Polsk arbejders skattemæssige hjemsted fastlagt til Danmark, hvilket afskar befordringsfradrag for kørsel til Polen

Sagen omhandler en polsk statsborger, der arbejdede i Danmark i indkomstårene 2017 og 2018. Skattestyrelsen ændrede hans status fra begrænset skattepligtig (grænsegænger) til fuldt skattepligtig med skattemæssigt hjemsted i Danmark. Dette medførte, at hans befordringsfradrag for kørsel mellem Danmark og Polen blev afvist, og han mistede retten til at overføre sin ægtefælles uudnyttede personfradrag.

Klageren argumenterede for, at hans centrum for livsinteresser var i Polen, hvor han ejede en bolig og boede med sin familie. Han anså sit arbejde i Danmark som midlertidigt og sin bolig i Danmark som et lejet værelse. Han mente derfor, at hans skattemæssige hjemsted var i Polen, og at han var berettiget til befordringsfradrag for rejserne mellem landene.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, da han havde bopæl til rådighed, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Da han havde økonomiske interesser i Danmark (fast arbejde) og personlige interesser i Polen (familie), skulle hans skattemæssige hjemsted afgøres efter, hvor han sædvanligvis opholdt sig, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b. Da han tilbragte flere dage i Danmark end i Polen, blev Danmark anset for hans skattemæssige hjemsted. Som følge heraf blev hans sædvanlige bopæl i henhold til Ligningsloven § 9 C anset for at være i Danmark, og kørsel til Polen blev betragtet som en privat, ikke-fradragsberettiget udgift. Retten til ægtefællens personfradrag bortfaldt ligeledes, da han ikke længere blev beskattet som grænsegænger.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse på alle punkter.

Fuld skattepligt og skattemæssigt hjemsted

Retten fastslog, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, da han havde haft en bolig til rådighed her i landet siden 2015, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Da han også havde bolig i Polen, opstod en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2.

Landsskatteretten vurderede, at klageren havde sine økonomiske interesser i Danmark (fast arbejde siden 2015, bopæl, folkeregisteradresse, medlemskab af A-kasse) og sine personlige interesser i Polen (ægtefælle, søn, bolig). Da midtpunktet for livsinteresser var delt, blev spørgsmålet afgjort ud fra, hvor han sædvanligvis opholdt sig.

Baseret på klagerens egne opgørelser og friplaner fra arbejdsgiveren, konkluderede retten, at han opholdt sig flest dage i Danmark i begge indkomstår.

Derfor blev Danmark anset for hans skattemæssige hjemsted i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Befordringsfradrag

I relation til Ligningsloven § 9 C fandt Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark. Vurderingen var baseret på hans stærke økonomiske interesser og faste arbejde i Danmark siden 2015. Kørsel til Polen i forbindelse med familiebesøg blev anset for en privat udgift, der ikke var fradragsberettiget. Skattestyrelsens beregning af befordringsfradrag for kørsel mellem den danske bopæl og arbejdspladsen blev stadfæstet.

Ægtefællens uudnyttede personfradrag

Da klageren blev anset for fuldt skattepligtig og ikke blev beskattet efter grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven §§ 5 A-D, var han ikke berettiget til at overføre sin ægtefælles uudnyttede personfradrag, jf. Personskatteloven § 10, stk. 3.