Planklagenævnets afgørelse om afslag på ansøgning om samtykke til privatretlig servitut efter Planlovens § 42

Aalborg Kommune traf den 17. september 2020 afgørelse om afslag på en ansøgning om samtykke efter Planlovens § 42 til tinglysning af en privatretlig servitut på ejendommen [A1]. Servitutten indeholdt bestemmelser om højdebegrænsninger for træer, anden vegetation og bygninger på maksimalt 3,5 meter. Den var tidsbegrænset til 30 år og skulle ikke være til hinder for allerede eksisterende vegetation og bygninger over 3,5 meter på tinglysningstidspunktet.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen vurderede, at servitutten var i strid med den byplanmæssige udvikling og de ønsker, der var for området, som er omfattet af kommuneplanramme 4.2.B3. Denne ramme giver mulighed for byggeri i to etager med en maksimal højde på 8,5 meter. Kommunen lagde desuden vægt på, at området skulle bevare en grøn karakter, og at store træer bidrog væsentligt hertil. Endvidere fandt kommunen, at en bygningshøjde på 3,5 meter ikke var rimelig i forhold til muligheden for bebyggelse på ejendommen og de krav, der stilles til en tidssvarende bolig.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at servitutten ikke skulle godkendes af kommunen, da den var tidsbegrænset, og da det ikke er muligt at vedtage en tidsbegrænset lokalplan. Klageren mente desuden, at kommunen inddrog ikke-planmæssige hensyn og derfor ikke var berettiget til at meddele afslag. Det blev fremført, at tidsbegrænsningen netop tilgodeså kommuneplanrammens mulighed for to etager, og at servitutten ikke var i strid med kommuneplanrammen. Klageren bemærkede også, at en ejendom med en bygningshøjde på 3,5 meter sagtens kunne leve op til moderne krav, og at servitutten ikke regulerede allerede eksisterende vegetation.

Planklagenævnet behandlede klagen over Aalborg Kommunes afslag på samtykke til tinglysning af en privatretlig servitut. Nævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af samtykkekravet efter planlovens § 42

Planklagenævnet fastslog, at det afgørende for samtykkekravet efter Planlovens § 42 er, hvorvidt servitutten angår emner, der kan reguleres i en lokalplan efter Planlovens § 15. Det er uden betydning, om servitutten er tidsbegrænset. Efter Planlovens § 15, stk. 2, nr. 7 og Planlovens § 15, stk. 2, nr. 10 kan en lokalplan indeholde bestemmelser om bebyggelsers omfang og udformning samt beplantningsforhold, herunder tilladt højde.

Kommunen er forpligtet til at foretage en konkret vurdering ved anmodninger om samtykke til privatretlige servitutter og kan nægte samtykke ud fra brede overvejelser. Kommunen skal påse, at servitutter ikke er i strid med kommunens planlægning, og kan desuden nægte samtykke ud fra en mere generel og alsidig vurdering af servituttens rimelighed.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet vurderede, at Aalborg Kommune havde foretaget en konkret vurdering af servitutudkastets indhold i relation til den gældende kommuneplanlægning og områdets ønskede karakter. Kommunens beslutning om at nægte samtykke var baseret på saglige hensyn, som kommunen kan varetage i forbindelse med en afgørelse efter Planlovens § 42.

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over Aalborg Kommunes afgørelse af 17. september 2020. Kommunens afgørelse står ved magt. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.