Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation til delvis nedlæggelse af dige i Faaborg-Midtfyn Kommune

Faaborg-Midtfyn Kommune meddelte den 18. juni 2020 en lovliggørende dispensation til delvis nedlæggelse af et 430 meter langt dige (D00.022.022) beliggende i skellet mellem matr. nr. [F1] og [F2]. Diget, der oprindeligt var ca. 550 meter langt, var blevet nedlagt i perioden 2005-2008. Dispensationen blev givet på vilkår om etablering af et 420 meter langt erstatningsdige omkring matr. nr. [F3]. Kommunen vurderede, at diget var beskyttet efter Museumslovens § 29 a og havde en middel kulturhistorisk værdi som et udskiftningsdige fra 1789. Ansøgningen om dispensation kom efter en henvendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen og begrundedes med driftsmæssige udfordringer relateret til topografi og drænforhold, som umuliggjorde bjergning af høsten.

Klagen fra Slots- og Kulturstyrelsen

Slots- og Kulturstyrelsen påklagede afgørelsen den 8. juli 2020 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen anførte primært, at digets kulturhistoriske, landskabelige og biologiske værdi talte imod dispensation. Styrelsen fremhævede, at dispensation ikke kan meddeles på baggrund af driftsmæssige eller økonomiske interesser, og at et erstatningsdige ikke i sig selv kan begrunde fjernelse af et dige. Desuden påpegede styrelsen, at en del af den foreslåede strækning for erstatningsdiget allerede var et beskyttet jorddige, og at kommunen ikke havde partshørt samtlige berørte ejere, hvilket gjorde afgørelsen utilstrækkelig.

Kommunens bemærkninger

Faaborg-Midtfyn Kommune fastholdt, at det ikke var muligt at dyrke majs på marken, hvis diget skulle retableres, og at marken var vandlidende. Kommunen erkendte, at driftsøkonomiske omkostninger kun i mindre grad var indgået i vurderingen. De bemærkede også, at den valgte formulering i afgørelsen skulle sikre, at dispensationen kun kunne udnyttes, hvis de øvrige parter var indforstået. Ansøgers konsulent anførte, at det var urimeligt, at Slots- og Kulturstyrelsen registrerede et dige på en del af strækningen efter kommunens afgørelse, og at placeringen for erstatningsdiget var valgt, fordi der tidligere havde været digesignaturer der.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Faaborg-Midtfyn Kommunes afgørelse af 18. juni 2020 om lovliggørende dispensation til delvis nedlæggelse af dige til et afslag. Nævnet tiltrådte indledningsvist, at diget var beskyttelsesværdigt og omfattet af Museumslovens § 29 a, hvilket betyder, at der ikke må foretages ændringer i dets tilstand.

Vurdering af dispensation

Nævnet henviste til Museumslovens § 29 j, stk. 2, som fastslår, at kommunalbestyrelsen kun i "særlige tilfælde" kan gøre undtagelse fra beskyttelsesbestemmelsen. Det blev understreget, at lovens forarbejder og fast praksis tilsiger, at driftsmæssige, økonomiske eller rekreative interesser ikke er tilstrækkelige til at meddele dispensation. Praksis for dispensation til nedlæggelse af diger i forbindelse med landbrugsdrift er yderst restriktiv.

Erstatningsdiger og kulturhistorisk værdi

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslog, at et erstatningsdige normalt ikke kan erstatte den kulturhistoriske værdi, der knytter sig til et oprindeligt diges autentiske placering og udformning. Erstatningsdiger kan derfor ikke i sig selv begrunde dispensation til at fjerne et dige. Nævnet fandt, at der i denne sag ikke forelå et "særligt tilfælde", der kunne begrunde dispensationen. Dette skyldtes, at erstatningsdiget ikke var en tilstrækkelig erstatning for det nedlagte dige, især da Slots- og Kulturstyrelsen havde registreret en del af den tilbageværende digestrækning (D01.869.811) som beskyttet i henhold til Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger § 1, stk. 1, nr. 3, da den afgrænser arealer beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3.

Nævnet lagde desuden vægt på den restriktive praksis og det faktum, at diget var nedlagt af privatøkonomiske og driftsmæssige interesser, som ikke alene kan begrunde en dispensation. Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.