Afslag på flytning til anden kommune under integrationsprogram

En flygtningefamilie, der ankom til Danmark i juni 1998 og blev visiteret til A kommune i januar 1999, ønskede i september 1999 at flytte til B kommune. Begrundelsen for flytningen var problemer med andre flygtninge og kommunale ansatte i A kommune, samt at ansøgers ægtefælle havde en kusine i B kommune. A kommune støttede kraftigt flytningen og vurderede, at det ville give familien en ny start.

B kommune afslog anmodningen, da de ikke fandt, at der forelå tilstrækkelige integrationsmæssige, arbejds-/uddannelsesmæssige eller familiemæssige forhold, der forpligtede dem til at overtage integrationsforpligtelsen efter Integrationsloven § 18. Det sociale nævn tiltrådte denne afgørelse og lagde vægt på, at der ikke var konkrete uddannelses- eller arbejdsmæssige forhold af væsentlig betydning for integrationsforløbet, ligesom der ikke var nære pårørende i B kommune.

Ansøger klagede til Ankestyrelsen og fremhævede sin og ægtefællens universitetsuddannelse, som ville gøre det lettere at videreuddanne sig eller finde arbejde i den større B-by. Sagen blev behandlet principielt for at afklare kravene til at pålægge en tilflytningskommune at overtage ansvaret for introduktionsprogrammet.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune ikke kunne pålægges at godkende ansøgerens flytning og dermed overtage ansvaret for introduktionsprogrammet. Afgørelsen blev begrundet med, at flytningen ikke blev anset for at have væsentlig betydning for ansøgerens integrationsforløb, og at der ikke forelå særlige personlige forhold, der kunne give grundlag for flytningen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at introduktionsprogrammet, herunder danskundervisning og samfundsforståelse, lige så godt kunne tilgodeses i en mindre kommune som i en større, hvilket er forudsat i integrationslovgivningen. Ansøgerens og ægtefællens uddannelsesforhold, erhvervserfaring fra hjemlandet, uoverensstemmelser i A kommune og ægtefællens kusine i B kommune blev ikke anset for tilstrækkelige grunde til at pålægge B kommune ansvaret.

Ankestyrelsen henviste til bemærkningerne til Integrationsloven § 18, stk. 2, som angiver, at en flytning kan have væsentlig betydning, hvis ansøger kommer i praktik eller optages på en uddannelsesinstitution i en anden kommune uden umiddelbare transportmuligheder. Ligeledes kan sygdom hos nære pårørende eller en ægtefælles uddannelsesmuligheder efter en konkret vurdering tale for en flytning. Disse betingelser var ikke opfyldt i den foreliggende sag. Ankestyrelsen tiltrådte dermed det sociale nævns afgørelse.