Ophævelse af afslag på opførelse af udestue grundet manglende begrundelse om hjemmel i Planloven

Middelfart Kommune traf den 7. maj 2020 afgørelse om afslag på en ansøgning om opførelse af en uopvarmet udestue på ejendommen [A1], 5500 Middelfart. Afgørelsen var baseret på en tinglyst deklaration fra 1. marts 2005, benævnt servitutten, som fastsætter byggefelter og begrænsninger for ny bebyggelse på ejendommen.

Ejendommen og servitutten

Ejendommen er omfattet af en servitut, der definerer specifikke byggefelter:

• Byggefelt I (10 x 6,5 m): Bebyggelse skal opføres i én etage med mulighed for udnyttet tagetage, og etagearealet må højst udgøre 80 m².
• Byggefelt II og III (9 x 3,4 m og 8 x 5 m): Disse felter er reserveret til garage, carport, udhus eller bådhus.

Kommunen begrundede afslaget med, at den ansøgte udestue ville blive opført uden for det fastlagte byggefelt I og dermed var i strid med servituttens bestemmelser og hensigt. Kommunen oplyste desuden, at ejendommens byggefelter allerede var fuldt bebygget.

Klagen til Planklagenævnet

Ejeren af ejendommen klagede den 2. juni 2020 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren anførte, at udestuen ikke ville være synlig fra vejen, ikke ville genere naboer, og at grunden var tilstrækkelig stor til, at almindelige byggeprocenter ikke ville blive overskredet. Klageren fremhævede også, at udestuen ville forøge ejendommens værdi og livskvalitet.

Planklagenævnet ophævede Middelfart Kommunes afgørelse af 7. maj 2020 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var ugyldig på grund af manglende begrundelse og henvisning til relevant lovhjemmel.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet fastslog, at det har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet vurderede, at den tinglyste deklaration var en privatretlig servitut, som kommunen potentielt kunne håndhæve efter Planloven § 43, da servitutbestemmelsen om bebyggelsers beliggenhed på grunde falder inden for rammerne af Planloven § 15, stk. 2, nr. 6.

Nævnet fremhævede, at der er en væsentlig forskel på offentligretlig og civilretlig håndhævelse af en privatretlig servitut. Det skal derfor klart fremgå af kommunens afgørelse, om den anvender Planloven § 43.

Mangelfuld begrundelse

Kommunens afgørelse indeholdt ikke en klar henvisning til den lovhjemmel, afgørelsen var truffet efter, og det fremgik ikke, om kommunen havde til hensigt at anvende Planloven § 43. Dette er i strid med Forvaltningsloven § 24, stk. 1, som kræver, at en begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter. Afgørelsen blev derfor ophævet som ugyldig.

Derudover bemærkede Planklagenævnet, at kommunen ikke havde redegjort for en aktuel planlægningsmæssig interesse i servituttens overholdelse, hvilket er en betingelse for kommunens håndhævelse.

Hjemvisning og bemærkninger til fornyet behandling

Sagen blev hjemvist til Middelfart Kommune for fornyet behandling. Planklagenævnet vejledte kommunen om, at en eventuel ny afgørelse, der håndhæver servitutten efter Planloven § 43, skal:

• Indeholde en begrundelse, der henviser til Planloven § 43 og angiver de hovedhensyn, herunder den aktuelle planlægningsmæssige interesse, der ligger til grund for håndhævelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Begrundelsen skal om nødvendigt også indeholde en kort redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.
• Gennemføre varsel og partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.