Energiklagenævnets afgørelse om fastsættelse af indtægtsrammer for Evida Syd A/S

Energiklagenævnet modtog en klage fra Evida Syd A/S (herefter klager) over Forsyningstilsynets afgørelse af 8. april 2020. Afgørelsen vedrørte fastsættelsen af de foreløbige indtægtsrammer for klager for perioden 2018-2021, specifikt rentesatsen af den regulatoriske nettogæld.

Denne sag er en genbehandling efter Energiklagenævnets afgørelse af 30. april 2019, hvor Energitilsynets (nu Forsyningstilsynet) oprindelige afgørelse fra 2017 blev ophævet og hjemvist. Energiklagenævnet fandt dengang, at den fastsatte rentesats ikke levede op til kravet i Bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer for naturgasdistributionsselskaber § 10, stk. 5, 2. pkt., om at afspejle risikoforholdene for fremmedkapital i det enkelte selskab.

Forsyningstilsynet traf en ny afgørelse den 8. april 2020, hvor rentesatsen for klagers regulatoriske nettogæld blev forhøjet fra 1,16 % til 1,21 %. Forsyningstilsynet anvendte WACC-modellen og inddrog klagers koncerninterne lån i vurderingen af modellens parametre. Tilsynet fastholdt en standalone-betragtning, hvilket betød, at finansieringsbetingelser fra koncernforbundne selskaber ikke blev inkluderet. Princippet om periode-matching blev også fastholdt, hvor den risikofrie rente fastsættes ud fra en 4-årig nulkuponrente, da klager generelt ikke søger finansiering med løbetider over fem år.

Klager påstod principalt, at rentesatsen skulle fastsættes i intervallet 1,42 % til 1,67 %, subsidiært at afgørelsen skulle ophæves og hjemvises. Klager anførte flere argumenter:

Fald i rentesatsen mellem reguleringsperioderne

• Klager mente, at rentesatsen på 1,21 % ikke afspejlede risikoforholdene, og at et væsentligt fald i kreditrisikotillægget fra 2017 til 2018 ikke kunne forklares med et tilsvarende fald i risikoforholdene. Klager henviste til Bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer for naturgasdistributionsselskaber § 10, stk. 8, som tillader ændring af rentesatsen.

Inddragelse af selskabsspecifikke oplysninger

• Klager argumenterede for, at standalone-princippet burde fraviges, så finansieringsbetingelserne i Dansk Gas Distribution Holding A/S blev inddraget. Dette skyldtes, at de koncerninterne lån hos klager ikke var udtryk for selskabets individuelle låneforhold, og at holdingselskabets lånevilkår var udtryk for de faktiske lånevilkår, der ville gælde for klager.

Anvendelse af periode-matching

• Klager mente, at de konkrete koncerninterne låns korte løbetid ikke skulle lægges klager til last, og at rentesatsen burde tage udgangspunkt i en lang finansiering, som er naturlig for virksomheder med langlivede aktiver (15-30 år for naturgasdistributionsnet).

Rentesatsens rimelighed

• Klager fandt resultatet af den anvendte metode urimeligt, da det medførte væsentlige fald i rentesatserne uden forbindelse til kapitalmarkedets udvikling. Klager mente, at tilsynets tilgang manglede gennemsigtighed og stillede urimelige krav til finansiel optimering.

Forsyningstilsynet fastholdt sin afgørelse og argumenterede for, at den fastsatte rentesats på 1,21 % var passende. Tilsynet forklarede faldet i rentesatsen med generelle rentefald og den reguleringsmæssige praksis, hvor kreditrisikotillægget er konstant i en reguleringsperiode, mens den risikofrie rente opdateres årligt. Dette skulle give incitament til effektivisering, jf. Gasforsyningsloven § 37 a, stk. 1, 2. pkt.. Vedrørende holdingselskabets lån fastholdt tilsynet standalone-princippet, da klager og holdingselskabet er separate juridiske enheder, og klager som naturgasdistributionsselskab har en offentlig bevilling og et naturligt monopol, hvilket adskiller dets risikoprofil fra holdingselskabets. Tilsynet mente, at det ville være urimeligt at lade forbrugerne betale for lån optaget i et andet selskab.

Energiklagenævnet stadfæstede Forsyningstilsynets afgørelse af 8. april 2020. Nævnet fandt, at Forsyningstilsynet har et vidt skøn ved fastsættelsen af rentesatsen for den regulatoriske nettogæld i henhold til Bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer for naturgasdistributionsselskaber § 10, stk. 5.

Den anvendte model

Energiklagenævnet vurderede, at Forsyningstilsynets anvendelse af WACC-modellen var baseret på saglige hensyn og egnet til at fastsætte en retvisende rentesats. Det forhold, at tilsynet tidligere havde anvendt en anden metode, gav ikke anledning til at tilsidesætte det nuværende metodevalg.

Fald i rentesatsen mellem reguleringsperioderne

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Forsyningstilsynets metode, hvor den risikofrie rente opdateres årligt, mens kreditrisikotillægget holdes konstant gennem hele reguleringsperioden. Denne praksis er i overensstemmelse med formålet om at dække naturgasdistributionsselskabernes omkostninger ved effektiv drift, jf. Gasforsyningsloven § 37 a, stk. 1, 2. pkt., og giver selskaberne incitament til at effektivisere.

Inddragelse af selskabsspecifikke oplysninger

Energiklagenævnet var enig med Forsyningstilsynet i, at finansieringsbetingelserne for lånet i Dansk Gas Distribution Holding A/S ud fra en standalone-betragtning ikke vedkommer forrentningsfastsættelsen for klager. Nævnet lagde vægt på, at klager og holdingselskabet er to forskellige og selvstændige juridiske personer med begrænset hæftelse. Klager er desuden et naturgasdistributionsselskab med offentlig bevilling og et naturligt monopol, hvilket giver et sikkert indtjeningsgrundlag, der adskiller sig fra holdingselskabets. Forsyningstilsynet havde inddraget klagers faktiske koncerninterne lån og overvejet forholdet mellem fremmed- og egenkapital, hvilket afspejlede risikoforholdene for fremmedkapital for klager.

Anvendelse af periode-matching

Nævnet fandt ikke anledning til at tilsidesætte Forsyningstilsynets anvendelse af periode-matching. Dette skyldtes, at tilsynet ved vurderingen af en passende løbetid for den risikofrie rente havde inddraget oplysninger om klagers faktiske lån, som siden 2013 ikke har haft en løbetid på over seks år. Nævnets tidligere bemærkning om, at det ville være naturligt for gasdistributionsselskaber at søge lang finansiering, ændrede ikke dette resultat, da klager ikke generelt søger finansiering med løbetider over seks år.

Samlet vurdering

Energiklagenævnet konkluderede, at Forsyningstilsynets fastsættelse af rentesatsen for klagers regulatoriske nettogæld levede op til Bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer for naturgasdistributionsselskaber § 10, stk. 5, 2. pkt., da den afspejlede risikoforholdene for fremmedkapital i det enkelte selskab. Afgørelsen blev truffet i medfør af Lov om naturgasforsyning § 51, stk. 1.