Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse for kalkoplag på ejendom i Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune traf den 17. december 2019 afgørelse om, at et oplag af kalk på ejendommen A1, matr.nr. F1, i Øster Ulslev ikke krævede landzonetilladelse. Denne afgørelse blev efterfølgende påklaget til Planklagenævnet af en repræsentant for lokale beboere. Klagen blev modtaget af Planklagenævnet den 20. februar 2020.

Ejendommens karakter og historik

Ejendommen, der er en landbrugsejendom på ca. 32 ha, ligger i landzone og er udpeget som værdifuldt kulturmiljø og værdifuldt landbrugsområde i kommuneplan 2019-2031 for Guldborgsund Kommune. Den specifikke matrikel, F1, er et ubebygget areal på 11,2 ha. Luftfotos viser, at der er bebyggelse vest, nord og syd for matriklens vestligste område, adskilt af en kommunevej.

Historiske luftfotos afslører en periodisk tilstedeværelse af kalkoplag på arealet:

Kommunens oprindelige afgørelse

Kommunen vurderede, at oplaget af carbokalk, et restprodukt fra sukkerproduktion anvendt til jordforbedring, ikke krævede landzonetilladelse. Begrundelsen var, at der ikke var tale om et permanent oplag, og at kommunen ikke havde hjemmel i hverken planloven eller landbrugsloven til at forbyde oplaget, så længe det tjente landbrugsdriften. Kommunen anførte, at miljølovgivningen ikke fandt anvendelse, da der ikke var overhængende risiko for miljøet. Et permanent oplag ville ifølge kommunen opstå, hvis ny kalk blev lagt, mens der stadig lå kalk fra året før.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kalkoplaget havde forårsaget gener i form af støvflugt og en sur/kvalmende lugt over en længere årrække (2013-2020), typisk fra oktober til august. Dette gjorde oplaget til et permanent forhold i klagerens optik. Klageren mente desuden, at kommunen burde have anvendt Miljøbeskyttelsesloven § 42, da kalkoplaget blev betragtet som affald og lå i et område med høj naturværdi og drikkevandsinteresser, uden at opfylde krav til affaldsopbevaring. Kommunen fastholdt, at carbokalk er et jordforbedringsmiddel og ikke affald, og at Planlovens § 35, stk. 1 ikke fandt anvendelse, da der ikke var tale om en permanent oplagsplads.

Planklagenævnet ophævede Guldborgsund Kommunes afgørelse af 17. december 2019 om, at oplag af kalk på ejendommen A1 ikke krævede landzonetilladelse. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at prøve kommunens afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan også tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnets prøvelse i denne sag var begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt kalkoplaget krævede landzonetilladelse, og nævnet havde ikke kompetence til at vurdere klagepunkter vedrørende miljøbeskyttelsesloven eller anden lovgivning.

Krav om landzonetilladelse og nævnets vurdering

I landzone må der ikke uden tilladelse fra kommunen ske ændring i anvendelsen af ubebyggede arealer, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Der findes undtagelser fra dette krav, jf. Planlovens § 5 u og Planlovens §§ 36-38. En ændring i anvendelsen skal have en vis blivende karakter, men periodisk tilbagevendende brug, selvom kortvarig, kan kræve tilladelse.

Planklagenævnet konstaterede ud fra sagens oplysninger, at der i perioden fra foråret 2010 til foråret 2019 periodisk har været placeret et kalkoplag på matriklen. Nævnet fandt, at der var tale om en periodisk tilbagevendende brug af arealet, hvilket som udgangspunkt kræver landzonetilladelse i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Kommunens afgørelse hvilede på en forkert retsopfattelse, idet kommunen antog, at fraværet af et permanent oplag betød, at der ikke var hjemmel i planloven til at forbyde det. Nævnet fandt, at det afgørende var, om der var tale om en relevant ændring i forhold til landzonereglernes formål, og om forholdet var omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne i Planlovens § 36, stk. 1. Afgørelsen led dermed af en væsentlig retlig mangel og var ugyldig.

Officialprincippet og sagens hjemvisning

Planklagenævnet overvejede, om det på det foreliggende grundlag kunne træffe en afgørelse om, at forholdet krævede landzonetilladelse. Det fremgik imidlertid ikke af kommunens afgørelse, hvilke konkrete forhold og oplysninger kommunen havde inddraget og lagt vægt på. Der manglede nærmere oplysninger om omfanget og formålet med kalkoplaget. Nævnet fandt derfor ikke, at der forelå tilstrækkelige faktuelle oplysninger til at foretage en sådan vurdering. Indhentelse af de relevante oplysninger udgør egentlig sagsbehandling, som bør finde sted i kommunen for at sikre to-instansprincippet. Dette gælder både for vurderingen af, om forholdet er omfattet af Planlovens § 35, stk. 1, og om det er omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne i Planlovens § 36, stk. 1.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.