Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage over Hjørring Kommunes tilladelse til sandfodring

Sagen omhandler en klage over Hjørring Kommunes afgørelse af 2. juli 2019, der meddelte tilladelse til sandfodring på søterritoriet ved Løkken, Nr. Lyngby og Lønstrup. Tilladelsen blev givet i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1 og 2 og omfattede tre strækninger med det formål at udligne eller reducere den naturlige kysttilbagerykning i områder, der er præget af erosion.

Kommunens vurderinger og vilkår

Kommunen vurderede, at projektet ikke krævede en konsekvensvurdering i henhold til habitatbekendtgørelsen for søterritoriet, og at der heller ikke skulle foretages en miljøvurdering (VVM) efter miljøvurderingsloven. Projektet grænser op til Natura 2000-område nr. 6 ”Kærsgård Strand” og en strækning ud for Natura 2000-område nr. 7 ”Rubjerg Knude og Lønstrup Klit”. Kommunen vurderede, at projektet ikke ville have væsentlige negative konsekvenser for disse habitatområder eller beskyttede arter som havlampret og bæklampret. Der blev dog fastsat vilkår om maksimalt 67.000 m3 sandfodring ud for Mårup Strand for at sikre klintens dynamiske udvikling.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Afgørelsen blev påklaget den 23. november 2019 af en privatperson, repræsenteret ved en fond. Klagen blev indbragt via klageportalen efter en afvisning af anmodning om fritagelse for brug af portalen. Klager anførte navnlig, at tilladelsen var ulovlig, bygherren var uklar, revlefodringer var ineffektive og skadelige, og at en VVM-undersøgelse på lokaliteten ikke var afsluttet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Hjørring Kommunes tilladelse til sandfodring. Nævnet fandt, at klager ikke var klageberettiget i henhold til Kystbeskyttelsesloven § 18 a, stk. 1, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18, stk. 1.

Begrundelse for afvisning

Nævnet lagde vægt på, at klagerens anbringender vedrørende behov og effekt af revlefodringer samt projektets miljøvurderingspligt havde karakter af en ideelt betonet interesse. Denne interesse blev ikke anset for at være væsentlig og individuelt anderledes for klager end for andre borgere, hvilket er et krav for klageberettigelse.

Afgørelsens konsekvenser

Som følge af afvisningen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr til klageren, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18 b.