Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet geografisk nærhed til COVID-19 smitte

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020 om at sætte en minkfarm under offentligt tilsyn og pålægge aflivning af besætningen. Baggrunden for afgørelsen var farmens geografiske placering inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet pelsdyrfarm. Afgørelsen blev truffet i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1 og Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra b og h, med henblik på at mindske risikoen for spredning af sygdommen.

Klagerens Anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 5. november 2020. Klagen fokuserede på følgende hovedpunkter:

• Formelle mangler: Klageren anførte, at afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring. Den mundtlige partshøring fandt sted telefonisk samme dag, som afgørelsen blev fremsendt, hvilket klageren fandt utilstrækkeligt i betragtning af afgørelsens omfattende økonomiske og personlige betydning. Klageren mente, at der ikke var givet tilstrækkelig mulighed for at søge rådgivning eller undersøge grundlaget for afgørelsen.
• Manglende dokumentation for strategi: Klageren hævdede, at der ikke var fagligt belæg for Fødevarestyrelsens aflivningsstrategi, især valget af en 7,8 km zone. Klageren henviste til et notat fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK), der indikerede en lavere medianafstand for smittede besætninger og udtrykte usikkerhed om afstandskriteriet.
• Proportionalitetsprincippet: Klageren mente, at afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet i Lov om hold af dyr § 63, da den medførte aflivning af raske mink uden tilstrækkelig dokumentation for nødvendigheden, især før planlagt pelsning.
• Kompensation: Klageren udtrykte uenighed i den valgte erstatningsmodel under kompensationsordningen.

Fødevarestyrelsens Bemærkninger

Fødevarestyrelsen oversendte sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 26. november 2020 og bemærkede følgende:

• Partshøring: Styrelsen fastholdt, at mundtlig partshøring er tilladt, hvis formålet opfyldes, og at Forvaltningslovens § 19 ikke stiller formkrav. Den telefoniske partshøring var nødvendig grundet afgørelsens hastende karakter og risikoen for folkesundheden.
• Adgang til ejendomme: Styrelsen henviste til Lov om hold af dyr § 65, stk. 1, som giver adgang til ejendomme uden retskendelse.
• Proportionalitet: Styrelsen vurderede, at aflivning inden for 7,8 km zonen var nødvendig og proportional, da mindre indgribende foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige til at afværge smittespredning. Der var ikke mulighed for at isolere eller vaccinere mod COVID-19 i mink. Beslutningen var truffet ud fra et forsigtighedshensyn, da der manglede tilstrækkelig viden om COVID-19-bekæmpelse i mink og smittespredning mellem mennesker og mink.

Nye Oplysninger under Sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om yderligere oplysninger vedrørende grundlaget for 7,8 km-zonen. Styrelsen fremsendte en redegørelse og flere dokumenter fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Sundhedsstyrelsen.

• DVK's notater: Notater fra DVK (29. september, 2. oktober, 14. oktober 2020) understregede behovet for hurtig intervention grundet minkbesætningers potentiale som COVID-19 reservoir. DVK vurderede, at risikoen for besætningssmitte var større tæt på smittede farme. Medianafstanden mellem smittede farme var 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) ifølge notatet af 29. september 2020. Senere notater (2. og 14. oktober 2020) baseret på større datagrundlag angav en medianafstand på 1,7 km (0,88-2,27) for ikke-smittede farme til nærmeste smittede, og 3,85 km (1,99-10,5) for smittede farme til nærmeste smittede. DVK fandt, at afstandskriteriet var det mest valide, men erkendte stor usikkerhed, og at modellen kun forklarede 60% af variationen i smittetilfælde.
• Sundhedsstyrelsens status: Sundhedsstyrelsens notat af 24. september 2020 konkluderede, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke havde været tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme, og at yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. oktober 2020 om offentligt tilsyn som følge af geografisk nærhed med en COVID-19 smittet pelsdyrfarm. Nævnet begrænsede sin prøvelse til begrundelsespligten, partshøringspligten og proportionalitetsprincippet i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1, da den ikke angav de hovedhensyn bag skønsudøvelsen. Afgørelsen henviste alene til, at besætningen lå inden for den fastsatte 7,8 km-zone. Nævnet vurderede dog, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da den ikke påvirkede klagerens forståelse eller afgørelsens udfald, og styrelsen efterfølgende havde uddybet begrundelsen.

Partshøringspligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten efter Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at partshøringen var sket telefonisk samme dag som afgørelsen, hvilket var nødvendigt grundet sagens hastende karakter. Oplysningerne om smitteudbrud inden for 7,8 km-zonen var tilgængelige og forståelige for klageren, og en udsættelse af afgørelsen ville ikke have ændret sagens faktiske grundlag. Nævnet bemærkede, at forvaltningsloven ikke stiller krav om skriftlig partshøring eller mulighed for at søge rådgivning.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning blev anset for nødvendig og egnet til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra b og h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag tidligere havde vist sig utilstrækkelige, og at isolation eller vaccination ikke var muligt. Nævnet inddrog DVK's notater, der viste en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede farme, og anerkendte, at styrelsens skøn var baseret på et forsigtighedsprincip, der tog udgangspunkt i den højest konstaterede afstand for at beskytte folkesundheden. Selvom nyere data viste en lavere medianafstand, fandt nævnet, at dette ikke ændrede resultatet grundet forsigtighedsprincippet og den særlige situation.