Afslag på dispensation til genopførelse og udvidelse af bygning inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag om afslag på dispensation til genopførelse og udvidelse af en bygning inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Syddjurs Kommune. Ejendommen, der er beliggende i landzone ud til Bejtrup Vig, er omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje og ligger inden for Natura 2000-område nr. 51.

Ansøgning og Kystdirektoratets Afgørelse

Klager ansøgte om dispensation til at nedrive en eksisterende bygning på 14,65 m2, opført i 1961, og i stedet opføre et sommerhus på ca. 30 m2. Det nye sommerhus skulle indeholde toilet-, bade- og køkkenfaciliteter, som den eksisterende bygning manglede. Klager ønskede desuden en kubistisk form med lavere højde, ubehandlet træbeklædning, mat-malet aluminium og græsbelagt tag, samt en kælder til udhusformål.

Kystdirektoratet meddelte afslag på dispensationen. Direktoratet vurderede, at den eksisterende bygning ikke kunne karakteriseres som et sommerhus i naturbeskyttelseslovens forstand, da den manglede sanitære og køkkenfaciliteter. Den blev snarere anset for en bygning til dagophold. Direktoratet fandt derfor, at den lempeligere dispensationsbestemmelse i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 3 om modernisering af eksisterende sommerhuse ikke kunne anvendes, da den forudsætter allerede eksisterende sanitære installationer.

Kystdirektoratet vurderede endvidere, at det ansøgte sommerhus med sin størrelse og visuelle afvigelse ikke kunne betragtes som en genopførelse af den eksisterende bygning. Det blev i stedet anset for nybyggeri inden for strandbeskyttelseslinjen, hvilket kræver et "særligt tilfælde" i henhold til den restriktive dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Direktoratet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, og lagde vægt på, at en dispensation ville kunne skabe en uønsket præcedensvirkning.

Klagerens Anbringender

Klager påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedpunkter:

• Den eksisterende bygning har karakter af et sommerhus, da den har været anvendt til længere ophold, uanset manglende faciliteter.
• Klager bør have mulighed for at etablere et tidssvarende sommerhus med sanitære forhold og køkkenfaciliteter.
• Det ansøgte sommerhus vil være mindre skæmmende end det eksisterende på grund af materialevalg og lavere bygningshøjde.
• Klager var villig til at reducere det ansøgte omfang, hvis det var afgørende for at opnå etablering af toilet- og badefaciliteter samt eventuelt køkken.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til genopførelse og udvidelse af bygningen inden for strandbeskyttelseslinjen.

Nævnets Vurdering

Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 generelt forbyder ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen med det formål at friholde strandene og kystområderne. Dispensation fra denne bestemmelse kan kun meddeles i "særlige tilfælde" i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, hvilket administreres meget restriktivt.

Nævnet vurderede, at den ansøgte bygning i udformning og størrelse afveg så markant fra den eksisterende, at den skulle betragtes som nyopførelse. Nævnet fandt desuden, at den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 3 for modernisering og udvidelse af toilet- og badefaciliteter i eksisterende sommerhuse ikke kunne anvendes, da den forudsætter, at der allerede forefindes sådanne faciliteter i den bygning, der ønskes udvidet.

Da der var tale om nyopførelse, skulle sagen vurderes efter den restriktive dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der forelå et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at det ansøgte ville medføre en væsentlig forøgelse af ejendommens bygningsmasse, at ejendommen ligger tæt på kysten i et åbent og ubebygget område, og at en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning. Nævnet konkluderede, at det ansøgte i afgørende grad stred mod formålet med strandbeskyttelseslinjen.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.