Landsskatteretten: Manglende fradrag for underskud af ikke-erhvervsmæssig udviklingsvirksomhed og opgørelse af overskud fra udlejningsvirksomhed

Sagen drejede sig om en klagers personlige virksomhed, [virksomhed1], der omfattede både udviklings- og konsulentaktiviteter inden for automobilteknologi samt udlejning af ejendom. Hovedspørgsmålet var, hvorvidt udviklingsvirksomheden kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, hvilket havde betydning for fradrag af underskud og anvendelse af virksomhedsordningen. Skattestyrelsen havde nægtet fradrag for et underskud på DKK 210.488 for indkomståret 2016 og retten til at anvende virksomhedsordningen for udviklingsdelen, mens udlejningsindkomsten blev skønsmæssigt forhøjet.

Klageren, en civilingeniør, startede [virksomhed1] i 1978 og havde gennem årene udviklet flere patenter, herunder det centrale [virksomhed3]-patent. Efter en periode med fokus på [virksomhed3] A/S, genoptog klageren i perioden 2006-2008 et intensivt arbejde med [virksomhed1], investerede i en maskinpark og udviklede nye produkter som keramiske bremseskiver og en centrifugal kompressor ([produkt1]). Klageren argumenterede for, at udviklingsvirksomheden var erhvervsmæssig på grund af dens høje faglige niveau, betydelige omsætning fra konsulentydelser og langsigtede potentiale for overskud, selvom den havde genereret underskud siden 2005. Klageren fremhævede, at virksomheden kunne gøres rentabel ved at reducere udviklingsomkostninger, men dette ville kompromittere det faglige niveau. Desuden anførte klageren, at udlejningsvirksomheden var en integreret del af den samlede virksomhed, der bidrog til finansiering og faciliteter. Udefrakommende hændelser som vandskade, tyverier og personlige ulykker blev også nævnt som årsager til periodevise økonomiske udfordringer.

Skattestyrelsen fastholdt, at udviklings- og udlejningsaktiviteterne var separate driftsgrene uden naturlig sammenhæng. De mente, at udviklingsvirksomheden ikke var erhvervsmæssig, da den havde været underskudsgivende i mange år og ikke kunne betragtes som værende i en opstartsperiode, givet dens lange historie. Skattestyrelsen fandt ikke, at der var udsigt til en rimelig fortjeneste efter driftsøkonomiske afskrivninger og en rimelig driftsherreløn. For udlejningsvirksomheden fastholdt Skattestyrelsen sin skønsmæssige opgørelse af indkomsten, idet klagerens oplysninger om større udlejningsarealer og dermed højere fradragsberettigede udgifter ikke var tilstrækkeligt dokumenteret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende fradrag for underskud af erhvervsmæssig virksomhed og anvendelse af virksomhedsordningen for udviklingsvirksomheden, men ændrede opgørelsen af resultat fra udlejningsvirksomheden.

Opdeling af driftsgrene

Landsskatteretten fandt, at klagerens aktiviteter skulle opdeles i to særskilte virksomheder: en udlejningsvirksomhed og en udviklingsvirksomhed. Dette skyldtes, at aktiviteterne ikke havde en naturlig driftsmæssig sammenhæng. Retten bemærkede, at det forhold, at indtægter fra udlejning kunne udligne underskud fra udviklingsvirksomheden, ikke ændrede ved denne opdeling. En tidligere afgørelse (LSR 09-03632) fremlagt af repræsentanten kunne ikke føre til et andet resultat, da den var baseret på en konkret vurdering og en syn- og skønserklæring.

Erhvervsmæssig virksomhed (udviklingsvirksomhed)

Landsskatteretten vurderede, at udviklingsvirksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomståret 2016. Begrundelsen herfor var:

• Ikke opstartsperiode: Virksomheden blev startet i 1978, og driften havde ikke ændret sig i et omfang, der kunne begrunde en ny opstartsperiode siden 2003. Der var ikke et klart forløb, der tydeliggjorde bestræbelser på at udvikle og sælge et konkret produkt eller en serviceydelse, som tilhørte udviklingsvirksomheden, og ingen konkrete forhold kunne begrunde en så lang opstartsperiode.
• Manglende rentabilitet: Udviklingsvirksomheden havde ikke opnået et resultat, der kunne rumme driftsmæssige afskrivninger, en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital i 2016. Saldobalancer for efterfølgende år indikerede heller ikke, at virksomheden ville blive rentabel inden for en kortere årrække, da de fortsat viste underskud, når indtægter og udgifter fra udlejningsvirksomheden blev bortset fra.
• Udsigt til overskud: De fremlagte udviklingsprojekter (keramiske bremseskiver og centrifugal kompressor) havde ikke vist konkrete tegn på at kunne gøre virksomheden rentabel inden for en kortere årrække. Der forelå heller ikke konkrete omstændigheder, der sandsynliggjorde, at virksomheden kunne sælges til tredjemand for et beløb, der kunne opveje underskuddet.
• Irrelevans af [virksomhed3] og sygdom: Omstændighederne vedrørende udviklingen og salget af [virksomhed3] blev ikke anset for væsentlige, da [virksomhed3] ikke indgik som led i klagerens personlige virksomhed. Klagerens sygdomsforløb i de efterfølgende indkomstår kunne heller ikke føre til en anden vurdering, jf. SKM2007.107.HR.

På baggrund heraf kunne der ikke godkendes fradrag for underskud på DKK 210.488 i 2016, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Opgørelse af resultat af udlejningsvirksomhed

Det fremgår af Statsskatteloven § 4, at indtægter fra udlejning er skattepligtige. Skattestyrelsen havde foretaget en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst fra overskud af udlejningsvirksomhed i 2016-2018, idet der på dette tidspunkt ikke var fremlagt regnskaber for disse indkomstår. Der var efterfølgende blevet fremlagt regnskab for 2016 og saldobalancer for 2017-2018. Skattestyrelsen havde herefter fremsendt en ny skønsmæssig opgørelse af overskud fra udlejningsvirksomheden. Opgørelsen var baseret på virksomhedens regnskaber og saldobalancer, og på at den del af ejendommens areal, der var anvendt til udlejning, svarede til de af klageren oplyste udlejede arealer i 2013-2015 (284 m2).

Landsskatteretten fandt, at klageren var skattepligtig af overskud fra udlejningsvirksomhed med det af Skattestyrelsen opgjorte beløb. Det af klageren anførte om, at 558 m2 var anvendt til udlejning i 2016-2018, og at en større del af omkostningerne skulle henregnes hertil, var ikke nærmere godtgjort, selvom klageren havde haft anledning hertil. Det kunne derfor ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse således, at klagerens overskud fra udlejningsvirksomhed for indkomstårene 2016-2018 fastsættes til:

Virksomhedsordningen

Virksomhedsordningen kan kun anvendes i det omfang en fysisk person anses som selvstændig erhvervsdrivende, jf. Virksomhedsskatteloven § 1. Idet udviklingsvirksomheden ikke blev anset som erhvervsmæssig i skattemæssig henseende i 2016, fandt virksomhedsordningen ikke anvendelse på denne. Det var således med rette, at Skattestyrelsen havde afvist, at klageren kunne benytte virksomhedsordningen på udviklingsvirksomheden.

Da udlejningsvirksomheden derimod blev anset for erhvervsmæssig, ville virksomhedsordningen kunne anvendes for denne del. Det forudsatte dog, at der som anført af Skattestyrelsen fremsendes et regnskab, hvor der er sket en opdeling af de to virksomhedsgrene, som opfylder betingelserne i Virksomhedsskatteloven § 2.