Manglende fradrag for tab på renteswaps grundet manglende erhvervsmæssig tilknytning

Sagen omhandler en klagers krav på fradrag for tab på renteswapaftaler i indkomståret 2018. Klageren, der var fuldtidsansat, drev sammen med sin nu afdøde far interessentskabet I/S [virksomhed3], som udlejede en ejendom. Klageren ejede 80% af ejendommen, mens faderen ejede 20%.

Klagerens far indgik i 2005 og 2007 to renteswapaftaler med [finans1], som var knyttet til variabelt forrentede realkreditlån i den udlejede ejendom. Lånene var medtaget i interessentskabets regnskab, og renteudgifterne blev fordelt mellem klageren (80%) og faderen (20%). Faderen havde dog i årene 2005-2017 medregnet 100% af de løbende betalinger på renteswapsene i sine personlige indkomstopgørelser og ikke ændringerne i markedsværdierne (lagerprincippet).

I 2018 blev begge renteswaps førtidigt indfriet, hvilket resulterede i betydelige betalinger fra faderen til [finans1]. Klageren selvangav fradrag for 80% af differenceafregningerne (118.407 kr.) og tabet ved indfrielsen (967.717 kr.) for 2018.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen godkendte ikke fradragene. Begrundelsen var todelt:

• Part i aftalen: Skattestyrelsen anså faderen for at være den eneste part i renteswapaftalerne, da differenceafregningerne udelukkende var tilgået eller betalt af ham. Dette var den primære årsag til afvisningen af klagerens fradrag.
• Erhvervsmæssig tilknytning: Skattestyrelsen vurderede desuden, at renteswapsene ikke havde opretholdt den nødvendige erhvervsmæssige tilknytning, jf. Kursgevinstloven § 32, stk. 1. Dette skyldtes, at renteswapsenes hovedstole oversteg den bagvedliggende gæld, hvilket ifølge Skattestyrelsen brød den tætte sammenhæng mellem kontrakterne og den erhvervsmæssige gæld. Skattestyrelsen henviste til praksis, herunder SKM2016.587.HR, som understreger kravet om tæt sammenhæng.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at fradragene skulle godkendes, og argumenterede for, at renteswapsene havde erhvervsmæssig tilknytning. Klageren henviste til:

• Konkret vurdering: At vurderingen af erhvervsmæssig tilknytning altid beror på en konkret vurdering, jf. forarbejderne til Kursgevinstloven § 32, stk. 1.
• Betingelser for tilknytning: De to renteswaps blev indgået for at risikoafdække virksomhedens renteeksponering. Klageren anførte, at de tre betingelser i Skattestyrelsens styresignal (nu Juridisk Vejledning) var opfyldt ved indgåelsestidspunktet:
  • Den tekniske hovedstol oversteg ikke den erhvervsmæssige gæld ved stiftelsen.
  • Kontrakternes løbetid oversteg ikke lånets løbetid.
  • Valutaen var den samme (DKK).
• Løbende symmetri: Klageren bestred Skattestyrelsens krav om løbende symmetri mellem renteswappens hovedstol og lånets restgæld, idet praksis ifølge klageren alene fokuserede på indgåelsestidspunktet.
• Part i aftalen: Klageren hævdede at være part i aftalerne, idet interessenter hæfter personligt og solidarisk for interessentskabets gæld. Der blev fremlagt et dokument med klagerens underskrift for den ene swap. Differenceafregningerne var desuden betalt fra interessentskabets erhvervskonto.
• Tidligere år: Klageren erkendte fejl i tidligere års selvangivelser vedrørende differenceafregninger og lagerbeskatning, men henviste til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 7 og Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 4, som muliggør fradrag for tab fra tidligere år i 2017 eller senere, selvom genoptagelse er forældet.

Syn og skøn

En syns- og skønsrapport blev indhentet, som bekræftede, at det er sædvanligt for erhvervsdrivende personer med virksomhedsordning at indgå renteswaps til afdækning af virksomhedsgæld. Rapporten bemærkede dog, at der i perioden omkring 2018 ikke var præcis symmetri mellem realkreditgæld og renteswapsenes aktuelle hovedstole, hvilket gjorde det vanskeligt præcist at be- eller afkræfte erhvervsmæssig sammenhæng.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle afgøre, om de to renteswaps havde erhvervsmæssig tilknytning, jf. Kursgevinstloven § 32, stk. 1. Hvis ikke, kunne tabene ikke fratrækkes i klagerens indkomstopgørelser for 2016-2018.

Landsskatteretten lagde til grund, at klagerens far i oktober 2005 indgik den ene renteswap (kontrakt nr. [x1]) med en oprindelig hovedstol på 4.285.085 kr., samtidig med at I/S [virksomhed3] optog et variabelt forrentet realkreditlån med samme hovedstol. Det blev ikke dokumenteret, at klageren var part i denne aftale. Derimod fandt Landsskatteretten det godtgjort, at klageren tiltrådte den anden swapaftale (kontrakt nr. [x2]) med en oprindelig hovedstol på 2.700.000 kr., som klagerens far indgik i 2007.

Retten anerkendte, at renteswapaftalerne oprindeligt blev indgået af klagerens far for at sikre sig mod en forventet stigning i den variable rente på de to realkreditlån.

Landsskatteretten henviste til Højesterets dom i SKM2016.587.HR, som fastslår, at en finansiel kontrakt kan have erhvervsmæssig tilknytning, hvis den indgås for at reducere finansieringsomkostninger ved at omlægge et variabelt forrentet lån til et fast forrentet lån. Dette forudsætter dog, at der er en "tæt sammenhæng" mellem kontrakten og lånet.

Landsskatteretten fandt, at:

• Selvom klagerens far kun hæftede for 20% af realkreditlånet, fratrak han 100% af betalingerne på de to swaps i sine indkomstopgørelser for 2017 og tidligere år. Dette indikerede, at klageren og faderen i deres indbyrdes forhold havde indrettet sig, som om faderen alene var part i swapaftalerne.
• Der havde ikke i tidligere år eksisteret en tæt forbindelse mellem realkreditlånet og hovedstolen på de to swaps, og denne tætte forbindelse var heller ikke til stede i 2018. Dette understøttedes af syns- og skønsrapporten, som også påpegede manglende symmetri mellem hovedstole på realkreditgæld og renteswaps i perioden omkring 2018.

På baggrund heraf stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse om, at der ikke var fradragsret for tabene på renteswapsene.

Landsskatteretten tog ikke stilling til klagerens sekundære påstand om ændring af overskudsdisponeringen i virksomhedsordningen, da Skattestyrelsen ikke havde truffet afgørelse herom.