Umyndige børns bestilling af ringetoner fra vildledende hjemmeside

En sag omhandlede to mindreårige børns bestilling af ringetoner og spil via mobiltelefoner, som var tilknyttet abonnementer tegnet af deres far hos et teleselskab. Børnene foretog bestillingerne fra en indholdsudbyders hjemmeside, der bar domænenavnet "gratis klingeltoene". På baggrund af dette domænenavn og en mangelfuld prisoplysning på hjemmesiden, som var svær at finde og forstå, antog børnene, at ydelserne var gratis. Faderen modtog efterfølgende en regning for ydelserne og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, da han mente, at børnene med rette havde troet, at ydelserne var uden omkostninger. Bestillingerne blev foretaget via sms-kommunikation, hvilket faldt ind under reglerne for fjernsalg i den dagældende forbrugeraftalelov. Ifølge Forbrugeraftaleloven § 11 og Forbrugeraftaleloven § 12 (tidligere §§ 11 og 11 a) skulle der gives klare og utvetydige prisoplysninger, især når der tages hensyn til umyndige personer, jf. Forbrugeraftaleloven § 11, stk. 3. Nævnet skulle vurdere, om indholdsudbyderen havde opfyldt sin oplysningspligt, og om faderen var forpligtet til at betale for ydelserne.

Forbrugerklagenævnet afgjorde, at klagerens børn med rette var blevet bibragt det indtryk, at de bestilte ydelser var gratis. Dette skyldtes primært hjemmesidens domænenavn "gratis klingeltoene", som signalerede gratisydelser, samt den utilstrækkelige og svært tilgængelige prisoplysning på hjemmesiden. Da ydelserne typisk blev aftaget af børn og unge, var det forventeligt, at bestillinger ville blive foretaget i tillid til, at de var gratis.

Indholdsudbyderens krav

Nævnet fastslog, at indholdsudbyderen ikke var berettiget til at afkræve klageren vederlag for ydelserne, da børnene havde et berettiget indtryk af, at ydelserne var gratis. Dette var i strid med oplysningskravene i Forbrugeraftaleloven § 11 og Forbrugeraftaleloven § 12, som kræver klare prisoplysninger, især over for umyndige, jf. Forbrugeraftaleloven § 11, stk. 3.

Teleselskabets krav

Endvidere bortfaldt teleselskabets regningskrav. Dette skyldtes, at punkt 10.2 i teleselskabets abonnementsvilkår, som omhandlede opkrævning af beløb for brug af SIM-kortet, måtte forstås med det forbehold, at teleselskabet kun var berettiget til at opkræve beløb, som abonnenten gyldigt hæftede for. Da indholdsudbyderen ikke var berettiget til vederlag, var faderen heller ikke gyldigt hæftende over for teleselskabet.