Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation i sag om fjernelse af dige

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Randers Kommunes afgørelse af 7. januar 2020, som afviste en ansøgning om lovliggørende dispensation til fjernelse af et dige (D00.128.585) i skellet mellem to matrikler i Vestrup By, Albæk. Diget, der har et forløb på ca. 970 meter, er ifølge luftfotos fjernet mellem 2002 og 2005.

Klagerens argumenter

Klageren, ejendommens ejer, har anført flere punkter i sin klage:

• Det er usikkert, om diget eksisterede, da beskyttelsen af diger trådte i kraft i 1992.
• Diget blev fjernet i god tro for mere end 20 år siden.
• Diget er mindre betydningsfuldt og bør ikke beskyttes efter Museumslovens § 29 a.

Klageren har yderligere forklaret, at den tidligere Nørhald Kommune angiveligt oplyste, at strukturen var et markskel og ikke et dige. Desuden vil en retablering af diget medføre øget CO2-udledning på grund af længere kørselsafstande ved markdrift. Klageren har også kritiseret den manglende information til lodsejere om registrering af beskyttede diger, idet 4-cm kortene først blev offentligt tilgængelige i 2013, og vejledende registreringer på Miljøportalen ligeledes først var tilgængelige fra 2013. Klageren mener, at praksis bør være mindre restriktiv for diger fjernet i perioder med manglende offentlig tilgængelighed af information.

Randers Kommunes vurdering

Randers Kommune har ved besigtigelse den 15. november 2019 vurderet, at diget har haft landskabelig værdi, da det sandsynligvis har været synligt fra nærliggende veje og skabt perspektiv i landskabet. Kommunen har også tillagt diget kulturhistorisk værdi, idet det fremgår af både høje og lave målebordsblade samt sognekortet fra 1836. Museum Østjylland har bekræftet, at diget er et udskiftnings- og matrikeldige fra 1700- eller 1800-tallet. Kommunen har konstateret, at diget fremgår af luftfotos fra 1954 til 2004, hvilket modsiger klagerens påstand om, at det var fjernet før 1992. Kommunen har vurderet digets biologiske værdi som lav, men bemærket, at diger i opdyrkede landskaber altid udgør potentielle levesteder.

Kommunen har fastholdt, at der kun kan dispenseres fra Museumslovens § 29 a i særlige tilfælde, og at driftsmæssige eller økonomiske interesser ikke er tilstrækkelige begrundelser. Randers Kommune har desuden bemærket, at Nørhald Kommune ikke var rette myndighed til at administrere beskyttede diger på det tidspunkt, klageren angiver at have modtaget information fra dem.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Randers Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af diget. Afgørelsen er truffet i henhold til Museumslovens § 29 a, stk. 1, Museumslovens § 29 j, stk. 2, og Museumslovens § 29 t, stk. 1.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet har lagt til grund, at diget er beskyttet efter Museumslovens § 29 a, da det er angivet på Geodatastyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) i den seneste reviderede udgave forud for 1. juli 1992, jf. Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 1, nr. 4. Nævnet bemærker, at myndighederne ikke har pligt til at underrette lodsejere om digets beskyttelse. Det fremgår desuden af Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 5, at beskyttelsen baseret på Geodatastyrelsens kortværk er gældende, hvis kommunalbestyrelsen ikke har foretaget en konkret udpegning.

Nævnet finder, at diget er værdifuldt i kulturhistorisk henseende som et udskiftningsdige, der viser den lokale omfordeling af jorden. Det er også landskabeligt værdifuldt som et synligt og perspektivskabende element. Efter praksis er det tilstrækkeligt, at et dige er værdifuldt i én henseende for at være beskyttelsesværdigt.

Dispensation og forløben tid

Miljø- og Fødevareklagenævnet finder ikke, at der foreligger et særligt tilfælde, som kan begrunde en dispensation fra Museumslovens § 29 a, stk. 1, jf. Museumslovens § 29 j, stk. 2. Nævnet har lagt vægt på, at klagerens påberåbte interesser i den fremtidige drift af arealet ikke udgør et særligt tilfælde, og at praksis for dispensation til nedlæggelse af diger er yderst restriktiv. Nævnet har også fremhævet den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre.

For så vidt angår den forløbne tid siden digets nedlæggelse, finder nævnet ikke, at der er forløbet en så lang periode (18-20 år), at Randers Kommune har fortabt muligheden for lovliggørelse. Nævnets praksis tilsiger, at en sådan periode ikke er tilstrækkelig til at begrunde retlig lovliggørelse ud fra indrettelseshensyn.

Klagegebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.