Afslag på dispensation til fjernelse af dige stadfæstet – Driftsmæssige hensyn ikke tilstrækkelige

Sagen omhandler en klage over Skive Kommunes afslag på en lovliggørende dispensation til at fjerne et dige på en landbrugsejendom. Ejeren havde fjernet det ca. 582 meter lange dige og efterfølgende ansøgt om tilladelse, idet ejeren anførte, at der aldrig havde været et dige, men derimod en vej anlagt i forbindelse med tre nu nedtagne vindmøller.

Kommunens afgørelse

Skive Kommune konstaterede ved en besigtigelse den 5. december 2019, at diget var fjernet. Kommunen meddelte den 18. februar 2020 afslag på lovliggørende dispensation til fjernelsen. Afgørelsen var baseret på, at diget var beskyttet, da det fremgik af kortmateriale fra før 1992. Museum Salling havde desuden udtalt, at diget kunne dateres tilbage til før 1813. Kommunen vurderede, at der ikke forelå særlige tilfælde, som kunne begrunde en dispensation, men tilbød som en del af afgørelsen en dispensation til et gennembrud på 20 meter af hensyn til markdriften.

Klagen

Klager fastholdt over for Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der var tale om en tidligere vej og ikke et dige. Formålet med fjernelsen var at lette driften af de to marker, som vejen havde adskilt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Skive Kommunes afgørelse. Nævnet fastslår, at diget er omfattet af beskyttelsen i Museumslovens § 29 a, stk. 1, da det er registreret på Geodatastyrelsens kortværk i den seneste reviderede udgave før 1. juli 1992, jf. Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 1, nr. 4.

Vurdering af digets eksistens

Nævnet afviser klagers påstand om, at der ikke har eksisteret et dige. Nævnet henviser til, at diget fremgår af historiske kort fra 1800-tallet og frem, og at luftfotos fra 1954-1995 viser et tydeligt skel og en forhøjning i landskabet. Klager har ikke kunnet godtgøre, at diget var fjernet, før beskyttelsen trådte i kraft i 1992.

Vurdering af dispensation

Ifølge Museumslovens § 29 j, stk. 2 kan der kun i "særlige tilfælde" dispenseres fra forbuddet mod at ændre digers tilstand. Nævnet understreger, at praksis er yderst restriktiv, og at driftsmæssige hensyn, som i denne sag, ikke udgør et sådant særligt tilfælde. En dispensation ville desuden kunne skabe uønsket præcedens. Da der ikke foreligger særlige omstændigheder, stadfæstes kommunens afslag på lovliggørende dispensation.

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke.