Stadfæstelse af Vesthimmerlands Kommunes udpegning af et beskyttet dige

Sagen omhandler en klage fra en lodsejer over Vesthimmerlands Kommunes afgørelse om at udpege en ca. 207 meter lang struktur på hans ejendom som et beskyttet dige. Lodsejeren anfægtede udpegningen med påstand om, at der ikke var tale om et dige, men derimod en naturlig terrænforskel og ophobet sand fra jordfygning.

Kommunens udpegningsproces

Vesthimmerlands Kommune gennemførte en systematisk registrering og udpegning af bevaringsværdige diger i Ullits og Lovns sogne. Processen indebar besigtigelser, høring af lodsejere og inddragelse af Slots- og Kulturstyrelsen. Formålet var at skabe et opdateret og korrekt administrationsgrundlag for beskyttede diger i henhold til Digebekendtgørelsen § 2.

Vurdering af det omstridte dige

Kommunen fastholdt udpegningen baseret på besigtigelse og historisk kortmateriale. En udtalelse fra Slots- og Kulturstyrelsen understøttede kommunens vurdering. Styrelsen konkluderede, at der var tale om et menneskeskabt, kulturhistorisk dige, som fremgik af historiske kort fra 1880'erne. Kortene viste, at diget fungerede som afgrænsning mellem dyrket mark og udyrket eng samt som en skelmarkering. Styrelsen påpegede desuden, at diget allerede var beskyttet, da det afgrænser et naturområde beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Vesthimmerlands Kommunes afgørelse om at udpege det pågældende dige som beskyttet.

Nævnets vurdering af digets karakter

Nævnet finder det godtgjort, at der er tale om et menneskeskabt dige omfattet af beskyttelsen i Museumsloven § 29 a. Nævnet lægger vægt på den faglige vurdering fra Slots- og Kulturstyrelsen, kommunens besigtigelse samt dokumentation fra historiske kort og luftfotos, der viser en klar og uændret digestruktur gennem tiden. Klagerens påstand om, at der er tale om en naturlig terrænformation, afvises som udokumenteret.

Retsgrundlaget for beskyttelsen

Nævnet bemærker, at diget allerede før kommunens konkrete udpegning var omfattet af den generelle beskyttelse i Digebekendtgørelsen § 1, stk. 1, nr. 3, fordi det afgrænser et § 3-beskyttet naturområde. Kommunens beslutning var derfor ikke en nyudpegning, der krævede en særskilt vurdering af væsentlig værdi, men en bekræftelse af den eksisterende beskyttelsesstatus inden for rammerne af den nye, sognedækkende udpegning. Nævnet tiltræder dog vurderingen af, at diget har væsentlig kulturhistorisk, landskabelig og biologisk værdi.

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke.