Afvisning af klage over råstoftilladelse grundet manglende klageberettigelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Region Nordjyllands tilladelse af 25. marts 2020 til erhvervsmæssig indvinding af råstoffer på en ejendom ved [adresse1]. Tilladelsen omfatter en årlig indvinding af 350.000 m³ sand, grus og sten over grundvandsspejlet på et ca. 3 ha stort areal over en periode på 10 år. Tilladelsen blev meddelt i henhold til Råstoflovens § 7, stk. 1.

Klagen blev indgivet den 22. april 2020 af en omboende, hvis bopæl ligger ca. 1,5 km fra det område, hvor råstofindvindingen skal finde sted. Klageren anførte flere punkter i sin klage:

Klagerens anbringender

• Arealet er ikke tilstrækkeligt undersøgt for forekomsten af bilag IV-arter, især da det ligger tæt på et Natura 2000-område.
• Den tilladte råstofmængde er fejlagtigt angivet som for stor i forhold til den mængde, der reelt kan indvindes på arealet.
• Tilladelsen tager ikke tilstrækkeligt højde for grundvandsbeskyttelsen, da et beskyttende lag over drikkevandsressourcen fjernes. Klageren mener, at vandressourcerne i forvejen er truet af forurening.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Region Nordjyllands tilladelse til råstofindvinding. Afgørelsen blev truffet i henhold til Råstoflovens § 15, stk. 1, som fastslår, at afgørelser efter lovens Råstoflovens § 7, stk. 1 kan påklages af enhver med individuel og væsentlig interesse i afgørelsen.

Vurdering af klageberettigelse

Nævnet foretog en konkret vurdering af, om klageren havde en væsentlig, individuel interesse i sagen. Kriterierne for klageberettigelse er i vidt omfang sammenfaldende med kriterierne for partstatus, hvor sagens udfald skal angå den pågældende med en vis styrke og være vigtigere for den pågældende end for en større, ubestemt kreds af personer. En rent ideel eller almindelig interesse i natur- og miljøforhold er ikke tilstrækkelig.

Nævnet fandt, at klagerens interesse i eventuelle bilag IV-arter på området ikke adskilte sig fra andres og derfor ikke kunne begrunde klageberettigelse. Klagerens primære interesse som beboer i området blev anset for at være at undgå gener som støj og støv fra råstofindvindingen.

Afgørelsens begrundelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at klageren ikke havde en tilstrækkelig væsentlig interesse til at være klageberettiget i henhold til Råstoflovens § 15, stk. 1, nr. 7. Nævnet lagde vægt på, at klagerens bolig ligger ca. 1,5 km fra indvindingstilladelsens areal, hvilket blev anset for at være for langt til at medføre en individuel og væsentlig interesse i sagen.

Som følge af afvisningen af realitetsbehandling tilbagebetales det indbetalte klagegebyr i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.