Indtægt fra kørsel for [virksomhed1] anset for selvstændig erhvervsvirksomhed og beskattet efter skøn

Sagen omhandler en person, der i 2017 havde indtægter fra kørsel for [virksomhed1], en digital persontransporttjeneste. Klageren havde ikke selvangivet indtægten på 28.424,85 kr. Skattestyrelsen anså kørslen for at være selvstændig erhvervsmæssig virksomhed og foretog en skønsmæssig ansættelse af resultatet til 18.301 kr. Dette skete efter et skønnet fradrag for udgifter på 30 % samt fradrag for moms af provision til [virksomhed1].

Klageren gjorde gældende, at kørslen ikke udgjorde erhvervsmæssig virksomhed, da han var studerende, ikke havde CVR-nummer, og at aktiviteten ikke var drevet med systematisk indtægtserhvervelse for øje. Han mente derfor, at resultatet skulle sættes til 0 kr. Subsidiært mente han, at Skattestyrelsens skøn over udgifter var for lavt, og at sagen var forældet, da han burde være omfattet af den korte ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og fandt, at klagerens kørsel for [virksomhed1] skulle anses for selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Retten lagde vægt på, at indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4.

Vurdering af selvstændig erhvervsvirksomhed

Landsskatteretten baserede sin afgørelse på en samlet, konkret vurdering og fremhævede følgende punkter:

At klageren havde anden A-indkomst og ikke anså det for en virksomhed, ændrede ikke ved, at aktiviteten i henhold til praksis var erhvervsmæssig. Klageren kunne heller ikke godtgøre, at der var tale om ikke-overskudsgivende samkørsel.

Skønsmæssig ansættelse og fradrag

Da klageren ikke havde ført regnskab eller kunnet dokumentere sine indtægter og udgifter, var Skattestyrelsen berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til den dagældende Skattekontrollov § 5, stk. 3. Landsskatteretten fandt Skattestyrelsens skøn over indtægter og udgifter for velbegrundet og retvisende, da klageren ikke fremlagde dokumentation, der kunne understøtte et andet resultat.

De fradragsberettigede driftsudgifter er reguleret i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Retten tiltrådte Skattestyrelsens skønsmæssige fradrag på 30 % af nettoindtægten.

Retten bekræftede desuden, at klageren skulle betale moms af provisionen til [virksomhed1] (omvendt betalingspligt jf. Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3), og at dette momsbeløb kunne fratrækkes i den skattepligtige indkomst.

Den endelige skattepligtige indkomst blev fastsat således:

Fristregler

Landsskatteretten afviste klagerens argument om, at den korte ligningsfrist skulle finde anvendelse. Da klageren havde drevet uregistreret virksomhed, blev hans økonomiske forhold ikke anset for simple. Dermed var den ordinære ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 gældende, og denne var overholdt af Skattestyrelsen.