Landsskatteretten: Beskatning af fri bil ved splitleasing – manglende dokumentation og månedlig regulering

Sagen omhandlede beskatning af værdi af fri bil for en hovedanpartshaver, der havde indgået en splitleasingaftale vedrørende en Tesla Model S for indkomstårene 2015-2018. Klageren og dennes selskab havde indgået separate leasingaftaler med et finansieringsselskab, hvor den forventede årlige kørsel var fordelt mellem erhvervsmæssig og privat brug. Klageren førte elektroniske kørselsregnskaber baseret på en GPS-tracker og hævdede, at alle betingelser for splitleasing var opfyldt, herunder løbende afregning og proportional fordeling af omkostninger.

Skattestyrelsen havde oprindeligt truffet afgørelse om beskatning af fri bil, idet de mente, at selskabet ikke opfyldte betingelserne for splitleasing. Deres primære argument var, at der ikke var sket løbende afregning af den faktiske kørsel, da selskabet primært betalte en fast månedlig leasingafgift, og at kørselsregnskaberne ikke opfyldte gældende retningslinjer, da de ikke indeholdt oplysninger om kørslens erhvervsmæssige formål.

Klageren anførte, at de indgåede splitleasingforhold opfyldte dagældende praksis, og at der var foretaget en årlig slutopgørelse, som sikrede, at selskabet ikke betalte for klagerens private kørsel. Klageren argumenterede desuden for, at Skattestyrelsens styresignal fra 2019 om splitleasing var en praksisskærpelse, der ikke kunne anvendes med tilbagevirkende kraft. Klageren fremhævede også, at Skattestyrelsen tidligere havde godkendt de fremlagte kørselsregnskaber.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten fastslog, at der ikke findes særregler i lovgivningen om splitleasing, og at retsstillingen udelukkende er baseret på administrativ praksis. Da splitleasing er en undtagelse til hovedreglen om beskatning af fri bil, stilles der strenge krav til dokumentation og efterlevelse af betingelserne. Retten fandt, at klagerens kørselsregnskaber var mangelfulde, da de ikke angav kørslens erhvervsmæssige formål, hvilket er et krav ifølge bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse. Dette alene var tilstrækkeligt til at begrunde beskatning.

Derudover konstaterede Landsskatteretten, at den løbende afregning ikke var sket i overensstemmelse med den faktiske kørselsfordeling. Selvom leasingaftalen foreskrev månedlig regulering baseret på indberettet kørsel, viste bogføringen faste månedlige ydelser uden løbende justeringer. Dette stred mod praksis, som kræver, at betalingerne til enhver tid afspejler den faktiske fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel. Retten afviste klagerens argument om, at styresignalet fra 2019 var en praksisskærpelse, idet det blev anset for en præcisering af allerede eksisterende praksis. Klagerens manglende kendskab til retsstillingen eller rådgivning fra tredjeparter kunne ikke ændre resultatet.

Landsskatteretten justerede dog Skattestyrelsens beregning af beskatningsgrundlaget for bilen, idet den oprindelige værdiansættelse af ekstraudstyr blev korrigeret, og et miljøtillæg blev medregnet. Klagerens egenbetaling blev fratrukket i den skattepligtige værdi.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af værdi af fri bil for klageren, en hovedanpartshaver, dog med en ændring af beskatningsgrundlaget. Retten fandt, at betingelserne for at undgå beskatning af fri bil ved splitleasing ikke var opfyldt af to hovedårsager:

• Mangelfuldt kørselsregnskab: De fremlagte kørselsregnskaber opfyldte ikke kravet om angivelse af kørslens erhvervsmæssige formål, som specificeret i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Dette alene var tilstrækkeligt grundlag for beskatning.
• Manglende løbende afregning: Selvom leasingaftalen foreskrev månedlig opkrævning baseret på indberettet kørselsfordeling, viste selskabets bogføring og fakturaer, at der primært blev betalt en fast månedlig leasingydelse. Der var ikke sket en løbende, månedlig regulering, der afspejlede den faktiske private og erhvervsmæssige kørsel. Dette stred mod den administrative praksis for splitleasing, som kræver, at betalingerne til enhver tid afspejler den faktiske kørselsfordeling, jf. bl.a. SKM2017.729.SR og SKM2018.212.SR.

Landsskatteretten bemærkede, at klagerens manglende kendskab til retsstillingen eller rådgivning fra revisor og bilforhandler ikke kunne føre til et andet resultat. Styresignalet SKM2019.244.SKTST blev anset for en præcisering af gældende praksis og ikke en praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft.

Landsskatteretten ændrede dog Skattestyrelsens beregning af beskatningsgrundlaget for fri bil. Bilens værdi blev fastsat til 719.709 kr. (ekskl. ekstraudstyr, der fejlagtigt var angivet som 9.166 kr. i Skattestyrelsens opgørelse, men som var bilens kilometerstand), og et miljøtillæg på 990 kr. blev medregnet, jf. Ligningsloven § 16, stk. 4. Klagerens egenbetaling blev fratrukket i den skematisk opgjorte værdi.

De justerede skattepligtige værdier af fri bil blev fastsat til: