Klage over dispensation til solcelleanlæg på [adresse1]

Brønderslev Kommune meddelte den 17. januar 2020 en lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 1511-03 til et solcelleanlæg på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen blev efterfølgende påklaget til Planklagenævnet af en nabo. Solcelleanlægget, der dækker store dele af bygningens syd- og vestvendte tagflader, blev opført mellem maj 2012 og sommeren 2013.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 1511-03, vedtaget den 12. april 1995. Lokalplanens formål er blandt andet at sikre områdets anvendelse til åben-lav boligformål og en attraktiv udformning af boligbebyggelsen, jf. lokalplanens § 1. Specifikt for bebyggelsens ydre fremtræden fastsætter lokalplanen:

• § 8.2: Tage skal dækkes med vingetegl i samme farve som udvendige bygningssider.
• § 8.3: Blanke og reflekterende tagmaterialer må ikke anvendes, undtagen på mindre bygningsdele eller dele af tagflader.

Sagsforløb og kommunens afgørelse

Kommunen modtog i januar 2019 klager over solcelleanlægget. Efter en naboorientering den 14. november 2019, udført i henhold til Planlovens § 20, hvoraf det fremgik, at anlægget var i strid med lokalplanens §§ 8.2 og 8.3, og at der var mulighed for at indsende bemærkninger til en eventuel dispensation, traf kommunen afgørelse. Kommunen meddelte dispensationen med vilkår om, at anlægget skal nedtages senest seks måneder efter produktionsophør og ikke kan erstattes af et nyt anlæg. Begrundelsen for dispensationen var, at ejeren kunne have handlet i god tro på grund af kommunens daværende praksis, at anlægget havde eksisteret upåklaget i flere år, at det vender væk fra [vejnavn1] og ikke bryder områdets ensartethed set udefra, samt at det var oplyst at være antirefleksbehandlet.

Klagerens anbringender

Klageren anførte i sin klage til Planklagenævnet, at kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere fra lokalplanens formålsbestemmelse i § 1 om at sikre en attraktiv udformning af områdets boligbebyggelse, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Klageren mente, at solcelleanlægget var uforeneligt med lokalplanens §§ 8.2 og 8.3, og at en tilladelse ville kræve en ny lokalplan. Desuden blev det anført, at dispensationen var ugyldig, da anlægget ikke opfyldte gældende lovgivning, og at ejeren ikke kunne have handlet i god tro. Klageren gjorde også gældende, at kommunen havde lagt vægt på usaglige hensyn, herunder kommunens egen praksis og et lignende anlæg på rådhuset. Endvidere blev det kritiseret, at kommunen havde dispenseret uden tilstrækkelig information om anlægget, herunder dokumentation for antirefleksbehandling, og at kommunens vurdering af gener var utilstrækkelig. Endelig anførte klageren, at der ikke var sket en korrekt partshøring, men kun en naboorientering.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Brønderslev Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation til solcelleanlægget. Dette betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan således prøve, om kommunen har haft hjemmel til at dispensere, om skønnet er baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn, og om forvaltningsretlige principper som officialprincippet og partshøring er overholdt. Nævnet kan derimod ikke efterprøve kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvorvidt dispensationen er rimelig eller hensigtsmæssig.

Krav om dispensation

Lokalplanens bestemmelser er bindende over for borgerne, jf. Planlovens § 18. Planklagenævnet fandt, at solcelleanlægget ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 8.2 om tagbeklædning med vingetegl og § 8.3 om blanke og reflekterende tagmaterialer. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planlovens § 19.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, eller hvis den tidsbegrænses, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens §§ 8.2 og 8.3 ikke udgjorde en del af planens principper, da de er bebyggelsesregulerende bestemmelser, og formålsbestemmelsen i § 1 var af generel karakter. Kommunen havde derfor hjemmel til at give dispensationen.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Nævnet fandt, at kommunens begrundelse for dispensationen – herunder ejerens potentielle gode tro på grund af kommunens daværende praksis, anlæggets lange eksistens uden klager, placering væk fra [vejnavn1] og vurdering af manglende refleksionsgener – var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Der blev ikke fundet grundlag for at antage, at kommunen havde lagt vægt på usaglige hensyn.

Officialprincippet og partshøring

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet ved ikke at indhente præcise oplysninger om solcelleanlægget, herunder om det var antirefleksbehandlet. Nævnet lagde vægt på, at dispensationen vedrørte visuelle forhold, og at kommunen har et vidtgående skøn i sådanne sager. Vedrørende partshøring fandt nævnet, at den gennemførte naboorientering efter Planlovens § 20 reelt opfyldte kravene til partshøring efter Forvaltningslovens § 19, da klageren var blevet gjort bekendt med den påtænkte afgørelse og havde haft mulighed for at indsende bemærkninger.

Afgørelsens endelighed

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.