, at introduktionsydelsen helt skulle ophøre.

Begrundelse for delvis nedsættelse

• Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren hverken før eller under flytningen havde afvist at deltage i introduktionsprogrammet. Fraflytningskommunen bekræftede, at borgeren passede sprogskolen pænt og havde kendskab til praktikforholdet.
• Afgørelsen bygger på bemærkningerne til Integrationsloven § 32, som skal ses i sammenhæng med Integrationsloven § 31 (ophør ved afvisning uden rimelig grund). Kommunen skal i hver sag vurdere, om ydelsen skal ophøre, nedsættes, eller om der slet ikke skal ske nedsættelse.
• Administrationen af Integrationsloven § 32 skal følge principperne i Aktivloven § 39 og Aktivloven § 41.
• Nedsættelsen på 30% blev begrundet med, at borgerens introduktionsprogram blev afbrudt, da tilflytningskommunen afslog at overtage ansvaret, jf. Integrationsloven § 18. Borgeren havde dermed ikke længere adgang til programmet.
• Personlige forhold, som at være aleneforsørger, blev ikke anset for tilstrækkelige til at bevare den fulde ydelse, da borgeren allerede modtog en højere ydelse som forsørger. Barnets skolegang i tilflytningskommunen blev heller ikke fundet nødvendig.
• Nedsættelsen på 30% var i overensstemmelse med Integrationsloven § 32, stk. 1 sammenholdt med Integrationsloven § 30, stk. 1 og principperne i Aktivloven § 39 om nedsættelse ved udeblivelse uden rimelig grund.