Stadfæstelse af påbud om oprensning af jord- og grundvandsforurening i Vejen Kommune

Sagen omhandler et påbud fra Vejen Kommune til en tidligere lejer af en erhvervsejendom om at oprense en betydelig jord- og grundvandsforurening med olie. Forureningen blev opdaget i 2013 i forbindelse med udskiftningen af en utæt, overjordisk olietank.

Forureningens omfang

Undersøgelser i 2014 afdækkede en omfattende forurening:

• Jord: Koncentrationer af oliestoffer op til 50.000 mg/kg tørstof, hvilket er 500 gange over jordkvalitetskriteriet.
• Grundvand: Koncentrationer af oliestoffer op til 91.000 μg/l, hvilket er 10.100 gange over grundvandskvalitetskriteriet. Der blev desuden fundet fri fase olie i flere boringer.
• Volumen: Det samlede forurenede jordvolumen blev estimeret til ca. 775 m³, svarende til ca. 5.800 liter olie.

En rapport skitserede to scenarier: en totaloprensning til ca. 2,2-2,3 mio. kr. (ekskl. retablering) og en delvis oprensning til ca. 1,5 mio. kr.

Klagers anbringender

Lejeren (klager) påklagede afgørelsen med følgende hovedargumenter:

• Ikke rette påbudsadressat: Klager mente, at ansvaret for vedligeholdelse af olietanken påhvilede udlejeren, og at forureningen skyldtes udlejers forsømmelse.
• Manglende dokumentation: Klager anførte, at kommunen ikke havde bevist, at forureningen primært var sket efter 1. januar 2001.
• Uproportionalt påbud: Klager fandt, at omkostningerne ved en totaloprensning var uforholdsmæssigt høje i forhold til den miljømæssige gevinst, især da der var tale om en erhvervsgrund med begrænset risiko for drikkevandsinteresser.

Risikovurdering fra undersøgelsesrapport

Undersøgelsesrapporten indeholdt JAGG-beregninger for risiko ved en delvis oprensning.

Tabel 1: JAGG beregning - Indeklima

Tabel 2: JAGG beregning - Grundvand

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Vejen Kommunes afgørelse om påbud om totaloprensning. Nævnet begrundede sin afgørelse med en vurdering af ansvarsforholdet og proportionaliteten af påbuddet.

Ansvaret for forureningen

Nævnet fandt, at klager var den korrekte adressat for påbuddet. Ifølge Jordforureningsloven § 41, stk. 3, nr. 1, anses den, der driver den virksomhed eller anvender det anlæg, hvorfra forureningen stammer, som forurener. Da klager havde anvendt olietanken i sin virksomhedsdrift i perioden fra 1. juli 2008 til forureningen blev konstateret i 2013, blev klager anset som forurener.

Nævnet lagde vægt på, at forureningens karakter, omfang og de visuelle tegn på et nyligt spild sandsynliggjorde, at forureningen i det væsentligste var sket i klagers lejeperiode. Et eventuelt internt ansvar mellem lejer og udlejer ændrer ikke på det offentligretlige forureneransvar, men kan forfølges via et civilt søgsmål.

Risiko- og proportionalitetsvurdering

Nævnet vurderede, at påbuddet om totaloprensning var proportionalt. Med henvisning til retspraksis kan en restforurening kun accepteres, hvis der er høj grad af sikkerhed for, at den ikke udgør en aktuel eller fremtidig risiko.

I denne sag var der tale om en betydelig forurening, der allerede havde nået grundvandet og udgjorde en fortsat kilde til yderligere forurening. En delvis oprensning ville efterlade en betydelig mængde olie under bygningen, hvilket ville udgøre en vedvarende risiko for grundvandet og en potentiel risiko for indeklimaet ved ændret arealanvendelse. De samlede omkostninger for en totaloprensning, anslået til op mod 5,3 mio. kr. inklusiv retablering, blev ikke anset for uforholdsmæssige i lyset af den betydelige miljø- og sundhedsmæssige risiko.