Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn og aflivning af mink pga. COVID-19

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 23. oktober 2020 om at sætte en pelsdyrbesætning under offentligt tilsyn. Afgørelsen blev truffet, fordi besætningen var beliggende inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet minkbesætning, hvilket medførte krav om aflivning af samtlige dyr i besætningen.

Klager, repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 28. oktober 2020. Klagen fokuserede på tre hovedpunkter:

Klagerens Anbringender

• Afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder mangelfuld partshøring, da den mundtlige partshøring fandt sted telefonisk samme dag, som afgørelsen blev fremsendt. Klager mente, at afgørelsens vidtgående karakter krævede en mere grundig partshøring, der gav mulighed for rådgivning og undersøgelse af grundlaget.
• Effektiviteten og nødvendigheden af Fødevarestyrelsens strategi for aflivning var ikke dokumenteret. Klager anførte, at der ikke var fagligt belæg for aflivning af raske mink og stillede spørgsmålstegn ved valget af en 7,8 km zone, især i lyset af et notat fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK), der angav en lavere medianafstand for smittede besætninger.
• Afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet i Lov om hold af dyr § 63, da den medførte aflivning af ikke-smittede besætninger uden tilstrækkelig dokumentation for nødvendigheden.

Fødevarestyrelsens Svar

Fødevarestyrelsen fastholdt, at partshøringen var tilstrækkelig, da den mundtlige form var nødvendig af tidsmæssige grunde og hensynet til den offentlige sundhed. Styrelsen påpegede, at Forvaltningsloven § 19 ikke stiller formkrav til partshøringen. Styrelsen vurderede, at aflivning af dyr inden for 7,8 km zonen var en nødvendig og proportional afgørelse, da mindre indgribende foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige til at afværge smittespredning. Dette skyldtes manglende viden om bekæmpelse af COVID-19 i mink og smittespredning mellem mennesker og mink, hvilket nødvendiggjorde et forsigtighedshensyn i henhold til Lov om hold af dyr § 63.

Nye Oplysninger under Sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om yderligere dokumentation for fastsættelsen af 7,8 km-zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte en redegørelse og flere notater fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Sundhedsstyrelsen.

• DVK's notater (29. september, 2. oktober og 14. oktober 2020): Disse notater understregede behovet for hurtig intervention grundet minkbesætningers potentiale som COVID-19 reservoir. DVK beregnede en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede minkfarme og vurderede, at afstandskriteriet var det mest valide. Senere notater, baseret på større datagrundlag, angav en medianafstand på 1,7 km (0,88-2,27) for ikke-smittede farme til nærmeste smittede farm, og 3,85 km (1,99-10,5) for smittede farme til nærmeste smittede farm. DVK fandt, at kort afstand til smittede farme og stor besætningsstørrelse var signifikante risikofaktorer.
• Sundhedsstyrelsens status (24. september 2020): Styrelsen vurderede, at de hidtidige overvågnings- og opsporingstiltag ikke havde været tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme, og at yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 23. oktober 2020 om offentligt tilsyn og aflivning af besætningen. Nævnet behandlede klagen ud fra tre hovedforhold: begrundelsespligten, partshøringspligten og proportionalitetsprincippet.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, da den ikke angav de hovedhensyn, der lå bag afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning. Afgørelsen henviste alene til, at besætningen lå inden for den fastsatte 7,8 km-zone i Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1. Dog vurderede nævnet, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens forståelse af afgørelsen ikke var påvirket, og styrelsen efterfølgende havde fremsat en nærmere begrundelse.

Partshøringspligten

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at partshøringen skete telefonisk samme dag som afgørelsen, hvilket var nødvendigt under de konkrete omstændigheder og oplysningernes karakter. Oplysningerne om COVID-19 smitteudbrud inden for 7,8 km-zonen var tilgængelige og forståelige for klager, og en udsættelse af afgørelsen ville ikke have ændret sagens faktiske grundlag.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning blev anset for nødvendig og egnet til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra b, Lov om hold af dyr § 30, stk. 2, nr. 1, litra h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag ikke havde været tilstrækkelige, og at det ikke var muligt at isolere eller vaccinere mink for at undgå smittespredning. Nævnet inddrog DVK's notater, der viste en medianafstand på 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km) mellem smittede farme, og vurderede, at Fødevarestyrelsens skøn om 7,8 km-zonen var proportionalt ud fra et forsigtighedsprincip og hensynet til folkesundheden. Selvom nyere data viste en lavere medianafstand, ændrede dette ikke nævnets vurdering grundet forsigtighedsprincippet og den særlige situation på afgørelsestidspunktet.