Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation for terrænregulering i Snekkersten

Helsingør Kommune meddelte den 5. november 2018 en lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 1.122, Det gamle Snekkersten, vedrørende terrænregulering i forbindelse med etablering af en støttemur og terrasse på ejendommen A1, 3070 Snekkersten. Afgørelsen blev påklaget af to parter: en nabo (klager 1) og en ejerforening (klager 2).

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 1.122, Det gamle Snekkersten. Lokalplanens formål er at sikre områdets kulturhistorie og mangfoldighed, samtidig med at der gives mulighed for fornyelse af bebyggelsen, jf. lokalplanens § 2, stk. 1. Specifikt for ubebyggede arealer fastsætter lokalplanens § 12, stk. 5, at terrænreguleringer nærmere skel end 1,0 m ikke må finde sted, og at terrænregulering på mere end plus/minus 0,50 m i forhold til naturligt terræn kun må finde sted efter byrådets forudgående godkendelse.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Ansøgningen om lovliggørende dispensation omhandlede en støttemur opført nær ejendommens vestlige skel. Det fremgik, at det naturlige terræn var stærkt skrånende, og at støttemuren var etableret 75 cm fra skel, hvor der var foretaget minimal niveauregulering. Det nye terrasseniveau var 0-190 cm under nabomatriklernes terræn, da den gamle terrasse var udgravet i skrænten.

Helsingør Kommune vurderede, at det ansøgte var i strid med lokalplanens § 12, stk. 5, men fandt, at det etablerede gravearbejde inden for 1 m fra skel og udover 0,5 m i højden var af så begrænset omfang, at det ikke påvirkede de hensyn, som bestemmelsen varetager. Kommunen lagde vægt på, at terrænet i forvejen var reguleret, at der var tale om et eksisterende opholdsareal, og at afgravningen ikke medførte indbliksgener for naboerne.

Klagerne og deres anbringender

Klager 1 og 2 anførte, at terrænreguleringen og støttemuren var i strid med lokalplan nr. 1.122, herunder specifikt lokalplanens § 12, stk. 5, 1. og 2. pkt., samt § 12, stk. 6. Klagerne gjorde desuden gældende, at det ansøgte ville medføre støjgener, og at den naboretlige tålegrænse ville blive overskredet. Klager 2 udtrykte også bekymring for, at ansøgerens fremgangsmåde kunne danne præcedens for andre ulovlige byggerier i området.

Planklagenævnet behandlede klagerne over Helsingør Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation. Nævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmålet om, hvorvidt kommunen har haft hjemmel til at give dispensation fra lokalplanen.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, eller om den vil medføre støjgener. Spørgsmål om overskridelse af den naboretlige tålegrænse er et privatretligt anliggende, som Planklagenævnet ikke har kompetence til at behandle. Klagepunktet vedrørende lokalplanens § 12, stk. 6, blev heller ikke behandlet, da kommunens afgørelse alene omhandlede dispensation fra lokalplanens § 12, stk. 5, 1. og 2. pkt.

Krav om dispensation

Lokalplanens bestemmelser er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, forudsætter dispensation. Planklagenævnet fandt, at støttemuren, der var etableret tættere på skel end 1 m, var i strid med lokalplanens § 12, stk. 5, 1. pkt., og krævede derfor dispensation efter Planloven § 19. Ligeledes fandt nævnet, at terrænreguleringen på mere end plus/minus 0,50 m var i strid med lokalplanens § 12, stk. 5, 2. pkt., som nævnet opfattede som en dispensationsbestemmelse, der krævede tilladelse/dispensation.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Principperne i en lokalplan omfatter typisk planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, men som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning. Bestemmelser om terrænregulering anses normalt ikke for at være en del af planens principper, medmindre der er specifikke holdepunkter herfor i formålsbestemmelsen eller planens øvrige karakter.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 12, stk. 5, 1. pkt., ikke var en del af planens principper, da der var tale om en bestemmelse om terrænregulering, som ikke var henvist til i formålsbestemmelsen, og der ikke var andre holdepunkter for en særlig betydning. Da lokalplanens § 12, stk. 5, 2. pkt., var formuleret som en dispensationsbestemmelse, var det forudsat, at der kunne dispenseres fra dette krav. På den baggrund fandt Planklagenævnet, at Helsingør Kommune havde hjemmel til at dispensere fra både lokalplanens § 12, stk. 5, 1. og 2. pkt.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne over Helsingør Kommunes afgørelse af 5. november 2018. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.