Planklagenævnets afgørelse om Frederikssund Kommunes håndhævelse af servitut vedrørende stuegulvshøjde

Frederikssund Kommune traf den 13. februar 2020 afgørelse om afslag på at hæve stuegulvet på et eksisterende sommerhus beliggende på A1, 3630 Jægerspris. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en tinglyst servitut fra den 4. september 1961, der regulerer stuegulvshøjden. Ejeren af sommerhuset klagede over afgørelsen.

Planklagenævnet behandlede i sagen tre hovedspørgsmål:

• Om det ansøgte var i overensstemmelse med servitutten og dermed umiddelbart tilladt efter planloven.
• Om kommunen havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i at håndhæve servitutten efter Planloven § 43.
• Om kommunen havde overholdt reglerne for sagsbehandling, herunder varsling og partshøring i henhold til forvaltningsloven.

Ejendommen og servitutten

Ejendommen er omfattet af en privatretlig servitut, der i § 2 fastsætter, at stuegulvet ikke må ligge højere end 30 cm over terrænhøjden på den side af huset, hvor terrænet er højest. Klageren havde ansøgt om at hæve stuegulvet med ca. 30 cm. Det eksisterende stuegulv lå i kote 2,19 DVR 90, mens det højeste terræn var i kote 1,9 DVR. Den ansøgte hævning ville medføre, at stuegulvet ville blive placeret ca. 70 cm over det højeste terræn, hvilket var i strid med servituttens bestemmelse.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet opfattede kommunens afgørelse som en beslutning om at håndhæve servitutten efter Planloven § 43 ved at nedlægge et forbud. Nævnet kunne dog ikke behandle klagepunkter vedrørende hensigtsmæssigheden af kommunens afgørelse eller eventuelle økonomiske tab, da disse ikke vedrører retlige forhold efter planloven.

Servituttens indhold og planlægningsmæssig interesse

Planklagenævnet fandt, at servitutbestemmelsen om stuegulvshøjde havde et indhold, der kunne håndhæves efter Planloven § 43. Det ansøgte var i strid med servitutten, og kommunen havde dermed hjemmel til at håndhæve den.

Klageren anførte, at servitutten var bortfaldet som følge af samfundsudviklingen, herunder klimatiske ændringer og stigende vandmasser, og at kommunen ikke længere havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i dens opretholdelse. Kommunen begrundede sin håndhævelse med ønsket om at sikre områdets præg med lavtliggende sommerhuse og en ensartet sagsbehandling. Planklagenævnet vurderede, at servitutbestemmelsen ikke var utidssvarende, og at kommunen havde foretaget en konkret skønsmæssig vurdering baseret på saglige og aktuelle planlægningsmæssige hensyn, herunder byggeriets visuelle fremtræden og områdets karakter. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i dette klagepunkt.